Skanderborg
Skift kommune
KøbenhavnSkanderborgAlle kommuner

Besluttet 7. oktober, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Skanderborg

Orientering om vejledende kriterier og principper for visitation til plejebolig

Med denne sag orientereres Sundheds- og Omsorgsudvalget om målgruppe for plejeboliger, vejledende kriterier for visitation samt principper for venteliste og boligtilbud.

Boliger

Kort fortalt

Hvem
Sundheds- og Omsorgsudvalget, Skanderborg Kommune
Hvornår
Onsdag 7. oktober 2026
Status
Besluttet. Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog, at tage orienteringen til efterretning at orienteringen fremsendes til Seniorrådet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Plejeboliger er almene ældreboliger efter almenboligloven, hvor der til den samlede
bebyggelse hører servicearealer for personer med behov for omfattende service og pleje. I
Skanderborg Kommune rammesættes ældre- og plejeboliger i kommunens socialpolitik.
Der er ikke i lovgivningen fastsat nærmere retningslinjer for kommunens visitation til boligerne.
Ankestyrelsen har dog med en principafgørelse fastslået, at det er op til den enkelte kommune
at udfærdige saglige kriterier for visitation til en ældre- og handicapvenlig bolig eller en
plejebolig. Der skal her tages højde for:
at boligerne kan rumme borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser
at kriterierne ikke udelukker borgere med psykiske lidelser fra at blive visiteret
at kriterierne skal være saglige, gennemskuelige og tilgængelige for borgerne
at der er plads til fagligt skøn og til fravigelse i konkrete sager.
Ifølge principafgørelsen fra Ankestyrelsen og almenboligloven er målgruppen for ældre- og
handicapvenlige boliger samt plejeboliger ældre borgere og borgere med fysisk og psykisk
funktionsnedsættelse. Alder alene er uden betydning, det er således borgerens konkrete
støttebehov, der er afgørende for, om den enkelte borger er i målgruppen til en plejebolig. Der
findes samtidig ingen entydig juridisk definition af, hvornår en borger har en
funktionsnedsættelse, som berettiger til en en plejebolig. Kommunen skal derfor altid foretage
en konkret og individuel vurdering, der tager udgangspunkt i borgerens samlede situation.
Med afsæt i almenboligloven, principafgørelsen og kravet om en konkret og individuel
vurdering har myndighedsafdelingen Visitation og Hjælpemidler i Fagsekretariatet Sundhed,
Omsorg og Handicap fastlagt nedenstående vejledende kriterier og principper, der samlet
udgør rammen for kommunens visitation og administration af plejeboliger. Implementeringen af
de udarbejdede kriterier og principper vil foregå løbende, og det skal bemærkes, at enkelte
elementer allerede indgår i den eksisterende visitationspraksis.
Målgruppe
Plejeboliger er målrettet borgere, som har:
et varigt og komplekst behov for pleje, omsorg og støtte gennem hele døgnet

et behov, som ikke kan imødekommes tilstrækkeligt i nuværende bolig gennem relevante
indsatser eller anden egnet boligform
behov for en bolig, hvor den nødvendige hjælp kan leveres forsvarligt og sikkert.
Alder alene er ikke afgørende. Det er borgerens konkrete behov for pleje, omsorg og støtte,
der er afgørende for vurderingen.
Kriterier for visitation
Ved den konkrete og individuelle vurdering lægges der blandt andet vægt på:
Fysisk funktionsevne – evne til personlig pleje, toiletbesøg, mobilitet og forflytning
Pleje- og omsorgsbehov – behov for omfattende hjælp, støtte, omsorg og/eller tilsyn
gennem hele døgnet
Psykisk og kognitiv funktionsevne – evne til at overskue, strukturere og håndtere
hverdagen
Boligens egnethed og sikkerhed – om den nødvendige hjælp kan leveres sikkert og
forsvarligt i nuværende bolig
Personlige og sociale forhold – herunder sociale forhold og netværk, som kan indgå i den
samlede vurdering, men ikke i sig selv begrunde plejebolig
Mulighed for anden boligform – om behovet kan imødekommes f.eks. i ældrebolig
Motivation for flytning – om borgeren er motiveret for at flytte til plejebolig på
vurderingstidspunktet.
Indsatser i egen bolig
Inden visitation til plejebolig vurderes det, om behovet kan imødekommes i egen bolig gennem
f.eks.:
hjemmepleje/helhedspleje, herunder øget hjælp
hjælpemidler og boligændringer
træning og rehabilitering
aflastning eller afløsning
anden relevant støtte eller boligform.
Principper for venteliste og boligtilbud
Myndighedsafdelingen Visitation og Hjælpemidler arbejder med udgangspunkt i nedenstående
faglige principper for venteliste og boligtilbud.
Ved visitation til plejebolig optages borgeren på venteliste. Der skelnes mellem:
Generel venteliste: Borgeren vælger ét eller flere plejehjem og tilbydes alene bolig blandt
de valgte.
Garanti-venteliste: Borgeren ønsker plejebolig hurtigst muligt og uden krav om et specifik
plejehjem. Borgeren kan tilbydes bolig i hele kommunen inden for den lovbestemte frist.

Principper for for håndtering af borgeres afslag på boligtilbud, herunder:
Ved borgerens første afslag revurderes borgerens behov
Hvis borgerens behov fortsat opfylder kriterierne, forbliver borgeren på ventelisten, og
boligønskerne kan tilpasses.
Hvis borgeren er på garanti-ventelisten og afslår boligtilbuddet, bortfalder den
igangværende 2-månedersfrist. Hvis borgeren fortsat ønsker at være på garantiventeliste beregnes en ny 2-måneders frist fra borgerens afslag af boligtilbuddet.
Hvis borgeren to gange afslår relevante og egnede boligtilbud, kan borgeren udgå af
ventelisten efter en konkret faglig vurdering. Hvis borgeren herefter ønsker en plejebolig
igen, skal borgeren ansøge på ny.
Principper for borgere på midlertidigt ophold (venteplads):
Borgere, der under ventetiden til en plejebolig opholder sig på en midlertidig plads og
ikke kan vende tilbage til egen bolig, bliver som udgangspunkt optaget på garantiventelisten, hvis kriterierne for plejebolig er opfyldt.
Kommunen vurderer konkret, om borgeren kan vende tilbage til egen bolig.
Hvis borgeren afslår to tilbud på relevante og egnede permanente boliger, kan det
midlertidige ophold afsluttes.
Principperne for venteliste, boligtilbud og afslag fremgår af afgørelsesbrevet ved bevilling af
plejebolig.
Som det fremgår af bilaget "Oversigt plejeboliger og MDO pladser" vedlagt til 3.
budgetopfølgning den 7. oktober 2026 punkt nr. 92 var der primo september 2026 seks
borgere på garantiventelisten og 43 borgere på den generelle venteliste. Udviklingen og
området følges løbende.

Indstilling

Chefen for Sundhed, Omsorg og Handicap indstiller,
at orientering om målgruppe for plejeboliger, vejledende kriterier for visitation samt
principper for venteliste og boligtilbud tages til efterretning
at udvalget drøfter om orienteringen giver anledning til justering af politikker, forslag
til forandringer eller andre opfølgende tiltag.

Beslutning

Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog,
at tage orienteringen til efterretning
at orienteringen fremsendes til Seniorrådet.

Kilde: Skanderborg Kommune, Sundheds- og Omsorgsudvalget, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.