På dagsordenen 3. november, Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Vallensbæk
Offentlig høring af forslag til nyt regulativ for erhvervsaffald
Sagen bliver behandlet i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget. Center for Teknik og Byudvikling indstiller, at forslag til nyt regulativ for erhvervsaffald sendes i offentlig høring i fire uger
Kort fortalt
- Hvem
- Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Vallensbæk Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Hold øje med høringen
- Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på vallensbaek.dk.
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på vallensbaek.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Sagen bliver behandlet i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Center for Teknik og Byudvikling indstiller,
at forslag til nyt regulativ for erhvervsaffald sendes i offentlig høring i fire uger
Sagsfremstilling
Erhvervsaffaldsregulativer har til formål at fastsætte regler for håndtering af affald fra
virksomheder i kommunen med henblik på at forebygge forurening, uhygiejniske forhold for
miljø og mennesker samt begrænse ressourceanvendelsen ved at fremme genanvendelse af
affald.
Vallensbæk Kommunes regulativ for erhvervsaffald fra 2016 skal opdateres som følge af
ændringer i affaldslovgivningen. Ændringerne i affaldslovgivningen indebærer blandt andet, at
affaldsforbrændingssektoren er blevet omorganiseret og konkurrenceudsat.
Konkurrenceudsættelsen betyder, at behandlingen af det forbrændingsegnede restaffald, der
indsamles af kommunerne, med jævne mellemrum skal i udbud, og derfor ikke må være låst i
en fast anvisningsordning til et specifikt forbrændingsanlæg, f.eks. Vestforbrændingens
forbrændingsanlæg i Glostrup.
Forvaltningen har udarbejdet et forslag til et nyt regulativ (bilag 1), der tager udgangspunkt i det
nationale standardregulativ, som det er angivet i affaldsaktørbekendtgørelsen.
Den væsentligste ændring af regulativet består i, at den tidligere anvisningsordning af ikkefarligt, forbrændingsegnet restaffald (i daglig tale bare restaffald) fra virksomheder til
energiudnyttelse (dvs. fjernvarmeproduktion) på Vestforbrændings forbrændingsanlæg udgår.
En anvisningsordning er en ordning, hvor kommunen fastsætter regler for, hvordan en bestemt
type affald skal håndteres, herunder hvilket anlæg affaldet skal afleveres til.
Kommunens egne institutioner benytter fortsat de kommunale affaldsordninger, der er
beskrevet i husholdningsregulativet, dog med undtagelse af ordningen for
husholdningslignende restaffald. Det vil sige at deres affald indsamles og håndteres på lige fod
med affald fra kommunens private husholdninger.
I praksis vil husholdningslignende restaffald fra kommunens institutioner og virksomheder
fortsat blive sendt til forbrænding i Glostrup, fordi Vestforbrænding har vundet det seneste
udbud.
Endvidere ajourfører det nye forslag til regulativ blandt andet bestemmelserne om gebyrer,
priser og klageadgang for erhvervsvirksomheder, så de stemmer overens med krav i den
gældende bekendtgørelse.
Standardregulativet indeholder elementer og tekstpassager, som kommunen ikke kan ændre
på. Disse er fremhævet i bilaget med farvemarkering.
Grundlæggende vil ændringerne af erhvervsaffaldsregulativet ikke have en reel betydning for
hverken virksomheder eller kommunale institutioner i Vallensbæk, da de ordninger, de benytter
i praksis, allerede har tilpasset sig omorganiseringen af affaldssektoren.
Høringsproces
Forslaget skal i offentlig høring, inden regulativet kan vedtages endeligt. Forvaltningen foreslår
en høringsperiode på fire uger, hvor virksomheder, borgere og øvrige interesserede kan
komme med bemærkninger. Høringsperioden er i overensstemmelse med minimumskravene i
affaldsaktørbekendtgørelsen.
Efter høringen forelægges regulativet til endelig politisk behandling sammen med de indkomne
høringssvar og forvaltningens forslag til eventuelle ændringer.
Økonomi- og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Sammenhæng til udviklingsstrategien
Erhvervsaffaldsregulativet flugter med udviklingsstrategiens tema om en ”Bæredygtig by i
balance – vi tænker hele vejen rundt”, med et erklæret formål om at bl.a. fremme
genanvendelse af affald.
Sammenhæng til FN's verdensmål
Ingen bemærkninger.
Kommunikation
Regulativet sendes i offentlig høring via kommunens hjemmeside.
Retsgrundlag
Miljøbeskyttelsesloven
Affaldsaktørbekendtgørelsen
Bilag
- Vallensbæk regulativ for erhvervsaffald 16-12-2026
- Åben
Kilde: Vallensbæk Kommune, Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.