Besluttet 21. maj, Økonomiudvalget, Tønder
Anmodning om igangsættelse af planlægning for butikker ved Tjørnevej i Toftlund
FAGCHEFEN FOR PLAN, KLIMA, BYUDVIKLING OG EJENDOMME INDSTILLER at Udvalget vælger scenarie 1, 2 eller 3 for det videre forløb og at sagen videresendes til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Tønder Kommune
- Hvornår
- Torsdag 21. maj 2026
- Status
- Besluttet. Økonomiudvalget indstiller at der arbejdes videre med Scenarie A.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Tønder Kommune har modtaget et projektforslag om at etablere et nyt detailhandelsområde
ved Tjørnevej i Toftlund (også kaldet Trekantsgrunden). Da arealet ligger uden for den
eksisterende bymidte, kræver det en væsentlig ændring af de nuværende planer. For at
realisere projektet skal kommunen udlægge et såkaldt ”aflastningsområde”, hvilket forudsætter
et kommuneplantillæg og en ny lokalplan.
Efter planloven kan der udlægges aflastningsområder i byer, hvor der er et tilstrækkeligt
kundegrundlag, blandt andet for at give plads til butikker, som ikke uden videre kan placeres i
bymidten. Aflastningsområder kan imidlertid ikke udlægges til én enkelt dagligvarebutik eller til
udelukkende dagligvarebutikker. Ved planlægning for et nyt aflastningsområde skal kommunen
udarbejde en detailhandelsredegørelse, som belyser kundegrundlag, opland, behovet for nye
butikker samt konsekvenserne for den eksisterende detailhandelsstruktur, herunder effekterne
for bymidten. Der kan ved lokalplanlægningen ikke stilles krav om etablering af butikkerne,
men alene sikre de planmæssige rammer derfor hvorefter det er op til grundejer af udnytte
retten som lokalplanen giver mulighed for - helt eller delvist.
De eksisterende planforhold, kommuneplanens detailhandelsstruktur samt kommuneplanens
mål for detailhandlen beskrives nærmere i et særskilt notat, der vedlægges sagen som bilag.
Ansøgning
Ansøgningen består af visualiseringer af området samt en detailhandelsredegørelse, et
trafiknotat for planområdet og de tilstødende veje samt en støjrapport for planområdet.
I ansøgers detailhandelsredegørelse anføres det, at et nyt aflastningsområde vil kunne
generere en omsætning på 50 mio. kr. Heraf forventes, at ca. en tredjedel af omsætningen
hentes uden for Tønder Kommune, mens de resterende to tredjedele forventes hentet inden
for kommunen, primært fra Toftlund, Agerskov og Arrild. Det fremgår endvidere af
redegørelsen, at 45 % af omsætningen i det nye område forventes at komme direkte fra den
eksisterende detailhandel i Toftlund bymidte.
Forvaltningens vurdering
Forvaltningen vurderer, at der mangler grundlag for at udlægge et nyt aflastningsområde med
dagligvarebutikker, da planlovens detailhandelsbestemmelser kræver, at butikkerne ikke kan
placeres i bymidten. Da der fortsat er ledig kapacitet og udviklingsmuligheder i Toftlund
centrum f.eks. via sanering eller områdefornyelse bør ny detailhandel holdes her for at sikre
en levende bymidte. Af ansøgers egen redegørelse forventes det, 45 % af omsætningen
hentes fra den eksisterende bymidte, som kan skabe en væsentlig risiko for butiksdød og
funktionsudtynding for såvel dagligvarer som specialbutikker i bymidten. Vurderingen støttes af
statslige anbefalinger fra 2025, der advarer om, at butiksspredning i mindre byer svækker de
traditionelle bymidter. Dagligvarebutikker er med til at skabe liv og flow i bymidterne, som
skaber grundlag for øvrigt liv i midtbyen, da folk derved kommer jævnligt. Samlet viser analyser
og redegørelser, at dagligvarebutikker er vigtige at fastholde i bymidterne for at sikre en
levende bymidte, der også efterspørges af nye borgere. Samlet set vurderes projektet at stride
imod de tidligere politiske beslutninger for udvikling af Toftlund By samt
detailhandelsesstrategien for hele Tønder Kommune fra 2023.
Udviklingsplan Toftlund 2020–2030
Udviklingsplan Toftlund 2020–2030 har som bærende princip at styrke Toftlund som en
levende hverdagsby, med en attraktiv og robust bymidte, hvor detailhandel og byliv
understøtter hinanden. Udviklingsplanen lægger vægt på at koncentrere detailhandlen i
bymidten, styrke handelsaksen, skabe et tydeligere bycentrum og udvikle opholds- og
mødesteder, der kan understøtte aktivitet i byen også uden for butikkernes åbningstid, hvilket
underbygges af dette citat fra udviklingsplanen:
"Dagligvare- og udvalgsvarebutikker:
Igennem en årrække har forskellige butikskæder indenfor dagligvarer udvist interesse for at
etablere butikker langs og tæt på de større indfaldsveje til Toftlund – dvs. placeringer uden for
centerområdet. En fastholdelse og en styrkelse af butikslivet i centerområdet er afgørende for
en positiv udvikling af Toftlund. Derfor bakkes der fortsat op om ICPs analyse fra 2016, der
konkluderer at en placering af dagligvare- og udvalgsvarebutikker udenfor centerområdet vil
trække handel væk fra bymidten. "
Planfagligt råderum
Det er forvaltningens vurdering, at sagen principielt giver anledning til at tage valg for den
fremtidige detailhandelsudvikling i Toftlund, der kan påvirke resten af Kommunens
detailhandelsudvikling tilsvarende og der kan for sagen opstilles disse 3 scenarier:
Scenarie A. er at beslutte, at igangsætte planlægning for et nyt aflastningsområde ved
Tjørnevej og dermed undersøge, om der gennem kommuneplantillæg og lokalplan kan
skabes planmæssigt grundlag for den ansøgte detailhandel indeholdende
dagligvarebutik, boksbutikker og restauranter. En sådan beslutning vil indebære, at
kommunen aktivt arbejder videre med at ændre den gældende detailhandelsstruktur og
nærmere belyser de planmæssige, trafikale, miljømæssige og handelsmæssige
konsekvenser af projektet.
Scenarie B, er at forkaste ansøgningen på det foreliggende grundlag. Dette begrundes
med, at der fortsat er udviklingsmuligheder for detailhandel i Toftlund bymidte, og at det
ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den ansøgte detailhandel ikke uden videre kan
placeres i eksisterende centerområde. Ansøgers detailhandelsredegørelse viser, at en
væsentlig del af omsætningen i et nyt område forventes hentet fra Toftlund bymidte,
hvilket peger på en risiko for omsætningsforskydning, svækkelse af handelslivet i
midtbyen og funktionsudtømning af bymidten. Denne risiko er i overensstemmelse med
de generelle tendenser, som fremhæves i den statslige detailhandelsredegørelse fra
2025. Endvidere har Udviklingsplan Toftlund 2020–2030 som bærende princip at
koncentrere detailhandel og byliv i bymidten, styrke handelsaksen og udvikle et tydeligere
centrum med opholds- og mødesteder.
Scenarie C, hvor kommunen igangsætter planlægning i det ansøgte område for
udvalgsvarer (boksbutikker) og fastfoodrestauranter samt igangsætter en kommunal
udviklingsindsats i bymidten for at skabe rammerne for dagligvareudvikling igennem
områdefornyelse eller tilsvarende greb.
Indstilling
FAGCHEFEN FOR PLAN, KLIMA, BYUDVIKLING OG EJENDOMME INDSTILLER
at Udvalget vælger scenarie 1, 2 eller 3 for det videre forløb og
at sagen videresendes til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutning fra Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget den 5. maj 2026, pkt. 11:
Flertallet af udvalget indstiller et præciseret scenarie C, hvor kommunen accepterer en
igangsætning for planlægning i det ansøgte område for udvalgsvarer (boksbutikker) og
fastfoodrestauranter, samt igangsætter en kommunal udviklingsindsats i bymidten for at
skabe rammerne for dagligvareudvikling igennem områdefornyelse eller tilsvarende greb.
Jørn Andersen (Æ) indstiller scenarie A.
Beslutning
Økonomiudvalget indstiller at der arbejdes videre med Scenarie A
Claus Hansen deltog ikke i mødet.
Kilde: Tønder Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet torsdag 21. maj 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.