Besluttet 5. april, Børne- og Skoleudvalget 2018-25, Rødovre
Revision af styrelsesvedtægt på skoleområdet efter høring
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at den reviderede styrelsesvedtægt for skoleområdet godkendes.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Skoleudvalget 2018-25, Rødovre Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 5. april 2022
- Status
- Besluttet. Anbefales.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at den reviderede styrelsesvedtægt for skoleområdet godkendes.
Sagsfremstilling
Børne- og Kulturforvaltningen har revideret styrelsesvedtægten for skoleområdet, og i den forbindelse har styrelsesvedtægten været sendt til udtalelse hos skolebestyrelserne jf. Børneog Skoleudvalget møde i februar sag nr. 14 (bilag 2). I sagsfremstillingen fra i februar måned giver Børne- og Kulturforvaltningen et overblik over de væsentligste revideringer af styrelsesvedtægten. Børne- og Kulturforvaltningen har modtaget udtalelser fra fem af de otte skolebestyrelser, og kan konstatere, at skolebestyrelserne har lagt stor energi i udtalelserne, som både er grundige og detaljerede. Børne- og Kulturforvaltningen har gennemgået udtalelserne til styrelsesvedtægten. Styrelsesvedtægten er formuleret på baggrund af tidligere vedtagne politiske beslutninger samt lovgivning på området. Flere af udtalelserne taler ind i områder, hvor politiske beslutninger danner baggrund for de konkrete formuleringer i styrelsesvedtægten. Det er derfor ikke muligt at imødekomme flere af de fremsendte forslag, herunder forslagenes detaljeniveauer, idet formuleringer er hentet fra de politiske sagsfremstillinger, der ligger til grund for beslutningerne. Der er på baggrund af skolebestyrelsernes udtalelser foretaget enkelte tilpasninger og mindre præciseringer i styrelsesvedtægten. En enkelt skolebestyrelse fremhæver, at et følgebrev med forventninger og rammesætning af bestyrelsernes svar kunne have målrettet bestyrelsernes arbejde med udtalelserne. Børne- og Kulturforvaltningen tager dette med i fremtidige sager med høringer. Flere af skolebestyrelsernes udtalelser fremhæver ønsket om nytænkning af de politiske målsætninger for skoleområdet, herunder særligt vedrørende målsætninger om udvikling af resultater i de nationale test samt målsætningen om, at alle unge skal opnå et
karaktergennemsnit, der er adgangsgivende til en ungdomsuddannelse. Af yderligere tilkendegivelser i udtalelserne er blandt andet et ønske om en tydeligere beskrivelse af kommunens dysleksi-indsats, og hvordan denne er udmøntet samt et ønske om øget fokus på arbejdet med talblindhed. En anden skolebestyrelse stiller i sin udtalelse forslag til ændringer i proceduren vedrørende forskudte valg til skolebestyrelsen for forældrerepræsentanter samt til proceduren omkring repræsentanter fra kommunalbestyrelsen og omkring skolebestyrelsernes mødevirksomhed. Dette er alle områder, der er besluttet i andre politiske sager eller refererer til Lov om Folkeskolen, og kan derfor ikke ændres i rammen af styrelsesvedtægten. Børne- og Kulturforvaltningen har derudover modtaget kommentarer vedrørende afsnit i vedtægtens bilag om timefordeling for børnehaveklasselærere, ferieplaner og normering af det socialpædagogiske center, der ligeledes bunder i tidligere politisk vedtagne beslutninger. To skolebestyrelser kommenterer derudover på den samordnede indskoling med et ønske om mere fleksibilitet med hensyn til timernes anvendelse med fokus på kontinuiteten i indskolingen. Børne- og Kulturforvaltningen værdsætter skolebestyrelsernes udtalelser, og medtager dem i det fortsatte arbejde på skoleområdet. Nærmere bestemt vil Børne- og Kulturforvaltningen på det kommende dialogmøde mellem skolebestyrelserne og Børne- og Skoleudvalget i foråret skabe rammen for, at skolebestyrelserne i samarbejde med Børne- og Skoleudvalget kan følge op på de mange relevante kommentarer fra bestyrelsernes udtalelser. Såfremt dette fører til nye politiske beslutninger, tilpasses styrelsesvedtægten efterfølgende. Ved behov for mere detaljeret information om nogle af styrelsesvedtægtens paragraffer og punkter i bilagene til vedtægten, henviser Børne- og Kulturforvaltningen til de enkelte sagsfremstillinger, der mere udførligt beskriver de forskellige områder.
Lov- og plangrundlag
Lov om Folkeskolen.
Økonomiske konsekvenser
Der er ingen økonomiske konsekvenser.
Tidsplan
Den nye styrelsesvedtægt for skoleområdet træder i kraft den 1. maj 2022.
Beslutning
Anbefales.
Kilde: Rødovre Kommune, Børne- og Skoleudvalget 2018-25, referat fra mødet tirsdag 5. april 2022, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.