Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 11. august, Familie-, børne- og læringsudvalget, Syddjurs

Samarbejde med Socialtilsyn Midt i 2025 på familieområdet

Byrådet orienteres årligt om det driftsorienterede tilsyn, som Socialtilsyn Midt foretager på familieområdets tilbud, med henblik på at godkende de tiltag, som er iværksat som følge af tilsynet. Handicaprådet har haft mulighed for at afgive høringssvar forud for den politiske behandling.

Det sociale

Kort fortalt

Hvem
Familie-, børne- og læringsudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 11. august 2026
Status
Besluttet. Indstilles til godkendelse.
Næste skridt
Efter Handicaprådets behandling af sagen vil sagen blive sendt til politisk behandling i Familie-, børne- og læringsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet. Handicaprådets eventuelle høringssvar vil indgå i sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Med denne sag giver Administrationen en status på tilsynsbesøget fra Socialtilsyn Midt på familieområdets ene tilbud, Aflastningshuset Skovly, i 2025. Aflastningshuset Skovly er ledelsesmæssigt forankret under Center for Børn, Unge og Familier sammen med de øvrige interne forebyggende indsatser på familieområdet.

I tilsynsrapporten for 2025 vurderer Socialtilsyn Midt overordnet set, at Aflastningshuset Skovly er et velfungerende tilbud med den fornødne kvalitet.

Den 20. januar 2025 indgik Regeringen, Liberal Alliance, Konservative og Radikale Venstre en aftalte, om at etablere en ny model for socialtilsynene. Med den nye model blev tilsynet mere risikobaseret, hvor tilbud fra den 1. januar 2026 skal have tilsynsbesøg mindst hvert tredje år, mens plejefamilier skal have tilsynsbesøg mindst hvert andet år. Socialtilsyn Midt har frem til 31. december 2025 gennemført årlige tilsynsbesøg på familie- og socialområdets tilbud i Syddjurs Kommune og udarbejdet en tilsynsrapport for hvert besøg, som Byrådet orienteres om med denne sag.

Lovændringen medfører desuden ændringer i kvalitetsmodellen. Fra den 1. januar 2026 vil kvalitetsmodellen ikke indeholde temaerne ”Uddannelse og beskæftigelse” og ”Selvstændighed og relationer”.

Socialtilsyn Midt har i 2025 vurderet kvaliteten af Syddjurs Kommunes otte tilbud med udgangspunkt i kvalitetsmodellen, som var gældende i 2025. Kvalitetsmodellen giver en systematisk faglig vurdering af kvaliteten og er struktureret ud fra følgende overordnede kvalitetstemaer:

1) Uddannelse og beskæftigelse

2) Selvstændighed og relationer

3) Målgruppe, metoder og resultater

4) Sundhed og trivsel

5) Organisation og ledelse

6) Kompetencer

7) Fysiske rammer

8) Økonomi

Socialtilsyn Midts samlet vurdering af kvaliteten på Aflastningshuset Skovly den 3. oktober 2025

Socialtilsyn Midt vurderer, at Aflastningshuset Skovly samlet set er et velfungerende tilbud med den fornødne kvalitet. Aflastningshuset Skovly leverer en helhedsorienteret indsats, der understøtter børn og unges trivsel, udvikling og deltagelse i hverdagslivet gennem et tæt samarbejde med forældre, skoler og myndigheder. Derudover bemærker Socialtilsyn Midt disse nedenstående konkrete vurderinger af Aflastningshuset Skovly:

• Der arbejdes systematisk med faglige metoder, herunder Kognitive Ressourcefokuserede og Anerkendende Pædagogik (KRAP), og børnene mødes med en anerkendende og struktureret tilgang.

• Medarbejderne har relevante kompetencer og modtager løbende kompetenceudvikling, og ledelsen vurderes som ansvarlig og fagligt kompetent med fokus på sparring og kvalitet i indsatsen.

• Der arbejdes forebyggende i forhold til konflikter og magtanvendelse, og der er fokus på både fysisk og mental trivsel.

• Der ses positive resultater i forhold til børnenes udvikling, selvstændighed og deltagelse i aktiviteter.

• De fysiske rammer understøtter både fællesskab og mulighed for individuel ro og fordybelse, og indretningen tilpasses den enkelte.

• Tilbuddets økonomi er bæredygtig og gennemsigtig og understøtter en stabil indsats med en rimelig sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Aflastningshuset Skovly har blot modtaget et enkelt opmærksomhedspunkt fra Socialtilsyn Midt vedrørende dokumentation af formål for børnenes ophold. Aflastningshuset Skovly arbejder systematisk med børnenes trivsel og udvikling under opholdet. På baggrund af faglige observationer, dialog med forældre og personalets vurdering opstilles der interne, individuelle mål, som tager udgangspunkt i det enkelte barns behov. Der arbejdes løbende med opfølgning og tilpasning af indsatsen i forhold til både forældrenes og barnets behov. Aflastningshuset Skovly vil fremadrettet have øget fokus på tydeliggøre sammenhængen mellem opstillede mål og opnåede resultater.

Tilsynsrapporten er vedlagt som bilag til sagen.

Handicaprådet har den 25. juni 2026 drøftet sagen om samarbejde med Socialtilsyn Midt på familieområdet. Handicaprådet havde ingen bemærkninger til sagen.

Vurdering

Administrationen vurderer samlet set, at Aflastningshuset Skovly leverer en velfungerende og fagligt kvalificeret indsats. Desuden arbejder Aflastningshuset Skovly aktivt med det opmærksomhedspunkt, som Socialtilsyn Midt har i forhold til dokumentation af formålet med børnenes ophold. Administrationen vurderer, at det øgede fokus, som Aflastningshuset Skovly fremadrettet vil have på at tydeliggøre sammenhængen mellem opstillede mål og opnåede resultater, vil forbedre dokumentationen i forhold til formålet med børnenes ophold.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter Handicaprådets behandling af sagen vil sagen blive sendt til politisk behandling i Familie-, børne- og læringsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet. Handicaprådets eventuelle høringssvar vil indgå i sagen. Socialtilsyn Midt vil på baggrund af lovændringen fra den 1. januar 2026 foretage risikobaseret tilsynsbesøg. Derfor vil socialtilsynet som udgangspunkt besøge Aflastningshuset Skovly hvert tredje år. Byrådet samt Handicaprådet vil blive præsenteret for tilsynsrapporten, når den foreligger hos Administrationen.

Lovgrundlag

Lovbekendtgørelse nr. 242 af 30. januar 2026 om socialtilsyn.

Den 11. juni 2025 vedtog Folketinget en omfattende ændring af lov om socialtilsyn, der trådte i kraft 1. januar 2026. Lovændringens fokus er samlet set at forenkle, målrette og effektivisere socialtilsynet, gøre socialtilsynet mere risikobaseret samt lette tilsynstrykket.

Indstilling

Direktøren for Job og Velfærd indstiller til Byrådet via Familie-, børne- og læringsudvalget og Økonomiudvalget at godkende de igangsatte tiltag, som er iværksat som følge af tilsynet.

Beslutning

Indstilles til godkendelse.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Familie-, børne- og læringsudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 80. Læs den originale sag hos kommunen.