Spring til indholdet
Skanderborg
Skift kommune
KøbenhavnSkanderborgAlle kommuner

På dagsordenen 4. november, Arbejdsmarkedsudvalget, Skanderborg

Skriftlig orientering: Forberedelse JobCamp 2026

Som forberedelse til deltagelsen i JobCamp 2026 orienteres Arbejdsmarkedsudvalget om to temaer fra årets program, som Arbejdsmarked og Social gennem de senere år har arbejdet målrettet med.

Kort fortalt

Hvem
Arbejdsmarkedsudvalget, Skanderborg Kommune
Hvornår
Onsdag 4. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på skanderborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Flere medlemmer i Arbejdsmarkedsudvalget deltager i JobCamp 2026, hvor en række aktuelle
temaer om udviklingen af fremtidens beskæftigelsesindsats er på dagsordenen. Nedenfor
beskrives Arbejdsmarked og Socials erfaringer og indsatser inden for to af de temaer, som
indgår i årets program.
Programmet for JobCamp 2026 er vedlagt som bilag.
Faglighed i fremtidens social- og beskæftigelsesindsats
Et af temaerne på JobCamp 2026 er fremtidens beskæftigelsesfaglighed, herunder hvordan
kompetenceudvikling omsættes til læring og ændret praksis i den daglige drift. Temaet ligger
tæt op ad det arbejde, der gennem de senere år er gennemført i Arbejdsmarked og Social i
samarbejde med Væksthuset og Substans.
I Arbejdsmarked og Social har fokus imidlertid ikke alene været på at styrke
beskæftigelsesfagligheden. Ambitionen har været at udvikle et fælles fagligt mindset på tværs
af social- og beskæftigelsesområdet med afsæt i en fælles tro på, at alle borgere har
udviklingspotentiale og muligheder for deltagelse i job, uddannelse og fællesskaber. Forløbet
har således været bygget op omkring obligatoriske fællesmoduler for alle samt
specialiseringsmoduler, som kan tilvælges både fra social- og beskæftigelsesområdet.
Fra kompetenceudvikling til en faglig refleksiv praksis
Et væsentligt fokus i kompetenceudviklingsforløbet har været, hvordan vi sikrer, at den nye
viden ”lander” ude i praksis og faktisk gør en forskel i samarbejdet med borgerne, hvilket også
er omdrejningspunktet i oplægget på JobCamp. Som en central del af samarbejdet med
Væksthuset har Arbejdsmarked og Social derfor gennemført et nøglepersonsforløb for alle
chefer, ledere, faglige koordinatorer og øvrige udpegede nøglepersoner. I alt deltog 40
nøglepersoner i forløbet.
Nøglepersonernes opgave er at understøtte, at ny viden omsættes til praksis og forankres i
den daglige drift. Samtidig skal de bidrage til udviklingen af en faglig refleksiv praksis, hvor

medarbejdere og ledere systematisk forholder sig undersøgende til egen praksis. Ambitionen
er at styrke en kultur, hvor faglig refleksion er en integreret del af opgaveløsningen. En sådan
kultur er særlig vigtig i en tid, hvor færre proceskrav og politisk fastsatte standarder i højere
grad flytter ansvar og råderum tættere på den faglige praksis. Det stiller øgede krav til
medarbejdernes og ledernes evne til at træffe velbegrundede beslutninger med afsæt i faglig
viden.
Erfaringerne peger samtidig på, at kompetenceudvikling først skaber værdi, når ledelsen aktivt
understøtter læring, skaber rammer og rum for at omsætte ny viden og insisterer på at
fastholde fokus på, at det lærte og omsættes til konkrete handlinger i hverdagen.
Digitalisering og AI i beskæftigelsesindsatsen
Digitalisering og kunstig intelligens (AI) i beskæftigelsesindsatsen er ligeledes et centralt tema
på JobCamp 2026. Temaet knytter an til et af de pejlemærker, som Arbejdsmarkedsudvalget
vedtog i forbindelse med implementeringen af beskæftigelsesreformen: "Vi prioriterer digital
kontakt med borgere og virksomheder."
Baggrunden for pejlemærket er et ønske om at udnytte de muligheder, som digitale løsninger
skaber for borgere, virksomheder og medarbejdere. Arbejdsmarked og Social arbejder derfor
målrettet med digitalisering og anvendelse af kunstig intelligens som en integreret del af
opgaveløsningen.
Borgerrettede digitale løsninger
Digitalisering handler i høj grad om at gøre kontakten mellem borger og kommune mere
tilgængelig og fleksibel gennem fx
Borgerapps til sikker kommunikation: Vi tilbyder apps, hvor borgerne kan kommunikere
sikkert med medarbejderne, bestille og afbestille tider samt finde information om deres
forløb
Digitale samtaler: Som supplement til fysiske møder anvendes digitale samtaler.
Løsningen understøtter ambitionen om, at borgerne kan møde kommunen på flere
forskellige måder og opleve en mere tilgængelig og fleksibel indsats
Digitale screeningsværktøjer: På udvalgte områder anvendes digitale
screeningsløsninger, hvor borgeren inden første samtale modtager et digitalt
spørgeskema. Formålet er at give borgeren mulighed for at dele relevante oplysninger og
beskrive sin situation allerede inden samtalen. Dermed kan tiden anvendes mere
målrettet til dialog.
Digitale tilbud til borgere
Arbejdsmarked og Social tilbyder en række digitale tilbud, der understøtter borgernes
progression mod job, uddannelse og øget trivsel. Tilbuddene fungerer som et supplement til
den øvrige indsats.
De digitale tilbud omfatter blandt andet:
hjælp til ansøgningsskrivning og CV
AI-understøttet jobsamtaletræning

uddannelsesinspiration og afklaring
læringsforløb om trivsel, stress, angst og mental sundhed
informationsvideoer og introduktionsmateriale
videoer om jobpartnere og praktikforløb
viden om kommunale tilbud og støtteindsatser.
En del af tilbuddene stilles til rådighed gennem platformen Candeno, hvor borgerne blandt
andet kan få adgang til digitale læringsforløb og jobsøgningsværktøjer.
Et nyere eksempel er AI Jobsamtaletræneren, hvor borgeren kan simulere en jobsamtale og
modtage feedback på sine svar. Løsningen giver mulighed for målrettet træning og bedre
forberedelse før mødet med en potentiel arbejdsgiver.
AI som administrativ støtte til medarbejderne
AI anvendes blandt andet i Schultz Fasit til administrativ understøttelse i sagsbehandlingen.
Den mest anvendte løsning er Dialogstøtte, som benyttes ved omkring 75 procent af
borgersamtalerne til udarbejdelse af udkast til samtalereferater. Erfaringerne viser, at
løsningen giver medarbejderne bedre mulighed for at fokusere på dialogen med borgeren og
samtidig understøtter en ensartet dokumentation.
Derudover anvendes AI-baserede funktioner til at skabe overblik over lovgivning, vejledninger
og komplekse sagsforløb. Arbejdsmarked og Social har desuden afprøvet AI-baseret digital
tolkebistand, som fortsat følges tæt med henblik på at vurdere de fremtidige
anvendelsesmuligheder.
AI fungerer udelukkende som et støtteværktøj. Den faglige vurdering og myndighedsansvaret
ligger fortsat hos medarbejderen, og anvendelsen sker inden for gældende lovgivning med
fokus på datasikkerhed, retssikkerhed og faglig kvalitet.

Indstilling

Chefen for Arbejdsmarked og Social indstiller,
at orienteringen om forberedelse til JobCamp 2026 tages til efterretning.

Kilde: Skanderborg Kommune, Arbejdsmarkedsudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.