Rødovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 15. august, Børne- og Skoleudvalget 2018-25, Rødovre

Justering af ferie- og fridagsplan for skoleåret 2023/2024

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at den justerede ferie- og fridagsplan for skoleåret 2023/2024 godkendes.

Skoler og børn

Kort fortalt

Hvem
Børne- og Skoleudvalget 2018-25, Rødovre Kommune
Hvornår
Tirsdag 15. august 2023
Status
Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at den justerede ferie- og fridagsplan for skoleåret 2023/2024 godkendes.

Sagsfremstilling

Børne- og Skoleudvalget godkendte ferie- og fridagsplanen for skoleåret 2023/2024 på udvalgets møde den 15. marts 2022 (sag nr. 21). Forud for den politiske behandling havde ferie- og fridagsplanen været i høring, og forvaltningen modtog høringssvar fra de otte skolebestyrelser, SkoleMED-udvalget samt Rødovre Lærerforening.
Efterfølgende har Folketinget den 28. februar 2023 vedtaget lov om konsekvenser ved afskaffelsen af Store Bededag som helligdag. Loven medfører, at Store Bededag fra 2024 vil være en almindelig, ekstra arbejdsdag. Loven får dermed betydning for skolernes fremtidige ferie- og fridagsplaner. Børne- og Kulturforvaltningen indstiller efter dialog med skoleledergruppen, Rødovre Lærerforening og BUPL, at der for det kommende skoleår 2023/2024 vil være 201 skoledage. På den måde lever Rødovre Kommune op til Folketingets beslutning om at indføre en ekstra arbejdsdag.
Børne- og Kulturforvaltningens forslag vil i første omgang være gældende for det kommende skoleår. Forvaltningen og relevante parter er derudover i gang med at se på en model, som kan implementeres permanent fra skoleåret 2024/2025.
Lov- og plangrundlag Lov om folkeskolen samt Lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag.
Økonomiske konsekvenser Lovændringen medfører øgede lønudgifter til ansatte, der får forøget deres arbejdstid som følge af afskaffelsen af helligdagen.

Tidsplan Ferie- og fridagsplanen vedrører skoleåret 2023/2024.

Beslutning

Godkendt.

Kilde: Rødovre Kommune, Børne- og Skoleudvalget 2018-25, referat fra mødet tirsdag 15. august 2023, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.