Besluttet 11. august, Kultur- og Fritidsudvalget, Rødovre
Status på partnerskabsaftale med DGI Storkøbenhavn 2024-26
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at status tages til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur- og Fritidsudvalget, Rødovre Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at status tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Rødovre Kommune og DGI Storkøbenhavn indgik i 2024 en partnerskabsaftale for perioden 2024-2026 under overskriften ”Stærke lokale idrætsforeninger og aktive fællesskaber”. Partnerskabsaftalen blev anbefalet af Folkeoplysningsudvalget den 13. februar 2024 og vedtaget i Kultur- og Fritidsudvalget den 5. marts 2024. Partnerskabsaftalen fremgår af bilag 1.
Partnerskabet bygger videre på det tidligere strategiske samarbejde mellem parterne fra 20202023 og har til formål at styrke idrætsforeningernes udvikling, øge deltagelsen i foreningslivet og understøtte aktive fællesskaber for børn, unge og voksne i Rødovre Kommune.
Partnerskabsperiodens overordnede målsætning er, at medlemstallet i Rødovre Kommunes idrætsforeninger vokser med yderligere 1.000 aktivitetsmedlemmer i perioden 2024-2026, hvoraf halvdelen skal være piger og kvinder. Den endelige vurdering af målopfyldelsen kan først foretages, når medlemstallene for 2026 foreligger i foråret 2027. Evalueringen viser foreløbigt en stigning på 182 nye medlemmer i perioden 2023-2025, mens den samlede udvikling siden 2020 viser en vækst på 2.077 medlemmer og en stigning i medlemstætheden fra 22,5 pct. til 25,1 pct.
Partnerskabsaftalen for 2024-2026 er organiseret omkring tre hovedspor: 1. Foreningsspor: Stærke lokale idrætsforeninger 2. Målgruppespor: Deltagelse og trivsel 3. Fysiske rammer for idræt og bevægelse
De enkelte indsatser og resultater fremgår i bilag 2 og 3. I det følgende fremhæves de vigtigste indsatser og resultater.
Foreningssporet I foreningssporet har indsatserne haft til formål at styrke foreningernes organisatoriske, strategiske og frivillige kapacitet.
Det er blandt andet sket gennem foreningsudviklingsforløb, hvor fem foreninger (Rødovre Karateskole, GIF Orient Fodbold, Gymnastik- og Idrætsforeningen ORIENT, B77 Bordtennis og Rødovre Statsskoles Volley) har arbejdet strategisk med organisering, frivillighed, kommunikation og trænerudvikling.
Derudover er der gennemført en frivilliguddannelse med deltagelse af 21 personer fra otte lokale foreninger, som har fået konkrete redskaber til rekruttering og ledelse af frivillige.
Indsatsen omkring unglederuddannelse er ikke gennemført som oprindeligt planlagt som et tværgående forløb for flere foreninger. I stedet er der gennemført et forløb i Rødovre Tennisklub med deltagelse af unge og voksne fra foreningen. Erfaringen er, at det har været vanskeligt at samle flere foreninger i et fælles forløb, og at indsatsen derfor ikke videreføres i samme format.
Der er desuden arbejdet med flere unge i trænerrollen, hvor der er indgået aftale med Boldklubben Avarta, og hvor der er udbudt et forløb til Orient Svøm. Denne indsats er fortsat under implementering.
Endelig er der arbejdet med at udvide diversiteten i foreningernes aktivitetsudbud. Det har blandt andet ført til oprettelse af et nyt sandkasseatletikhold i Rødovre Atletik Club, udvikling af nye pigefodboldtilbud og afsøgning af nye motions- og foreningstilbud for voksne og i Irmabyen. Indsatsen er fortsat under implementering.
Målgruppesporet I målgruppesporet har der været fokus på at få flere borgere ind i idrætsfællesskaberne, herunder særligt børn, unge og borgere, der ikke i forvejen er en del af foreningslivet.
På 0-6-årsområdet er der etableret nye foreningstilbud i blandt andet Rødovre Floorball Club, Rødovre Red Rabbits, Rødovre Tennisklub og Rødovre Atletik Club.
Der er etableret samarbejder mellem lokale skoler/SFO’er og idrætsforeninger, herunder mellem Islev Skole og Orient Fodbold og Islev Taekwondo Klub, samt mellem Valhøj Skole og ROG og Rødovre Taekwondo. Ca. 200 børn deltaget i foreningsaktiviteter gennem indsatsen, og ca. 115 børn er efterfølgende blevet medlemmer af en idrætsforening. Omkring en fjerdedel af de nye medlemmer er børn i udsatte positioner.
Islev Taekwondo Klub har oprettet et nybegynderhold for unge, og evalueringen peger på, at lav adgangsbarriere, tydelige rammer og tæt samarbejde med lokale aktører er afgørende for
at lykkes med denne type indsats.
På voksen- og seniorområdet er der arbejdet med at udvikle nye idrætstilbud til +55målgruppen. Der er uddannet 12 instruktører i udendørs fitness, og 13 lokale foreninger har arbejdet med målgruppen gennem workshops og udviklingsforløb. Der er desuden oprettet eller fire nye hold, herunder et cykelfællesskab.
Fysiske rammer for idræt og bevægelse I sporet vedrørende fysiske rammer for idræt og bevægelse har indsatsen i partnerskabsperioden haft fokus på tre hovedområder. For det første er der arbejdet med kvalificering og prioritering af konkrete udviklingsprojekter i Rødovre Kommunes anlægsinvesteringspulje, hvor DGI Storkøbenhavn har bidraget med idrætsspecifik sparring. For det andet er der gennemført en involverende proces i regi af budgetresolutionen på facilitetsområdet, som har haft til formål at udvikle en samlet og prioriteret plan for udbygning af idrætsfaciliteterne i kommunen. Endelig er der arbejdet med en konkretisering af helhedsplanen for Rødovrehallens udvikling, som udgør det første større signaturprojekt i kommunens samlede facilitetsudvikling.
Kommunikation og supplerende ekstern finansiering Partnerskabet har også bidraget til øget kommunikation om foreningsidrætten i Rødovre. Der er udarbejdet artikler, presseindsatser og SoMe-opslag med fokus på fortællinger om de lokale idrætsforeninger, nye idrætstilbud, børns deltagelse i foreningslivet, seniorfællesskaber og ungeindsatser mm.
Som led i partnerskabet har Rødovre Kommune og DGI Storkøbenhavn løbende søgt og opnået støtte til en række eksternt finansierede indsatser. Den samlede værdi af de supplerende indsatser udgør 3.788.098 kr. i perioden 2024-2026. Midlerne omfatter blandt andet støtte fra DGI, Social- og Boligstyrelsen, Bikubenfonden, EU, Nordea-fonden og Sundhedsstyrelsen samt et bidrag fra Rødovre Kommune til Fritidsmissionen i Islev. Den supplerende finansiering har været en væsentlig løftestang for partnerskabets samlede aktivitetsniveau og har gjort det muligt at igangsætte flere målgruppeorienterede indsatser, end den oprindelige partnerskabsøkonomi isoleret set ville have givet mulighed for.
Videre Proces På mødet i den politiske følgegruppe den 5. marts blev der givet mandat til at forvaltningen sammen med DGI Storkøbenhavn afsøger mulighederne for en ny partnerskabsaftale fra 2027 og frem.
Et udkast til en eventuel ny partnerskabsaftale drøftes i den politiske følgegruppe, som har en rådgivende rolle. Herefter forelægges sagen for Folkeoplysningsudvalget med henblik på stillingtagen til finansiering inden for folkeoplysningsområdet. Den endelige beslutning om en eventuel ny partnerskabsaftale træffes af Kultur- og Fritidsudvalget.
Lov- og plangrundlag Ingen.
Økonomiske konsekvenser Ingen. Partnerskabsaftalen er finansieret via Folkeoplysningsmidlerne.
Partnerskabsaftalen for 2024-2026 er finansieret med et bidrag fra Rødovre Kommune på 700.000 kr. og et bidrag fra DGI Storkøbenhavn på 780.000 kr. Hertil kommer 175.000 kr., som er videreført fra den tidligere partnerskabsperiode. Derudover er der tilvejebragt supplerende ekstern finansiering på samlet 3.788.098 kr. til indsatser, der understøtter partnerskabets formål.
Tidsplan Partnerskabsaftalen løber til og med 31. december 2026. Den endelige vurdering af målopfyldelsen i forhold til medlemsudviklingen kan først gennemføres, når medlemstallene for 2026 offentliggøres i foråret 2027.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Rødovre Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.