Besluttet 31. august, Klima- og Miljøudvalget, Slagelse
Projektforslag fra Forsyning DK og AffaldPlus om fjernvarme i Skælskør (B)
Chefen for Teknik, Miljø og Erhverv indstiller: 1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter, hvorvidt der skal arbejdes videre med projektforslaget. Sagens indhold Et projektforslag fra Forsyning DK ApS. og AffaldPlus I/S skal forsyne Skælskør med fjernvarme.
Kort fortalt
- Forslaget
- Klima- og Miljøudvalget beslutter, hvorvidt der skal arbejdes videre med projektforslaget.
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Slagelse Kommune
- Hvornår
- Mandag 31. august 2026
- Status
- Besluttet. At 1: Klima- og Miljøudvalget besluttede ikke at gå videre med projektet pga. projektets store usikkerheder. Udvalget bemærker at det er vigtigt at fastholde ambitionen om at få fjernvarme til Skælskør og ønsker derfor at administrationen undersøger mulighederne for at fastholde en proces for fjernvarmeløsninger i Skælskør, som forelægges udvalget i en kommende sag.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kompetence
Klima- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Klima- og Miljøudvalget skal tage beslutning om et projektforslag fra Forsyning DK og
AffaldPlus om fjernvarme i Skælskør.
Indstilling
Chefen for Teknik, Miljø og Erhverv indstiller:
1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter, hvorvidt der skal arbejdes videre med projektforslaget.
Sagens indhold
Et projektforslag fra Forsyning DK ApS. og AffaldPlus I/S skal forsyne Skælskør med
fjernvarme. Der er ca. 1.600 varmekunder i byen, heraf knap 1.300 gasforbrugere med et
graddagekorrigeret årligt forbrug på 38.266 MWh.
Vedlagte projektforslag fra Forsyning Danmark og det fælleskommunale affaldsselskab Affald
Plus, (bilag 1) vil dække hele Skælskør. Det vil bygge på brug af overskudsvarme, lokalt
produceret energi (solfeltet i Tjæreby), køb af el fra nettet og intelligent styring af
lagring/forbrug. På anlægssiden vil der blive etableret to termiske kraftvarmelagre (300 MWh),
en akkulumeringstank (205 MWh) og en turbine (10 MWh). Projektets samlede pris vil være
435 mio. kr.
(Det skal nævnes, at også det lokale forsyningsselskab SK Varme A/S i samarbejde med
Skælskør Boligselskab i øjeblikket overvejer at udarbejde et afgrænset projektforslag, som i
givet fald vil dække et mindre område i det centrale Skælskør.)
Beregningerne i projektforslaget fra Forsyning Danmark/AffaldPlus, der sammenligner
varmepumper med fjernvarmeforsyning, er blevet korrigeret siden projektforslaget blev
indsendt. Den opdaterede beretning viser nu et samfundsøkonomisk overskud på nu 47,9 mio.
kr.
Beregningen reducerer således den beregnede fordel væsentligt, men ændrer ikke
rangordningen i basisberegningen (se også bilag 4).
(Forskellen skyldes navnlig fælles faste priser og diskontering, korrigeret behandling af
investeringer og restværdier, årsspecifikke energi- og emissionspriser, synliggørelse af drift &
vedligehold samt fjernelse af interne betalinger og tilskud fra selve ressourceopgørelsen.)
Forbrugerøkonomien i projektet viser, at ved et standardhus på 125 kvadratmeter og et
varmebehov på 13.400 kwh varme vil en varmepumpe koste 30.880 kr. årligt, mens fjernvarme
vil ligge på blot 20.598 kr. årligt.
Nutidsværdien af omkostningerne udgør 953,1 mio. kr. for fjernvarme mod 1.001 mio. kr. for
individuelle varmepumper. Fjernvarme er dermed 47,9 mio. kr. billigere i nutidsværdi over
perioden 2025–2044. Fordelen bevares i de beregnede symmetriske følsomheder for
investering,
drift og vedligehold samt energi- og brændselspriser.
Organisation og varmekilder
Der etableres før projektstart to nye selskaber "Skælskør Energi" og ”Skælskør Fjernvarme”,
som ejes af AffaldPlus og Forsyning Danmark.
Skælskør Fjernvarme sikrer sig varme til byens borgere gennem tre varmekilder:
1. Køb af overskudsvarme fra Orkla
2. Køb af overskudsvarme fra Harboe
3. Køb af opvarmet hydrotermisk olie fra Skælskør Energi som først og fremmest anvender
overskudsstrøm fra solfeltet i Tjæreby og for den resterende del henter el fra elnettet.
Forsyning DK har været i positiv dialog med Orkla og Harboe, der begge har udleveret data.
Alle forudsætninger er til stede. Den identificerede overskudsvarme er velegnet - i følge
projektforslaget vil den kunne dække ca. 35 % af byens varmebehov over de kommende 10 år.
Der lægges stor vægt på tidlig dialog og intensiv borgerinddragelse i projektforslaget.
Swecos bedømmelse af projektforslag - og replik
Rådgivningsvirksomheden Sweco har bedømt projektforslaget, som i sit notat (bilag 2)
efterlyser en del dokumentation.
Forsyning Danmark mener på sin side, at Sweco stiller urimeligt høje krav til dokumentation i
forhold til tilsvarende fjernvarmeprojekter - og gør opmærksom på, at man allerede har lagt
ganske mange ubetalte timer i udarbejdelsen af projektforslaget.
Derfor har administrationen bedt en uvildig 3. part, Niras, at vurdere, om Sweco i sit notat stiller
urimeligt store krav til dokumentation (bilag 3). Niras giver Sweco ret i, at det Slagelse
Kommune på det nuværende grundlag ikke kan godkende projektet. Siden er Forsyning DK
kommet med en replik på Swecos påtaler og ønsker (bilag 4) og har leveret de manglende
informationer (bilag 4).
Konklusionen er, at den korrigerede basisberegning fortsat viser samfundsøkonomisk fordel for
fjernvarme.
Fordobling af tilskuddet pr. husstand fra 20.000 kr. til 40.000 kr.
Siden Forsyning DK og Affald Plus har fremsendt sit projektforslag, vil regeringen pr. 1.
september 2026 fordoble tilskuddet fra 20.000 til 40.000 pr. husstand for at tilslutte sig
fjernvarme (tilskuddet går dog til fjernvarmeselskabet, ikke kunden direkte).
Forsyning DK har antaget, at den kommende pulje fra Energistyrelsen er under uændrede
regler for tildeling. Det vil sige, at der kun ydes tilskud til installationer de første 5 år af
projektets levetid. Dermed antager Forsyning DK i sin model, at der er 1.642 installationer i de
første 5 år. Dermed øges tilskuddet i vedlagte model til 65,6 mio. kr. med en tildeling på 40.000
pr installation.
(I følge reglerne på området er bidrag fra fjernvarmepuljen ikke medregnet i vedlagte
selskabsøkonomi i projektforslaget.)
Et væsentligt spørgsmål er hvilken garantiprovision, Slagelse Kommune bør stille for projektet i
fald det bliver vedtaget. Her vil en udregning af en risikovurdering komme på tale. En
kommune er forpligtet til at stille krav om en højere garantiprovision end i tilfælde af
samarbejder, der ikke selv stiller med økonomisk garanti. Her kan Forsyning DK som
anpartsselskab ikke selv stille med kapital og AffaldPlus er ejet af en håndfuld kommuner,
herunder Slagelse Kommune.
Retligt grundlag
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning - LBK nr. 124 af 02/02/2024
("Varmeforsyningsloven")
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger
Sagens videre forløb
Besluttes projektet, vil næste skridt fra projektansøgerne være en ansøgning til Slagelse
Kommune om en kommunekredit på de 435 mio. kr., som projektet vil koste.
Beslutning
At 1: Klima- og Miljøudvalget besluttede ikke at gå videre med projektet pga. projektets
store usikkerheder.
Udvalget bemærker at det er vigtigt at fastholde ambitionen om at få fjernvarme til
Skælskør og ønsker derfor at administrationen undersøger mulighederne for at fastholde
en proces for fjernvarmeløsninger i Skælskør, som forelægges udvalget i en kommende
sag.
Afbud: Noah Thilemann
Kilde: Slagelse Kommune, Klima- og Miljøudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.