På dagsordenen 10. november, Arbejdsmarkedsudvalget, Rødovre
Mål for beskæftigelsesindsatsen 2027
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, 1. at orientering om ny resultatopfølgning tages til efterretning samt 2. at mål for beskæftigelsesindsatsen i 2027 i Rødovre Kommune drøftes og godkendes.
Kort fortalt
- Forslaget
- Orientering om ny resultatopfølgning tages til efterretning samt
- Mål for beskæftigelsesindsatsen i 2027 i Rødovre Kommune drøftes og
- Hvem
- Arbejdsmarkedsudvalget, Rødovre Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på rk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
1. at orientering om ny resultatopfølgning tages til efterretning samt
2. at mål for beskæftigelsesindsatsen i 2027 i Rødovre Kommune drøftes og
godkendes.
Sagsfremstilling
Forslag til mål for beskæftigelsesindsatsen i Rødovre Kommune i 2027 er fastlagt på baggrund
af udviklingen de seneste år, en vurdering af udviklingen på arbejdsmarkedet samt evt.
strukturelle ændringer som følge af implementeringen af kontanthjælpsreformen og
beskæftigelsesreformen. I øvrigt er målene fastsat med udgangspunkt i den nye
resultatopgørelse på Jobindsats.dk, ”Andel fuldtidspersoner, der modtager udvalgte offentlige
forsørgelsesydelser”, der implementeres på beskæftigelsesområdet fra 1. januar 2027.
De økonomiske prognoser peger generelt på et arbejdsmarked, der fortsat er relativt stærkt.
Der er fortsat en række brancher med gode beskæftigelsesmuligheder. Der er dog set en
begyndende stigning i ledigheden blandt forsikrede ledige på landsplan og i Rødovre i 2025 og
2026. Det er særligt blandt akademikere, at stigningen er størst. Flere større virksomheder har
gennemført eller varslet større afskedigelsesrunder. Det vil have betydning for den generelle
ledighed. Samtidig er der opmærksomhed på, hvordan den stigende anvendelse af AI på sigt
kan påvirke efterspørgslen på arbejdskraft inden for visse jobfunktioner.
Der forventes en fortsat, men moderat stigning i antallet af forsikrede ledige.
Flere af de tidligere forsørgelsesydelser som uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse samt ressourceforløbsydelse m.m. er overgået til kontanthjælp. Det har
medført en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere og et ophør eller gradvis udfasning af
de øvrige ydelser. Det forventes, at den generelle ledighedsudvikling vil betyde en mindre
stigning i antallet af jobparate kontanthjælpsmodtagere, mens den samlede andel af borgere
langt fra arbejdsmarkedet vil kunne fastholdes på nuværende niveau.
Andelen af unge kontanthjælpsmodtagere følges særskilt. Det skal bemærkes, at ukrainske
fordrevne nu modtager kontanthjælp og udgør ca. 0,3 procent af befolkningen.
Det forventes, at andelen af borgere på sygedagpenge og i jobafklaring kan fastholdes på
nuværende niveau, men at der vil ske en gradvis udfasning af jobafklaringsforløb, som
forventes at medføre en mindre stigning i andelen på sygedagpenge. Ledighedsydelse
forventes at ligge på nuværende niveau.
Samlet set vurderes det realistisk at fastsætte målet for andelen af offentligt forsørgede til højst
11,4 procent i 2027. Målsætningen afspejler forventningen om en moderat stigning i
ledigheden og de strukturelle forskydninger mellem ydelsesgrupperne, som følge af
reformerne.
I bilag 1 fremgår forslag til mål for beskæftigelsesindsatsen for 2027 på de enkelte ydelser og
på alle ydelser under ét. Ligeledes fremgår bemærkninger til målforslag for de enkelte
målgrupper.
Mål for beskæftigelsesindsatsen for 2026 er vedlagt til sammenligning med ny målopgørelse
(bilag 2).
Metode
Mål for 2027 er fastsat med udgangspunkt i den nye resultatmåling "Andel fuldtidspersoner, der
modtager udvalgte offentlige forsørgelsesydelser", der implementeres fra 1. januar 2027 som
følge af beskæftigelsesreformen. Målene opgøres fortsat som andelen af fuldtidspersoner i
procent af befolkningen, men opgørelsesgrundlaget er ændret på to væsentlige punkter.
Førtidspensionister bevilget op til seks år tilbage indgår nu i opgørelserne, mens 16-17-årige
udgår af befolkningsgrundlaget. Som følge heraf vil resultaterne ligge på et højere niveau end i
de hidtidige opgørelser. De nye resultattal kan derfor ikke sammenlignes direkte med tidligere
opgørelser på Jobindsats.dk.
En ændring på 0,1 procentpoint svarer nu til cirka 27 fuldtidspersoner.
Ny resultatopfølgning på beskæftigelsesområdet
Som led i gennemførelsen af beskæftigelsesreformen indføres fra 1. januar 2027 en ny
resultatbaseret opfølgning på kommunernes og a-kassernes beskæftigelsesindsats.
Resultatopfølgningen skal understøtte reformens målsætning om større lokal frihed kombineret
med øget fokus på resultaterne af indsatsen, herunder om borgere kommer i job, uddannelse
eller opnår en varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
De nye resultatmålinger markerer et skifte i den statslige opfølgning på
beskæftigelsesindsatsen. Hvor opmærksomheden tidligere i høj grad var rettet mod
proceskrav, frister og aktiviteter, vil fokus fremover være på effekten af indsatsen og de
resultater, der skabes for borgere og virksomheder. Det skærpede tilsyn er afskaffet.
Resultatmålingerne vil i stedet danne grundlag for en løbende dialog mellem Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), kommunerne og a-kasserne om udviklingen i
resultaterne og de lokale rammevilkår.
De nye målinger omfatter:
1. Afgang til job og uddannelse
2. Deltidsarbejde for borgere længere fra arbejdsmarkedet
3. Andel, der modtager udvalgte offentlige forsørgelsesydelser
4. Varig tilknytning til arbejdsmarkedet
5. Borgertilfredshed
6. Virksomhedstilfredshed
Status
De første tre resultatmålinger er offentliggjort på Jobindsats.dk pr. 28. september 2026.
I november 2026 offentliggør STAR målingen om varig tilknytning til arbejdsmarkedet på
Jobindsats.dk. Her måles på om ledige, der er kommet i job, fortsat er i beskæftigelse fem af
de seneste seks måneder eller 10 af de seneste 12 måneder efter jobstart.
Endelig indgår yderligere to målinger som en del af den nye opfølgning. De vedrører
henholdsvis borgernes tilfredshed med den indsats, de møder samt virksomhedernes
tilfredshed med kommunens service og samarbejde. Begge målinger opgøres på en fem-trins
skala. Borgerundersøgelsen vil omfatte personer, der har haft mindst én samtale med
kommunen eller a-kassen, mens virksomhedsundersøgelsen vil omfatte virksomheder med et
aktivt samarbejde med kommunen. Resultaterne for de to tilfredshedsmålinger offentliggøres
først, når der er tilstrækkeligt datagrundlag, forventeligt omkring årsskiftet 2027/2028.
De nye resultatmålinger vil få betydning for den fremtidige ledelsesinformation og politiske
opfølgning på beskæftigelsesområdet i Rødovre. Udviklingen følges fortsat løbende ved
opgørelse af andel fuldtidspersoner år-til-dato fra Jobindsats.dk. Data indgår i
Arbejdsmarkedscentrets kvartalsredegørelser over året samt endeligt i Resultatrevision 2027
på møderækken i marts 2028.
Kvartalsredegørelserne suppleres med opgørelser på de nye resultatmål, der dog ikke
fastsættes konkrete måltal for. Resultaterne vil i øvrigt indgå som et centralt grundlag for
dialogen med STAR og for vurderingen af effekten af kommunens beskæftigelsesindsats.
Lov- og plangrundlag
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB).
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Målene for beskæftigelsesindsatsen i Rødovre Kommune gælder i 2027.
Kilde: Rødovre Kommune, Arbejdsmarkedsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.