Besluttet 13. august, Teknik- og Miljøudvalget, Svendborg
Frederiksø - fremtidige rammer for støjende arrangementer og Rundbuehallens anvendelse
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, at tage orienteringen om sagen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik- og Miljøudvalget, Svendborg Kommune
- Hvornår
- Torsdag 13. august 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen godkendes, og udvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget, at midlerne til brandsikring af Rundbuehallen prioriteres som indstillet af direktionen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, at
tage orienteringen om sagen til efterretning.
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at godkende,
At administrationen udarbejder en lokal forskrift for støjende arrangementer
på Frederiksø herunder, at der gives mulighed for seks støjende arrangementer
årligt i Rundbuehallen.
At administrationen bemyndiges til at udarbejde et tillæg til den eksisterende
lejeaftale med Svendborg Event og Turisme, hvori det præciseres, at Svendborg
Kommunes kontraktmæssige forpligtelse omfatter mulighed for at afholde op til
seks støjende arrangementer årligt, samt til at indlede dialog med Svendborg
Event og Turisme om foreningens investeringsønsker
og eventuelt ændret aktivitetsniveau, herunder konsekvenserne for lejens
størrelse, lejeperiode og øvrige kontraktvilkår.
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor
Økonomiudvalget anbefales,
At midlerne til brandsikring af Rundbuehallen på 1,6 mio. kr. prioriteres
til etablering af støjisolering mellem Rundbuehallen og Stålhallen, samt i
en periode at dække omkostninger til lejlighedstilladelser.
Baggrund
Frederiksø udvikles i henhold til Udviklingsplan for Fremtidens Havn (2014 og 2025) til et
område med både kultur, erhverv og offentlige byrum. Det betyder, at flere aktiviteter fremover
skal kunne fungere side om side.
Arbejdet med lokalplanen for Stålhallen Teater har vist, at der er behov for en samlet politisk
beslutning om rammerne for støjende arrangementer på Frederiksø. Især anvendelsen af
Rundbuehallen kræver en afvejning mellem ønsket om et aktivt kultur- og eventmiljø og
hensynet til de kontraktmæssige rammer, lokalplaner og støjgrænser, der gælder for området.
På den ene side ønsker Svendborg Kommune fortsat at understøtte et aktivt kultur- og
eventmiljø på Frederiksø med plads til koncerter, kulturarrangementer og øvrige aktiviteter i
blandt andet Rundbuehallen. På den anden side er Stålhallen Teater under projektering på
baggrund af de gældende lokalplaner og støjgrænser.
Stålhallen Teater omfatter en samlet anlægsinvestering på ca. 107 mio. kr. Heraf finansierer
Svendborg Kommune ca. 22,5 mio. kr., mens A.P. Møller Fonden finansierer ca. 84,5 mio. kr.
Projektet bygger på, at de gældende støjgrænser kan overholdes, jf. Bilag 1 (Bilag
1. Frederiksø lokalplan og støjgrænser).
På baggrund af et eksternt juridisk notat vurderer administrationen, at kommunen alene er
kontraktligt forpligtet til at understøtte det aktivitetsniveau, der var gældende for den
kommunale anvendelse af Rundbuehallen frem til udlejningen til Svendborg Event og Turisme i
februar 2023 jf. Bilag 2 (Bilag 2. Juridisk notat vedr. Rundbuehallen). Administrationen
vurderer, at det svarer til seks støjende arrangementer om året. Svendborg Event og Turisme
har imidlertid tilkendegivet et ønske om et væsentligt højere aktivitetsniveau med blandt andet
flere støjende koncerter, fester og øvrige arrangementer.
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om kommunen ønsker at fastholde et
aktivitetsniveau svarende til den kontraktlige forpligtelse, eller at skabe grundlag for et højere
aktivitetsniveau med de økonomiske, kontraktmæssige og kommunalretlige konsekvenser, det
vil medføre.
Miljø- og planmæssige rammer
Området foran Rundbuehallen, Kammerateriet og det kommende Stålhallen Teater er omfattet
af lokalplan 654. Lokalplanens anvendelse er retningsgivende for, at der for området
fastlægges støjgrænser på 55 dB(A) i dagperioden, 45 dB(A) i aftenperioden og 40 dB(A) i
natperioden. Derudover gælder en grænseværdi på 50 dB(A) for bygningstransmitteret støj
mellem Rundbuehallen og Stålhallen Teater jf. Bilag 1 (Bilag 1. Frederiksø lokalplan og
støjgrænser).
Lejlighedsvise støjende arrangementer reguleres i dag af en generel forskrift, som gælder for
hele kommunen jf. Bilag 3 (Bilag 3. Forskrift for udendørs arrangementer). Forskriften giver
mulighed for et begrænset antal støjende arrangementer, som ikke reguleres af støjgrænser.
Med det stigende antal koncerter og andre støjende arrangementer i Rundbuehallen, vurderer
administrationen, at der ikke længere er tale om lejlighedsvise arrangementer, og derfor skal
arrangementerne reguleres efter de gældende støjgrænser. Administrationen vurderer, at med
Rundbuehallens nuværende udformning vil støjgrænserne ikke kunne overholdes, hverken i
forhold til den støj, der går ud af bygningen eller mellem bygningerne.
Med etablering af Stålhallen Teater skal det sikres, at den bygningstransmitterede støj kan
overholde den gældende støjgrænse. Desuden bør en fremtidig regulering ske gennem en
lokal forskrift for Frederiksø, der begrænser antallet og fastlægger konkrete rammer for,
hvordan støjende arrangementer i Rundbuehallen og ved øvrige aktører generelt kan afvikles
på Frederiksø.
De bygningsmæssige forhold – støjisolering og brandsikring
Kommunen skal gennemføre bygningsmæssige tiltag for at opfylde sine forpligtelser i
lejeaftalen for Rundbuehallen og forhindre den bygningstransmitterede støj mellem
Rundbuehallen og Stålhallen Teater.
For at overholde støjgrænsen mellem Rundbuehallen og det kommende Stålhallen Teater skal
der etableres en støjisolerende væg mellem de to bygninger. Kravet er opstået som følge af
den nye anvendelse af Stålhallen som teater og har ikke tidligere været relevant.
I budget 2026 blev der afsat anlægsmidler til en permanent brandsikring af Rundbuehallen.
Forudsætningen var et højt antal arrangementer med særlige brandkrav. Hvis
aktivitetsniveauet begrænses til seks støjende arrangementer om året, vurderer
administrationen, at de nødvendige brandkrav kan opfyldes ved hjælp af lejlighedstilladelser.
I 2026 kan puljen til lovliggørelse af Frederiksø finansiere de planlagte lejlighedstilladelser.
Udgiften er ca. 0,24 mio. kr. om året.
Udgiften til støjisoleringen er 1,1 mio. kr. og med 6 lejlighedstilladelser i 2027 og 2028, til i alt
ca. 0,5 mio. kr. kan disse udgifter prioriteres inden for anlægsprojektet til brandsikring af
Rundbuehallen på 1,6 mio. kr. Stålhallen Teater finansierer den nødvendige støjisolering på
teatrets side.
Til orientering har administrationen undersøgt hvilke muligheder, der er for at imødekomme et
højere aktivitetsniveau.
Hvis der etableres støjisolering mellem Rundbuehallen og Stålhallen Teater og permanent
brandsikring af Rundbuehallen, vil det være muligt at lave flere arrangementer med mørke
og røg, men ikke flere støjende arrangementer. Den samlede anlægsudgift vil være på omkring
5,1 mio. kr.
Hvis hele Rundbuehallen støjisoleres og brandsikres, vil det give mulighed for et ubegrænset
antal arrangementer med støj, røg og mørke, men det vil også forandre Rundbuehallens
arkitektoniske udtryk inde i hallen, og den samlede anlægsudgift vil være på omkring 14,8 mio.
kr.
Begge disse muligheder vil dog forudsætte, at kommunen forholder sig mere præcist til de
kontraktmæssige og kommunalretlige konsekvenser, herunder sikrer sig imod ulovlig
erhvervsstøtte til Svendborg Event og Turisme.
Juridisk vurdering – Rundbuehallen
Som led i sagens forberedelse har administrationen indhentet et eksternt juridisk notat om
Svendborg Kommunes kontraktmæssige forpligtelser som udlejer af Rundbuehallen og de
kommunalretlige rammer for eventuelle investeringer i lejemålet, jf. Bilag 2 (Bilag 2. Juridisk
notat vedr. Rundbuehallen).
Notatet konkluderer, at kommunen alene er kontraktligt forpligtet til at sikre muligheden for at
afholde op til seks støjende arrangementer om året. Det svarer til den kommunale anvendelse
af Rundbuehallen, inden hallen blev udlejet til Svendborg Event og Turisme i februar 2023.
Svendborg Event og Turisme ønsker et væsentligt højere aktivitetsniveau med flere støjende
koncerter og fester, end kommunen efter administrationens og advokatens vurdering er
kontraktligt forpligtet til at understøtte. Et højere aktivitetsniveau forudsætter derfor en politisk
beslutning og en genforhandling af lejeaftalen. Uden en markedsmæssig modydelse vil der
være risiko for, at kommunens finansiering af de nødvendige investeringer udgør ulovlig
erhvervsstøtte.
Kommunen er derimod forpligtet til at sikre, at der kan afholdes seks støjende arrangementer
om året. Det indebærer, at kommunen skal afholde udgifterne til de nødvendige
lejlighedstilladelser.
Udgiften udgør ca. 0,04 mio. kr. pr. arrangement eller ca. 0,24 mio. kr. årligt ved seks
arrangementer. Til sammenligning udgør den årlige lejeindtægt ca. 0,174 mio. kr.
Administrationen undersøger mulighederne for at reducere udgifterne ved at udarbejde
standardopstillinger for arrangementer. Det kræver imidlertid en frivillig aftale med Svendborg
Event og Turisme, da den nuværende lejekontrakt ikke giver kommunen mulighed for at stille
krav om anvendelse af sådanne opstillinger.
Hvis det fastholdes, at der kan afholdes seks støjende arrangementer om året i Rundbuehallen
er det ikke økonomisk forsvarligt at foretage investeringer hverken til permanent brandsikring
eller til fuldstændig støjisolering. Administrationen vurderer at en eventuel anlægsinvestering
bør ske samtidig med en genforhandling af lejeaftalen.
Ved en genforhandling bør kommunen sikre en markedsmæssig modydelse for investeringen,
eksempelvis i form af regulering af lejen, ændrede opsigelsesvilkår eller andre
kontraktmæssige ændringer, der afspejler værdien af investeringen og de udvidede
anvendelsesmuligheder. Ellers vil der, jf. det juridiske notat, kunne være tale om ulovlig
erhvervsstøtte.
Anbefalet løsning
Administrationen anbefaler en løsning, der tager udgangspunkt i den juridiske vurdering af
kommunens kontraktlige forpligtelser.
Løsningen indebærer, at der udarbejdes en lokal forskrift for støjende arrangementer på
Frederiksø. Forskriften skal give mulighed for seks støjende arrangementer om året i
Rundbuehallen.
Samtidig anbefaler administrationen, at lejeaftalen med Svendborg Event og Turisme
præciseres, så det fremgår, at kommunens forpligtelse tager udgangspunkt i den hidtidige
anvendelse af Rundbuehallen.
Administrationen anbefaler desuden at indlede en dialog med Svendborg Event og Turisme om
foreningens fremtidige investeringsønsker og de fremtidige vilkår for lejeaftalen.
Samlet vurderer administrationen, at løsningen skaber den bedste balance mellem udviklingen
af Frederiksø som kultur- og oplevelsesområde, etableringen af Stålhallen Teater og en
økonomisk og juridisk forsvarlig anvendelse af kommunens midler.
Hvis kommunen på et senere tidspunkt ønsker et højere aktivitetsniveau, bør det ske på
baggrund af en ny politisk beslutning og en genforhandling af lejeaftalen, så kommunen sikrer
en passende modydelse for eventuelle investeringer.
Hvis Teknik- og Miljøudvalget beslutter at udarbejde en lokal forskrift, vil administrationen gå i
dialog med Frederiksøs øvrige lejere. Formålet er at kortlægge deres behov for støjende
arrangementer, orientere om den nye forskrift og drøfte eventuelle konsekvenser.
Forskriften skal fastlægge rammerne for støjende arrangementer på Frederiksø. Rammerne
kan variere mellem de enkelte lejere afhængigt af deres aktiviteter og lejeaftaler.
Administrationen vil samtidig arbejde for en bedre koordinering af arrangementerne. Hvis det
bliver nødvendigt, beskrives principperne for koordineringen i tillæg til lejeaftalerne.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den nødvendige støjadskillelse mellem Rundbuehallen og Stålhallen Teater kan etableres ved
opførelse af en støjisolerende væg mellem bygningerne. Anlægsudgiften er anslået til
ca. 1,1 mio. kr. og udgiften til 6 årlige lejlighedstilladelser i forhold til brand er anslået til ca.0,24
mio.kr.
Det vurderes at have erhvervsmæssige konsekvenser, hvis Svendborg Event og Turisme
fremadrettet kun får mulighed for at afholde seks støjende arrangementer i Rundbuehallen om
året. Den foreslåede løsning vil kræve at Svendborg Event og Turisme reducerer det ønskede
aktivitetsniveauet for 2027 og frem i forhold til aktivitetsniveauet i både 2025 og 2026, og at der
ikke vil være mulighed for at imødekomme ønsket om at øge aktiviteten i Rundbuehallen
yderligere.
CO2-Konsekvensvurdering
Beslutningen har ikke i sig selv væsentlige konsekvenser for kommunens samlede CO 2udledning.
Eventuelle klimamæssige konsekvenser af de bygningsmæssige arbejder vil blive vurderet i
forbindelse med den efterfølgende projektering.
Lovgrundlag, planer, politikker og strategier
Miljøbeskyttelsesloven.
Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter.
Bygningsreglementer
Erhvervslejeloven.
Kommunalfuldmagtsreglerne, herunder reglerne om kommunal erhvervsstøtte.
Udviklingsplan for Fremtidens Havn, 2014 og 2025
Lokalplan 654.
Lokalplan 699
Lejekontrakten mellem Svendborg Kommune og Svendborg Event.
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget.
Indstillingens punkt 3 fremsendes til Økonomiudvalget.
Beslutning
Indstillingen godkendes, og udvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget, at midlerne til
brandsikring af Rundbuehallen prioriteres som indstillet af direktionen.
Kilde: Svendborg Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.