På dagsordenen 5. november, Klima- og Miljøudvalget, Roskilde
Orientering om samarbejde om klimafolkemøde for unge
Roskilde Kommune deltager i et tværkommunalt samarbejde om at udvikle et ungeklimafolkemøde på Orø samt et formidlingsrev i fjorden. Samarbejdet bygger på nuværende og tidligere ungedrevne klima- og naturaktiviteter omkring Roskilde Fjord og Isefjord.
Klima og grøntUnge og uddannelse
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Roskilde Kommune
- Hvornår
- Torsdag 5. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på roskilde.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Holbæk Kommune har taget initiativ til et samarbejde om at udvikle et ungeklimafolkemøde
med udgangspunkt i Roskilde Fjord og Isefjord. Ungdomsskolerne i alle kommunerne omkring
de to fjorde har tilsluttet sig samarbejdet.
Samarbejdet bygger videre på de ungedrevne klimaaktiviteter, som ungdomsskolerne gennem
de seneste år har gennemført omkring fjordene. Unge fra fjordkommunerne har blandt andet
deltaget i klimasejladser, tøjbyttemarkeder og andre aktiviteter med fokus på bæredygtigt
forbrug og fjordenes klima-, natur- og miljøtilstand. Aktiviteterne har skabt et fællesskab, hvor
unge engagerer sig aktivt i klima- og naturspørgsmål.
Ungeklimafolkemødet skal være et samlingssted, hvor unge, forskere, organisationer,
kommuner og lokale aktører mødes for at dele viden og udvikle idéer til mulige løsninger på
klima- og naturudfordringer. Det gælder blandt andet udfordringer i fjordmiljøet som følge af
næringsstofbelastning, iltsvind og tab af biodiversitet.
Projektet forventes at løbe over tre år med start i sommeren 2027. Det første år skal fungere
som en pilotfase med workshops og mindre aktiviteter. I de efterfølgende år er ambitionen at
udvikle et større ungeklimafolkemøde for unge fra kommunerne omkring Roskilde Fjord og
Isefjord og potentielt fra resten af landet.
Som en del af projektet vil Holbæk Kommune desuden undersøge nye formidlingsformer. Det
omfatter blandt andet muligheden for at etablere et formidlingsrev i fjorden, som kan danne
ramme om undervisning og oplevelser med fokus på biodiversitet, havmiljø og økosystemer.
Roskilde Kommune har allerede erfaring med et formidlingsrev ved Veddelev og er derfor i
løbende dialog med Holbæk Kommune om indsatsen.
Partnerskaber mellem kommuner, ungdomsskoler, forskere, organisationer og lokale aktører
skal sikre projektets faglige og organisatoriske forankring.
Roskilde Kommunes konkrete rolle og bidrag til ungeklimafolkemødet og undersøgelsen af
mulighederne for et formidlingsrev skal afklares i den videre udvikling af projektet. Holbæk
Kommune har ansvaret for at drive de to indsatser fremad.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser i 2026 og 2027. Der er sendt en
fondsansøgning fra Holbæk Kommune til Seabreak Fonden.
Kilde: Roskilde Kommune, Klima- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.