Besluttet 11. august, Familie-, børne- og læringsudvalget, Syddjurs
Tema: læring og trivsel for børn og unge i Syddjurs Kommune
Med denne sag præsenteres de nyeste data fra Børn og Læring samt Familie for Familie-, børne- og læringsudvalget som oplæg til en temadrøftelse om læring, trivsel og udvikling for kommunens børn og familier.
Skoler og børnUnge og uddannelse
Kort fortalt
- Hvem
- Familie-, børne- og læringsudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Familie-, børne- og læringsudvalget behandler to gange årligt denne ”datasag”, der samler relevant information bredt på udvalgets fagområder; Børn og Læring samt Familie. Ved at samle data på denne måde, får udvalget mulighed for at se et mere helhedsorienteret billede at læring og trivsel hos kommunens børn og familier, end hvis informationerne tilgik udvalget drypvis. Data er udvalgt af Administrationen med henblik på at give udvalget et bredt indblik i området både internt i kommunen og på tværs af kommuner.
Med denne sag og tilhørende bilag præsenteres følgende data:
• Minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet
• Pasningstyper i dagtilbud
• Tidlig Opsporing og Indsats (TOPI)
• Sprogvurdering af børn i dagtilbud
• Udgifter pr. elev
• National Trivselsmåling i folkeskolen
• Folkeskolens Nationale Overgangstest
• Elevfravær
• Karaktergennemsnit
• Elevtal
• Tilmelding til Ungdomsskolen
• Udvikling i antal underretninger
• Udvikling i afdækninger og børnefaglige undersøgelser
• Løbende tabt arbejdsfortjeneste
• Gravide og familier med behov for særlig støtte
• Familiebehandling og kontaktpersonordninger i Center for Børn, Unge og Familier.
Den samlede datapakke fremgår af Bilag 1. På baggrund af data præsenteres nedenfor udvalgte pointer for de to fagområder, som Administrationen har fundet særligt relevante for udvalgets drøftelse.
På Børn og Lærings område er udvalgt ”Pasningstyper” da der på dagtilbudsområdet er gang i anlægsprocesser, og budgetarbejdet for Budget 2027indeholder en kapacitetsanalyse på området. Derudover præsenteres udvalget i oktober for en sag omkring budgetudfordringer i dagplejen.
Emnet ”Udgifter per elev” er fremhævet herunder, idet udvalget beskæftiger sig med de konkrete økonomiske modeller på skoleområdet, herunder modellen ”Pengene følger eleven”.
Relevante pointer fra Børn og Læring:
• Pasningstyper
Antallet af børn, der passes i Syddjurs Kommunes kommunale børnehaver og vuggestuer, er overordnet steget set over de seneste tre år fra 1.573 i 2023 til 1.680 i 2026. Omvendt er antallet af børn i den kommunale dagpleje faldet fra 350 til 180 i samme periode. Antallet af børn i private institutioner og andre pasningstilbud har haft en lille stigning. Samlet set har der i hele perioden været et fald på 63 børn, der har været i en eller anden form for pasning i Syddjurs Kommune.
Det er derudover værd at bemærke, at der mellem kommunens distrikter er meget stor variation i, hvor stor en andel, der går i forskellige pasningstilbud. Det skyldes blandt andet forskelle i udbuddet af dagplejere, private institutioner og mulighederne for privat pasning i de forskellige distrikter. I forbindelse med Budget 2027 udarbejdes en kapacitetsanalyse for hele børne- og læringsområdet, der vil give mulighed for yderligere, uddybende orientering om tal for pasning i kommunen.
• Udgifter per elev
Syddjurs Kommune brugte i 2025 92.541 kr. pr. folkeskoleelev (ekskl. specialskoler). Dermed er udgiftsniveauet i Syddjurs Kommune lidt over niveauet på landsplan og lidt over niveauet for sammenlignelige kommuner. På den anden side bruger Syddjurs færre penge pr. folkeskoleelev end kommunegennemsnittet i Region Midt. Derudover er udgifterne i Syddjurs Kommune steget med 1.250 kr. pr. elev over de seneste seks år, hvilket er lavere end tallet på landsplan, i regionen og i sammenligningsgruppen.
Nedenfor fremgår Administrationens væsentligste bemærkninger til de valgte områder inden for Familie:
• Udvikling i antal underretninger
Antallet af underretninger har været stigende i Syddjurs Kommune i perioden fra 2022 til 2025. I 2025 er antallet af underretninger 1.376, som er koncentreret på 1.100 unikke børn. Antallet af underretninger per borger under 18 år er steget fra 0,10 i 2022 til 0,15 i 2025. Sammenlignet med Favrskov, Vejle, Viborg, Lemvig, Hedensted, Varde, Holstebro, Thisted og Vejen Kommune placerer Syddjurs Kommune sig i midten i forhold til andelen af underretninger per borger under 18 år i 2025. Til sammenligning har Favrskov Kommune den laveste andel af underretninger per borger under 18 år på 0,08 blandt sammenligningskommuner, mens Vejen Kommune har den højeste andel med 0,22 blandt sammenligningskommuner.
• Udvikling i afdækninger og børnefaglige undersøgelser
Antallet af afdækninger er steget fra 113 i 2024 til 275 i 2025. Per den 1. juli 2026 er der udarbejdet 216 afdækninger i 2026. Samtidig er antallet af børnefaglige undersøgelser faldet fra 179 i 2022 til 60 i 2025, mens der per den 1. juli 2026 er udarbejdet 49 børnefaglige undersøgelser. Udviklingen hænger sammen med barnets lov, som har fokus på tidlig hjælp til børn, unge og familier. Alle sager oprettet efter den 1. januar 2024 skal screenes for behovet for yderligere oplysning gennem en afdækning eller børnefaglige undersøgelse. En afdækning anvendes typisk til hurtigt at afklare barnets eller den unges situation og støttebehov, mens en børnefaglige undersøgelse benyttes i mere komplekse sager med alvorlig bekymring eller behov for omfattende indsatser. Stigningen i antallet af afdækninger skal desuden ses i sammenhæng med et stigende antal underretninger.
Vurdering
De udvalgte data giver udvalget mulighed for at følge udviklingen i data for udvalgets område.
Den samlede datapakke i Bilag 1 giver indblik i den faglige udvikling og trivsel blandt kommunens elever, samt arbejdet med sårbare familier, børn og unge i Syddjurs Kommune.
Administrationen vurderer, at indblikket i data samlet set understøtter Byrådets visionstema ”Kultur, fællesskaber og velfærd for alle”, herunder pejlemærket ”Mestring af eget liv”, ved at vise udviklingen i indsatser, der støtter den enkeltes udvikling, så flest muligt mestrer eget liv.
Administrationen vurderer ligeledes, at disse data og de indsatser, der knytter sig hertil, understøtter fokusområderne 1 (Læring og trivsel), 2 (Stærke børnefællesskaber), 4 (Sammenhængende indsats) og 5 (Uddannelse og job) i Familie-, børne- og læringspolitikken.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
Direktøren for Sundhed og Dannelse samt Direktøren for Job og Velfærd indstiller til Familie-, børne- og læringsudvalget at tage orienteringen om de fremlagte data på udvalgets område til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Familie-, børne- og læringsudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 74. Læs den originale sag hos kommunen.