Varde
Skift kommune
KøbenhavnVardeAlle kommuner

Besluttet 20. oktober, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Varde

Orientering. Sektorkoblingsprojekt med afsæt i Nybro – Food & Fuel Varde

§ 17, stk. 4-udvalget for Klima og Vækst bestilte i 2023 rapporten "Hvad skal Varde leve af i 2035?" hos Iris Group, jf. bilag 1.

Klima og grønt

Kort fortalt

Hvem
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Varde Kommune
Hvornår
Tirsdag 20. oktober 2026
Status
Besluttet. Orienteringen blev taget til efterretning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

§ 17, stk. 4-udvalget for Klima og Vækst bestilte i 2023 rapporten "Hvad skal Varde leve af i 2035?"
hos Iris Group, jf. bilag 1. Rapporten peger på side 21-22 på sektorkobling som et centralt
udviklingsspor og anbefaler etablering af energiklynger efter inspiration fra blandt andet GreenLab i
Skive. Sådanne klynger bør placeres i nærheden af den overordnede energiinfrastruktur, herunder
gasnettet. I den sammenhæng fremhæves Ørsteds gasbehandlingsanlæg i Nybro i grafikken som en
væsentlig strategisk ressource.
Den 5. november 2024 godkendte Byrådet anbefalingerne fra § 17, stk. 4-udvalget for Klima og
Vækst. Byrådet besluttede blandt andet at arbejde for etablering af fyrtårnsprojekter inden for
sektorkobling med afsæt i Varde Kommunes særlige energimæssige styrkepositioner samt den
eksisterende statslige, kommunale og private energiinfrastruktur.
Et tilbageblik
Varde Kommune har gennem årtier spillet en central rolle i udviklingen af Danmarks
energiinfrastruktur. Et markant eksempel er etableringen af gasanlægget i Nybro, som udsprang af de
energipolitiske udfordringer efter oliekrisen i 1970'erne. Krisen understregede behovet for øget
forsyningssikkerhed og mindre afhængighed af importerede fossile brændsler. Udbygningen af
naturgasinfrastrukturen blev derfor et centralt element i den nationale energistrategi, og Nybro
udviklede sig til et af landets vigtigste knudepunkter for modtagelse og behandling af naturgas fra
Nordsøen.
I 2023 besluttede Byrådet at gennemføre en screening af kommunens 1.240 km² med henblik på at
identificere egnede arealer til energiintensive erhvervsaktiviteter. Som led i screeningen blev der ved
Nybro udpeget arealer med særligt potentiale for PtX-anlæg og sektorkoblede virksomheder.
I dag står energisektoren over for en ny og omfattende transformation. Hvor fokus tidligere var
etableringen af en robust naturgasinfrastruktur, er målsætningen nu at understøtte den grønne
omstilling gennem udviklingen af fremtidens energisystemer. Som led i denne udvikling arbejder
Ørsted med at omstille anlægget i Nybro, så det i stigende grad kan understøtte nye grønne
energiformer og bidrage til sektorkobling mellem energiproduktion, lagring og forbrug.
Status på udviklingsarbejdet
Som opfølgning på Byrådets beslutning fra november 2024 er der etableret en projektorganisation
med fokus på udviklingsmulighederne omkring Nybro. De centrale samarbejdspartnere er Ørsted,
Danish Bio Commodities (DBC), som ejer Outrup Biogas, samt Varde Kommune.
Projektarbejdet har primært fokuseret på udviklingen af fremtidens energisystem med afsæt i den
eksisterende energiinfrastruktur ved Nybro.
Samtidig har Energy Cluster Denmark i samarbejde med Ørsted, DBC og en række virksomheder,
herunder Topsoe og Stiesdal, igangsat et udviklingsprojekt, der bygger videre på Nybros særlige
potentialer. Projektet har et samlet budget på 50 mio. kr., hvoraf Fonden for Retfærdig Omstilling
bidrager med 35 mio. kr.
Projektet omfatter blandt andet følgende indsatsområder:

Pyrolyse med produktion af biokul

CCUS-teknologier (Carbon Capture, Utilisation and Storage) med fokus på produktion af
grønne brændstoffer samt fangst, anvendelse og lagring af CO₂, blandt andet gennem
udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre

Udvikling af sektorkoblingsløsninger, herunder en beslutningsmodel til vurdering af hvilke
virksomheder der bedst understøtter etableringen af en fremtidig industripark ved Nybro

Kommunikations- og interessentindsatser med fokus på lokal og national dialog.

Næste skridt
Næste fase i projektet er at afdække interessen blandt potentielle virksomheder for etablering ved
Nybro. Dette sker blandt andet gennem et stakeholderarrangement den 1. december, hvor Energy
Cluster Denmark og projektets samarbejdspartnere inviterer virksomheder inden for biosolutions til en
temadag. Arrangementet henvender sig særligt til virksomheder inden for fødevarer, bæredygtige
byggematerialer samt virksomheder med aktiviteter inden for pyrolyse og CCUS.
Betegnelsen Food & Fuel Varde tager udgangspunkt i udviklingsmulighederne omkring Nybro, men
ambitionen rækker bredere. Der kan være virksomheder i andre dele af kommunen, som ønsker at
indgå i de kommende sektorkoblingsløsninger, eksempelvis fødevarevirksomhederne i Skovlund.
Food & Fuel Varde skal derfor forstås som en samlet kommunal satsning på at skabe nye værdikæder
mellem fødevareproduktion, energi og grøn industri på tværs af geografiske områder og
virksomheder.
FORVALTNINGENS

Vurdering

Der er potentiale for etablering af sektorkoblede erhvervsområder flere steder i Varde Kommune.
Både forvaltningen og de involverede samarbejdspartnere vurderer imidlertid, at Nybro har særligt
gunstige forudsætninger for at udvikle sig til et centralt knudepunkt for sektorkobling. Det skyldes
blandt andet områdets eksisterende energiinfrastruktur samt nærheden til de kommende
havvindstilslutninger som forventes at sikre adgang til betydelige mængder grøn strøm fra Nordsøen.
En udvikling af en grøn industripark ved Nybro kan samtidig bidrage til at aktualisere de tidligere
planer om en forlængelse af Vestkystvejen. En sådan infrastrukturel udbygning vil kunne understøtte
både den voksende turisttrafik og transporten af varer og gods til og fra Esbjerg Havn.
Forvaltningen forventer at afholde et temamøde for Byrådet primo 2027, hvor der blandt andet vil
blive orienteret om status på de igangværende projekter støttet af Fonden for Retfærdig Omstilling
(FRO).
På baggrund af temamødet vil næste skridt potentielt være at udarbejde et egentligt politisk
beslutningsgrundlag. Dette skal belyse muligheder, konsekvenser og forudsætninger for den videre
udvikling, herunder dialog og involvering af statslige myndigheder, lodsejere, borgere og øvrige
relevante interessenter.
KONSEKVENS I FORHOLD TIL VORES VISION, BYRÅDSGRUNDLAGET OG POLITIKKER
Sagen understøtter Byrådsgrundlaget 2026-2029’s fokus på udvikling og ansvar ved at fremme nye
arbejdspladser, grøn omstilling og erhvervsudvikling med afsæt i kommunens energimæssige
styrkepositioner.
Projektet bygger samtidig på samarbejde mellem kommune, virksomheder og øvrige aktører - og er
dermed i tråd med Byrådsgrundlagets ambition om at skabe udvikling gennem fællesskaber og
partnerskaber.
RETSGRUNDLAG
Kommunestyrelsesloven og lov om erhvervsfremme.

Økonomi

Ingen
HØRING
Ingen
ANBEFALING
Forvaltningen anbefaler,
at Plan- og Udviklingsudvalget samt Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen til
efterretning.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.
Fraværende
Tina Agergaard Hansen
Tidligere beslutninger
Beslutninger udfyldes automatisk af systemet

Bilag

  • IRIS Rapport (9492130 - GEO-2024-08912)
  • Udkast Food and Fuel _ Nybro _ EAU _ 20 okt. 2026 (9521756 - EMN-2025-02845)

Kilde: Varde Kommune, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 20. oktober 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.