Besluttet 11. august, Social- og Sundhedsudvalget, Rødovre
Temadrøftelse af analyse af ombygningsmuligheder for Engskrænten
Social- og Sundhedsforvaltningen samt Teknisk Forvaltning indstiller, at scenarierne for at tilvejebringe flere boliger på ældreområdet drøftes og tages til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Sundhedsudvalget, Rødovre Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen samt Teknisk Forvaltning indstiller, at scenarierne for at tilvejebringe flere boliger på ældreområdet drøftes og tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen samt Teknisk Forvaltning har igangsat en afdækning af mulighederne for at modernisere og/eller udvide Plejehjemmet Engskrænten. Arbejdet er initieret med afsæt i kommunens Ældre- og Værdighedspolitik fra 2022, hvor målsætningen er, at alle ældre borgere – uanset helbredssituation – skal kunne leve et godt og værdigt liv. Det er også igangsat i forlængelse af budgetresolutionen fra budget 2026 om analyse af det fremtidige behov for plejeboliger og plan for at sikre den nødvendige kapacitet.
Temadrøftelsen gennemføres i forlængelse af følgende beslutningsoplæg:
Den 2. december 2025 (sag nr. 93): Temadrøftelse om kapacitet på plejeboligområdet
Den 3. februar 2026 (sag nr. 11): Beslutning om fastholdelse af nuværende visitationspraksis og serviceniveau til plejeboliger
Den 10. marts 2026 (sag nr. 19): Beslutning om at sigte mod en udvidelse af kapaciteten fra de nuværende 318 pladser til et interval mellem 344-360 pladser i 2045, herunder høringssvar vedrørende Kommuneplan 2026-2037 med fokus på at undersøge alternative placeringer for en udvidelse af plejeboligkapaciteten.
På baggrund af BDOs behovsanalyse besluttede udvalget på mødet den 10. marts (sag nr. 19), at plejeboligkapaciteten skal planlægges inden for intervallet på 344–360 pladser, og med en forventning om, at behovet vil ligge tættest på 360 pladser i 2045. Et sådant interval giver fleksibilitet og en kapacitetsreserve i forhold til at håndtere ændringer i behovet. Det betyder, at der er behov for at tilvejebringe yderligere kapacitet ud over den nuværende kapacitet på 318 pladser. Løsninger, der alene fastholder eller kun i begrænset omfang udvider kapaciteten på Engskrænten, vil derfor ikke i sig selv kunne imødekomme det forventede behov frem mod 2045.
I arbejdet med at tilvejebringe det ønskede antal plejeboliger er det relevant at undersøge mulighederne for ombygning af Engskrænten. Plejehjemmet er bygget i 1952 og er dermed Rødovre Kommunens ældste - med et stort behov for renovering og vedligehold. Kommunens øvrige plejehjem, Broparken og Ørbygård, er moderniseret indenfor de seneste år. De er velfungerende og kan ikke umiddelbart udvides.
Den nødvendige udvidelse af plejeboligkapaciteten skal desuden ses i sammenhæng med sundhedsreformen, og at dele af funktionerne på De Midlertidige Døgnpladser pr. 1. januar 2027 overflyttes til Region Øst. I den forbindelse skal det understreges, at der fortsat vil være brug for pladser til døgnaflastning, og at forvaltningen pt. afdækker, hvad der er muligt inden for den tilbageværende økonomi efter opgaveflyttet. Der vil dog sandsynligvis være 15-20 tilbageværende ubenyttede pladser pr. 1. januar 2027, som Kommunalbestyrelsen i efteråret 2026 skal tages stilling til brugen af. Såfremt de fremadrettet benyttes som plejehjemspladser, indvirker det på det fremtidige behov for plejeboligkapacitet.
ERIK arkitekters rapport ERIK arkitekter udarbejdet en rapport med det formål at afklare, hvordan Engskrænten kan ombygges og moderniseres. Rapporten bygger på tidligere analyser (2024–2025) og sammenfatter arkitektoniske, tekniske, funktionelle, økonomiske og planmæssige vurderinger. De forudgående analyser har konkluderet, at Engskrænten i dag er præget af:
Utidssvarende boligstørrelser og tilgængelighed
Lange afstande mellem boliger og servicefunktioner
Nedslidte tekniske installationer
En bygningsstruktur med store servicearealer og begrænset arealeffektivitet.
Rapporterne konkluderer, at den nuværende bygning er præget af små boliger og badeværelser, utilstrækkelig tilgængelighed, svag logistik og driftsmæssige udfordringer. Ejendommens decentrale placeringer af bo-grupper og boliger vil, trods omfattende ombygning, fremover stadig kunne skabe udfordringer for en fornuftig plejedrift. Det vil også have konsekvenser for det fysiske arbejdsmiljø, da de små boliger er svære at indrette, så der er plads til personale, seng, hjælpemidler og lifte.
ERIK arkitekter peger på to scenarier for ombygning af Engskrænten.
Scenarie 1 - ombygning uden nybyggeri:
Ombygning og renovering inden for eksisterende bygningsrammer 56 plejeboliger Størst mulig bevaring af eksisterende bygninger og kulturarv Lavest klimaaftryk (minimal nedrivning)
Mindre arealeffektivitet og flere driftsmæssige kompromiser.
Samlet vurdering af scenarie 1: Robust ift. bevaring og klima, men ikke i forhold til kapacitet, drift og langsigtet funktionalitet. Scenariet reducerer desuden antallet af plejeboliger fra 57 til 56. Scenariet bidrager derfor ikke til at indfri Rødovre Kommunes behov for flere plejeboliger og vil øge behovet for kapacitetsudvidelser andre steder.
Scenarie 2 - ombygning kombineret med nybyggeri:
Delvis nedrivning af tilbygning 81 Ny bygning opføres oven på eksisterende kælder/parterre Ombygning af øvrige fløje 60 plejeboliger Bedre boligkvalitet, arealeffektivitet og sammenhæng mellem boliger og service Mere robuste drifts- og arbejdsgange Mindre bevaring end scenarie 1 Kræver myndighedsafklaring (dispensation) Kræver omfattende genhusning af beboere.
Samlet vurdering af scenarie 2: Mest balancerede løsning blandt de undersøgte ombygningsscenarier i forhold til kapacitet, funktion, drift og økonomi. Scenariet medfører dog alene en meget begrænset kapacitetsudvidelse til 60 plejeboliger. Der vil derfor fortsat være behov for yderligere kapacitet andre steder i kommunen for at kunne understøtte den politisk vedtagne målsætning om 344-360 plejeboliger frem mod 2045.
Da den politisk vedtagne kapacitetsplanlægning tager afsæt i et behov på op mod 360 plejeboliger i 2045, vurderes hverken scenarie 1 eller scenarie 2 alene at kunne understøtte den nødvendige kapacitetsudbygning. Uanset valg af ombygningsscenarie på Engskrænten vil der derfor være behov for at undersøge yderligere kapacitetsudvidelser andre steder i kommunen.
Disse forhold til sammen kan tale for at gentænke bygningens anvendelse, og ERIK arkitekter beskriver forskellige alternative muligheder.
Scenarie 3 Udfordringerne ved modernisering og ombygning af Engskrænten rejser således et behov for at afsøge alternative placeringer. En ny grund vil give bedre mulighed for at udvikle moderne rammer, der er nødvendige for arbejdsmiljø, gældende krav til hjælpemidler, borgerpleje, hygiejne, medicinhåndtering, effektiv arealudnyttelse mm. Dette skal særligt ses i lyset af, at ombygning af Engskrænten alene kan tilvejebringe mellem 56 og 60 plejeboliger og dermed ikke i sig selv bidrager tilstrækkeligt til den nødvendige kapacitetsudbygning på ældreområdet.
Scenarie 3 er samtidig en videreførelse af udvalgets ønske, som udtrykt i høringssvaret til Kommuneplanen 2026-2037 vedrørende arealreservation til plejeboliger og omsorgstilbud. Udover at sikre den politisk vedtagne plejeboligkapacitet (sag nr. 19) vil det give mulighed for at understøtte en differentieret boligudvikling, der kan bidrage til, at flere borgere kan blive boende længere i egen bolig - som Social- og Sundhedsudvalget ligeledes anbefalede i sit høringssvar.
Samlet konklusion Analysen viser samlet set, at ombygning af Engskrænten kan bidrage til modernisering af de fysiske rammer, men kun i begrænset omfang til udvidelse af plejeboligkapaciteten. Hvis målsætningen om op til 360 plejeboliger i 2045 skal realiseres, vurderes det nødvendigt at arbejde videre med løsninger, der kan tilvejebringe yderligere kapacitet ud over Engskræntens matrikel.
Analysen og scenarierne udfoldes yderligere mundtligt på mødet, hvor stadsarkitekt i Rødovre Kommune, Jesper Pagh, deltager.
Den videre proces Social- og Sundhedsforvaltningen samt Teknisk Forvaltning anvender temadrøftelsens input til at kvalificere det videre arbejde med at tilvejebringe flere plejeboliger på ældreområdet. Ultimo 2026 forelægges der en beslutningssag for Social- og Sundhedsudvalget om valg af scenarie for udvidelse af plejeboligkapacitet. Medio 2027 afholdes der en temadrøftelse i Social- og Sundhedsudvalget om videre konkretisering af planer for fremtidig plejeboligkapacitet såvel som flow mellem boligformer (sammenhænge til hjælp i eget hjem, senioregnede boliger, seniorbofællesskaber, ældreboliger og plejeboliger) og økonomi. Derved behandles anden del af budgetresolutionen fra budget 2026 om analyse af det fremtidige behov for plejeboliger og plan for at sikre nødvendig kapacitet.
Lov- og plangrundlag Ingen.
Økonomiske konsekvenser
De økonomiske konsekvenser afhænger af den valgte løsning, der først besluttes og beregnes i en senere beslutningssag. Dog kan det oplyses, at en udvidelse af pladskapaciteten vil give øgede driftsudgifter til plejeboliger.
Tidsplan Ultimo 2026: Beslutningssag om valg af scenarie for udvidelse af plejeboligkapacitet.
Medio 2027: Temadrøftelse i SOSU om videre konkretisering af planer for fremtidig plejeboligkapacitet, flow mellem boligformer (sammenhænge til hjælp i eget hjem, senioregnede boliger, seniorbofællesskaber, ældreboliger og plejeboliger) og økonomi.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Rødovre Kommune, Social- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.