På dagsordenen 5. november, Klima- og Miljøudvalget, Roskilde
Spildevandstillæg om strukturplan for renseanlæg og 4. rensetrin - til høring
Der er udarbejdet en miljøvurdering af spildevandstillægget om strukturplan for renseanlæg og 4. rensetrin på Bjergmarken, som sammen med selve tillægget, skal i 8 ugers høring.
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Roskilde Kommune
- Hvornår
- Torsdag 5. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på roskilde.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at det godkendes, at forslag til tillæg til spildevandsplanen (bilag 1) og
den tilhørende miljøvurdering (bilag 2), offentliggøres i 8 uger med mulighed for at give
bemærkninger til forslaget, jf. spildevandsbekendtgørelsen.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget
Sagsfremstilling
Strukturplanen for renseanlæg og 4. rensetrin på Bjergmarken skal sikre en bedre rensning af
spildevandet for både næringsstoffer og en lang række miljøfremmede stoffer, herunder særligt
medicinrester, så der fremadrettet kan meddeles udledningstilladelser af både renset
spildevand og regnvand, der overholder de skærpede krav i både vandrammedirektivet og
byspildevandsdirektivet. Dette vil forbedre vandmiljøet i vandløb, søer og fjorden. Udledning af
spildevand udgør 10% af den samlede nitrattilførsel til Indre Fjord Roskilde, mens diffus
tilførsel og udledning fra landbrug udgør de resterende ca. 90%.
På udvalgets temadrøftelse den 4. juni 2025, punkt 66, og den efterfølgende beslutningssag
den 4. december 2026, punkt 124, blev planerne om en strukturplan for renseanlæg og 4.
rensetrin på Bjergmarken forelagt. I temadrøftelsen blev Fors A/S notater om formålet med
strukturplanen og opgraderingen til 4. rensetrin gennemgået, herunder nedlæggelsen af
renseanlæggene i Viby og Gadstrup med henblik på afledning af spildevandet til Bjergmarken,
hvor rensningen foregår. I beslutningssagen af 4. december 2025 blev det besluttet at gå
videre med projektet med udgangspunkt i et udkast til tillæg.
I løbet af 2026 er der udarbejdet en miljøvurdering af tillægget, og en let revideret udgave af
tillægget (bilag 1), og den tilhørende miljøvurdering (bilag 2) er nu klar til at blive sendt i høring.
Tillægget og miljøvurderingen, udarbejdet af Roskilde Kommune, er første skridt på vejen mod
en realisering af projektet.
Den ændrede udledning fra Bjergmarken Renseanlæg, og ophøret af udledningerne fra
Gadstrup og Viby, skal vurderes nærmere i en miljøkonsekvensvurdering, som skal udføres af
Fors A/S i forbindelse med ansøgning om en ny udledningstilladelse til Bjergmarken
Renseanlæg. Miljøkonsekvensvurderingen skal tilsvarende vurdere påvirkningen af berørte
vandløbsstrækninger ved ophør af udledning af renset spildevand. Det er desuden en
forudsætning, at den nødvendige lokalplan og det nødvendige kommuneplantillæg
tilvejebringes for udvidelsen af Bjergmarken Renseanlæg med 4. rensetrin, og at øvrige
nødvendige myndighedstilladelser kan opnås.
Alternativet til at gennemføre ovenstående vil være en decentral modernisering af de enkelte
nuværende renseanlæg. Herved vil der fortsat være udledning af næringsstoffer og
miljøfremmede stoffer til lokale sårbare recipienter i Langvad Å systemet, hvilket er en
udfordring med de skærpede krav i vandrammedirektivet.
Et senere spildevandstillæg vil omhandle det endelig trace fra Gadstrup og Viby renseanlæg til
Bjergmarken Renseanlæg, herunder hensigtserklæringer om at Byrådet har til hensigt at
ekspropriere sig ret til arealerhvervelse, rådighedsindskrænkninger, servitutpålæggelser m.v.
på de arealer, som de nye ledninger skal føres på.
Den overordnede tidsplan for strukturplan for renseanlæg og 4. rensetrin forventes at betyde
opstart af projektering primo 2027 og endelig implementering af den samlede rensning på
Bjergmarken ultimo 2032.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser i 2026 og 2027.
For Strukturplanen og 4. rensetrin har Fors A/S vurderet den samlede økonomiske ramme til
412,9 mio. kr. (inkl. 50% korrektionsfaktor for sikkerhed). Rammen indgår allerede i de
kommende års budget for Fors, og det er forventningen, at Fors vil anmode om en
kommunegaranti, når økonomien er mere fastlagt og inden, der indgås kontrakter med
entreprenører. Anlægsinvesteringen vil medføre en takststigning på ca. 100 kr. om måneden
for en typisk husstand i Fors Spildevand Roskilde A/S.
Kilde: Roskilde Kommune, Klima- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.