På dagsordenen 10. november, Arbejdsmarkedsudvalget, Rødovre
Beskæftigelsesplan 2027-2028
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelsesplan 2027 og 2028 drøftes og godkendes.
Kort fortalt
- Hvem
- Arbejdsmarkedsudvalget, Rødovre Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på rk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Beskæftigelsesplan 2027 og 2028 drøftes og godkendes.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til Beskæftigelsesplan 2027-2028, der
beskriver de overordnede prioriteringer for beskæftigelsesindsatsen i de kommende to år.
Planen tager afsæt i beskæftigelsesreformen, Kommunalbestyrelsens vedtagne pejlemærker
samt anbefalingerne fra § 17, stk. 4-udvalget. Beskæftigelsesplanen viderefører de værdier og
tilgange i samarbejdet med borgere og virksomheder, som er fastlagt i
Beskæftigelsespolitikken. Målet er at understøtte, at flere borgere opnår eller fastholder
tilknytning til arbejdsmarkedet, at færre modtager offentlig forsørgelse, og at virksomhederne
fortsat har adgang til kvalificeret arbejdskraft.
Den største udviklingsopgave i planperioden er implementeringen af beskæftigelsesreformen.
Reformen giver større frihed til at tilrettelægge indsatsen efter den enkelte borgers behov og
skal understøtte et mere tillidsbaseret og værdigt samarbejde mellem borger og kommune.
Samtidig styrkes medarbejdernes faglige kompetencer, og der udvikles nye former for
tværfagligt samarbejde mellem Arbejdsmarkedscentret, Socialteamet og Sundhedscentret med
fokus på helhedsorienterede løsninger for borgere med komplekse udfordringer. Planen
indeholder desuden fortsat udvikling af digitale løsninger, herunder anvendelse af AI og
automatisering i sagsbehandlingen.
Planen tager udgangspunkt i et arbejdsmarked med fortsat høj beskæftigelse og mangel på
arbejdskraft inden for flere brancher. Derfor prioriteres samarbejdet med virksomhederne om
rekruttering, opkvalificering og uddannelse af ledige, ligesom der er fokus på at styrke
ufaglærtes og kortuddannedes muligheder for en mere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.
En central prioritering er indsatsen for borgere længere fra arbejdsmarkedet. Målet er, at alle
borgere i målgruppen modtager en relevant og individuelt tilrettelagt indsats, der understøtter
udvikling af arbejdsevnen og deltagelse på arbejdsmarkedet, også på deltid eller få timer
ugentligt. Der lægges vægt på en helhedsorienteret indsats, hvor beskæftigelsesrettede,
sociale og sundhedsmæssige tilbud kan kombineres efter behov.
Indsatsen for unge er fortsat et særligt fokusområde. Målgruppen omfatter især unge uden
uddannelse eller job, som ofte oplever mistrivsel og psykiske udfordringer. Kommunen vil
videreudvikle samarbejdet med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, civilsamfund og øvrige
myndigheder for at skabe flere veje ind på arbejdsmarkedet og i uddannelse. Samtidig er der
fokus på tidlig indsats, sammenhængende forløb og forebyggelse af varig offentlig forsørgelse.
Der ankommer fortsat fordrevne ukrainere til Danmark og Rødovre, om end i mindre grad end
tidligere. Det er fortsat målet, at flest mulige skal forsørge sig selv på arbejdsmarkedet i
ordinær beskæftigelse. Arbejdsmarkedscentrets indsats for de fordrevne videreføres. Det
gælder bl.a. midlertidig boligplacering, danskundervisning, ”social vicevært opgave” i de nye
boliger samt administration af henvendelser.
Som led i reformen indføres nye resultatmål for beskæftigelsesindsatsen med fokus på blandt
andet afgang til job og uddannelse, andelen af borgere på offentlig forsørgelse, varig
tilknytning til arbejdsmarkedet samt borger- og virksomhedstilfredshed.
Beskæftigelsesplanen er gældende for perioden 2027-2028 og fremlægges samtidig med
forslag til de kvantitative mål for beskæftigelsesindsatsen i 2027. Der følges løbende op på
resultaterne gennem kvartalsvise redegørelser til Arbejdsmarkedsudvalget og den årlige
resultatrevision, ligesom Kommunalbestyrelsen forelægges evalueringer af implementeringen
af beskæftigelsesreformen i planperioden.
Lov- og plangrundlag
Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Beskæftigelsesplanen vedrører indsatsen i 2027 og 2028.
Kilde: Rødovre Kommune, Arbejdsmarkedsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.