Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 11. august, Familie-, børne- og læringsudvalget, Syddjurs

Resultatmål for Familie-, børne- og læringsudvalget 2027

Familie-, børne- og læringsudvalget behandlede på deres møde den 9. juni 2026, et udkast til resultatmål for området i 2027 og 2028.

Kort fortalt

Hvem
Familie-, børne- og læringsudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 11. august 2026
Status
Besluttet. Udvalget udskyder punktet med et ønske om, at Administrationen udarbejder et fraværsmål, der både går på det generelle fraværsniveau og på særlig højt elevfravær.
Næste skridt
Udvalgets drøftelse af resultatmål indgår i den videre budgetproces. Resultatmål for alle udvalgsområder er en del af det samlede materiale til førstebehandling af Budget 2027.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

På udvalgsmødet den 9. juni 2026 godkendte Familie-, børne- og læringsudvalget resultatmålene for 2027 og 2028 med en bemærkning om, at der på udvalgets møde i august skulle fremsættes nye mål på skoleområdet, omhandlende andelen af elever, der opnår mindst 2 i dansk og matematik samt mulige alternative resultatmål om elevfravær. Målene skal træde i stedet for det forslag, der blev fremlagt på udvalgsmødet 9. juni 2026. Nedenfor fremgår det forslag, der blev behandlet på udvalgsmødet i juni:

• Mål 1 på skoleområdet: Andelen af elever fra 4. klasse til 9. klasse, som oplever social trivsel, skal være stigende målt på den gennemsnitlige indikator i den nationale trivselsmåling for Syddjurs Kommune

• Mål 2 på skoleområdet: fraværsprocenten pr. elev skal i 2028 være faldet til 7% målt over et skoleår.

Resultatmål 1 på skoleområdet

Faglige kompetencer i dansk og matematik udgør et vigtigt fundament for elevernes videre uddannelsesmuligheder. Evnen til at læse, skrive, forstå og anvende matematik er grundlæggende for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse og senere indgå aktivt på arbejdsmarkedet og i samfundslivet.

Et resultatmål for elevernes præstationer i dansk og matematik er derfor centralt, fordi det giver et tydeligt billede af, i hvilken grad skolerne lykkes med at ruste alle elever til overgangen til ungdomsuddannelser. Undersøgelser peger på, at elever, der ikke opnår minimumskarakteren 02 i dansk og matematik ved afgangsprøverne, har lavere sandsynlighed for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Administrationen foreslår på den baggrund, at mål 1 for skoleområdet lyder:

• Syddjurs Kommune skal øge andelen af elever, der opnår mindst 02 i dansk og matematik til 92% (fra 89,1% i 2025).

Resultatmål 2 på skoleområdet

Elevfravær er en af de mest betydningsfulde indikatorer for både faglig læring, trivsel og senere tilknytning til ungdomsuddannelse og arbejdsmarked.

Et stabilt fremmøde i skolen er en forudsætning for:

• at eleverne kan deltage i undervisningen og fællesskabet

• at opnå faglige kompetencer, herunder minimumsniveau i dansk og matematik

• at udvikle sociale relationer og trivsel

Administrationen foreslår, at dette mål bliver en omskrivning af det nuværende mål 2 på skoleområdet.

Målet tager udgangspunkt i skolernes fraværsregistrering. Fraværsregistreringen er lovpligtig, og skolerne skal dagligt registrere fravær for eleverne fordelt på tre kategorier; sygdom, ulovligt fravær og ekstraordinær frihed, der tilsammen giver tallet for samlet fravær. Nedenfor beskrives de tre fraværskategorier:

• Fravær på grund af sygdom, funktionsnedsættelse eller lignende foreligger, når en elev på grund af smittefare eller af hensyn til elevens sundhed eller velfærd ikke kan møde frem til undervisningen. I daglig tale kaldes kategorien blot ”sygdom”.

• Skolelederen kan i ganske særlige tilfælde tillade fravær i form af ekstraordinær frihed. Tilladelse til ekstraordinær frihed sker på grundlag af en konkret vurdering af den pågældende elevs behov for at holde fri sammenholdt med det afbræk i undervisningen, som fraværet vil indebære for eleven og for klassen. I daglig tale kaldes kategorien ”lovligt fravær”.

• En elevs udeblivelse fra undervisningen i folkeskolen registreres som ulovligt fravær, medmindre der er tale om fravær på grund af sygdom, funktionsnedsættelse eller lignende eller fravær på grund af ekstraordinær frihed.

Familie-, børne- og læringsudvalget ønskede på sidste møde, at Administrationen skulle undersøge, om det var muligt at lave et alternativt resultatmål omhandlende fravær.

Derfor foreslås en flerårig baseline beregnet som gennemsnittet af elever med fravær over 10% fra 2022 til 2025, med fokus på samlet fravær over 10%. I perioden 2022-2025 var gennemsnittet for det samlede fravær på 9,3%. Tallet indeholder alle elever i Syddjurs Kommune - inklusive elever på specialskoler. Tallet kan opgøres med tilbagevirkende kraft pr. afsluttet skoleår.

Administrationen foreslår på den baggrund følgende resultatmål vedrørende elevfravær på skoleområdet lyder:

• Andelen af elever med samlet fravær over 10% for skoleområdet falder til 7,5%. Udgangspunktet er gennemsnittet fra 2022-2025 på 9,3%.

Vurdering

Administrationen vurderer, at ovenstående alternativer til resultatmål på skoleområdet, understøtter det løbende arbejde og fokus på elevernes læring og trivsel.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Udvalgets drøftelse af resultatmål indgår i den videre budgetproces. Resultatmål for alle udvalgsområder er en del af det samlede materiale til førstebehandling af Budget 2027.

Indstilling

Direktøren for Sundhed og Dannelse indstiller til Familie-, børne- og læringsudvalget at godkende, at

1) Resultatmål 1 på skoleområdet ændres til ”Syddjurs Kommune skal øge andelen af elever, der opnår mindst 02 i dansk og matematik til 92% (fra 89,1% i 2025)”og indarbejdes i Budget 2027

2) Resultatmål 2 på skoleområdet ændres til ”Andelen af elever med samlet fravær over 10% for skoleområdet falder til 7,5%. Udgangspunktet er gennemsnittet fra 2022-2025 på 9,3%” og indarbejdes i Budget 2027.

Beslutning

Udvalget udskyder punktet med et ønske om, at Administrationen udarbejder et fraværsmål, der både går på det generelle fraværsniveau og på særlig højt elevfravær.

Kilde: Syddjurs Kommune, Familie-, børne- og læringsudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 75. Læs den originale sag hos kommunen.