Vejen
Skift kommune
KøbenhavnVejenAlle kommuner

På dagsordenen 27. oktober, Udvalget for Økonomi, Plan og Erhverv, Vejen

Vejen Hallen og det grønne område - valg af scenarier (C)

Med afsæt i blandt andet Byværks anbefalinger er nedenstående forhold blevet undersøgt siden dialogmødet den 22. juni 2026, da de vurderes at have væsentlig betydning for den videre politiske stillingtagen til scenarierne: Beregninger af restlevetid på henholdsvis hallen og sidebygningerne foretaget af eksternt ingeniørfirma.

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Økonomi, Plan og Erhverv, Vejen Kommune
Hvornår
Tirsdag 27. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 27. oktober 2026. Du finder dem på vejen.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Med afsæt i blandt andet Byværks anbefalinger er nedenstående forhold blevet undersøgt
siden dialogmødet den 22. juni 2026, da de vurderes at have væsentlig betydning for den
videre politiske stillingtagen til scenarierne:
Beregninger af restlevetid på henholdsvis hallen og sidebygningerne foretaget af
eksternt ingeniørfirma.
Overslagspriser på renovering af Vejen Hallen, nedrivning af sidebygninger, nedrivning
af hallen og sidebygninger, samt etablering af nye sidebygninger beregnet af eksternt
ingeniørfirma.
Kortlægning af de folkeoplysende foreningers og Østerbyskolens nuværende og
fremtidige behov for idrætsfaciliteter i Vejen by baseret på spørgeskema og dialogmøde
den 7. september 2026.
En vurdering af facilitetskapaciteten ved evt. nedlæggelse af Vejen Hallen.

Byggeteknisk gennemgang og prisoverslag
Eksternt rådgivningsfirma har gennemgået Vejen Hallen for beregning af den forventede
restlevetid samt overslagspriser.
Nedenfor er en kort opsamling af hovedpointerne i restlevetidsrapporten, som er vedlagt som
bilag:
Rundbuehallen vurderes at have en restlevetid på 40 år, men vurderingen forudsætter,
at gavl- og tagkonstruktionernes tilstand er som antaget, hvilket vil kræve destruktive
undersøgelser for at dokumentere, samt at tagpappen udskiftes inden for de næste 3 år
Bygning 2, 3, 5, 6, 7 og 8 svarende til alle sidebygninger på nær bygning 4, som er
omklædning/baderum, vurderes at have en restlevetid på 0-7 år. Rådgivningsfirmaet
anbefaler ikke at bevare disse bygningsdele, da det ikke vurderes realistisk, at
bygningerne kan holde til den påkrævede renovering.

Bygning 4 (omklædning/baderum) har en forventet restlevetid på 30 år, men
vurderingen forudsætter at tagkonstruktionen har længere levetid end antaget, hvilket
kræver nærmere undersøgelser. Ydermere kræver det udskiftning af tagpap samt vandog varmeinstallationer indenfor en kort årrække.

Med følgende prisoverslag vurderer rådgivningsfirmaet, at der er taget højde for EU's
energieffektiviseringsdirektiv, herunder opgradering af kommunale bygninger til energimærke B
frem mod 2030. Vejen Hallen har energimærke F.
Der er ikke foretaget nogle destruktive undersøgelser i forbindelse med beregningen, og
priserne er derfor behæftet med en vis usikkerhed.
Overslagspriserne fremgår i hovedtræk nedenfor:
Mulighed A: Alle bygninger nedrives, og området inklusive parkeringspladsen
reetableres med græsplæne i terrænniveau til en samlet udgift på 2,8 mio. kr.
Mulighed B: Nedrivning og genopførelse af sidebygningerne 2, 3, 5, 6, 7 og 8, samt
renovering af rundbuehallen og sidebygning 4 (omklædning) til en samlet udgift på 21,9
mio. kr.

Der er usikkerhed om, hvorvidt tagkonstruktionen kan bære den ekstra isolering, hvilket kræver
en statisk undersøgelse, før løsningen kan endeligt bekræftes. Hvis tagkonstruktionen ikke kan
bære den nødvendige ekstra isolering, vil der være behov for yderligere investeringer for at
sikre, at bygningen kan leve op til direktivets energikrav.
Det samlede prisoverslag inklusive specifikationer er vedlagt som bilag.
Med afsæt i rådgivningsfirmaet beregninger og priser, er der desuden udarbejdet 2 alternative
renoveringsmuligheder:
Mulighed C: Som mulighed B, men med mindre fælles lokaler til en samlet udgift på 18,6
mio. kr.
Mulighed D: Som mulighed C, men uden aktivitetssalen (bygning 3) til en samlet udgift
på 15,8 mio. kr.

Se bilag ’Renovering mulighed C og D’ for uddybning.
Valg af scenarier til fase 2
I det følgende gennemgås i hovedtræk kendte og ukendte forhold for de fire scenarier. Disse
uddybes længere nede i sagen, samt i et samlet overblik i bilaget ’Scenarieoverblik’.
Scenarie 1 – Vejen Hallen bevares med nuværende funktioner, og det grønne område
gentænkes til fx rekreative formål:

Udgiften til renovering af Vejen Hallen varierer fra 15,8 mio. kr. til 21,9 mio. kr.,
afhængigt af den valgte renoveringsmodel.
På dialogmødet den 22. juni var der primært opbakning til dette scenarie blandt
deltagerne på mødet.
Vejen Badmintons ønske om at blive i hallen imødekommes med scenariet.
Vejen Sportsforening, Vejen Gymnastikforening og Vejen Håndboldklubs nuværende og
fremtidige behov dækkes delvist, og ønsket om at samle deres aktiviteter i Vejen
Idrætscenter realiseres ikke.
Østerbyskolen og Østerbycentret benytter Vejen Hallen ca. 450-500 timer årligt, men
oplever begrænsninger ved hallens stand og kapacitet. Transport til Vejen Idrætscenter
kan blive en udfordring for Østerbycentrets elever, men ikke for elever på
Østerbyskolen.
Indholdet af det rekreative område er ukendt, men uanset størrelse og omfang skal der
afsættes anlægsmidler samt årlige drifts- og vedligeholdelsesmidler, for at området kan
realiseres til rekreative formål.

Scenarie 2 – Vejen Hallen og det grønne område gentænkes til nye formål fx kulturhus eller
mødested med kobling til de grønne arealer:
På dialogmødet den 22. juni var der primært opbakning til at bevare hallen med dens
nuværende funktion.
Vil kræve yderligere undersøgelse for at afdække, om der er reelt potentiale for
ombygning til fx kulturhus mm. Jf. notatet fra Byværk kan der være tvivl om dette, når
størrelsen på Vejen by tages i betragtning, da man kan risikere at trække brugerne væk
fra de nuværende kulturaktiviteter.
Der skal afsættes midler til forundersøgelse, ombygning til kulturhus samt den
efterfølgende drift og vedligehold, for at scenariet kan realiseres.
Scenariet vil kræve en erstatningshal for at kunne genhuse de nuværende brugere af
Vejen Hallen.

Scenarie 3 – Vejen Hallen bevares med nuværende funktioner, og det grønne område
anvendes til boligområde:
Udgiften til renovering af Vejen Hallen varierer fra 15,8 mio. kr. til 21,9 mio. kr.,
afhængigt af den valgte renoveringsmodel.
Vejen Badmintons ønske om at blive i hallen vil blive imødekommet med scenariet.
Vejen Sportsforening, Vejen Gymnastikforening og Vejen Håndboldklubs nuværende og
fremtidige behov dækkes delvist, og ønsket om at samle deres aktiviteter i Vejen
Idrætscenter realiseres ikke.
Østerbyskolen og Østerbycentret benytter Vejen Hallen ca. 450-500 timer årligt, men

oplever begrænsninger ved hallens stand og kapacitet. Transport til Vejen Idrætscenter
kan blive en udfordring for Østerbycentrets elever, men ikke for Østerbyskolens elever.
På dialogmødet den 22. juni var der begrænset opbakning til en omlægning af det
grønne område til boligformål. Hvis området alligevel omlægges til boliger, var der
blandt deltagerne et ønske om lav bebyggelse med integrerede grønne arealer.
Der mangler en afklaring på byggeretsværdi og markedsinteresse for det grønne
område, herunder hvilken indflydelse hallen har på byggeretspriserne. Omlægning til
boligområde på området vil formentlig kræve udarbejdelse af lokalplan.

Scenarie 4 – Vejen Hallen nedlægges, og hele området anvendes til boligformål:
Vejen Hallen rives ned, det vurderes at koste 2,8 mio. kr. inklusive reetablering af
området til græs.
På dialogmødet var dette scenariet, det der blev mødt med mest modstand, da
deltagerne bl.a. ser Vejen Hallen som et vigtigt vartegn, og det grønne område som et
åndehul i byen.
Vejen Badmintons ønske om at blive i hallen tilgodeses ikke.
Vejen Sportsforening, Vejen Gymnastikforening og Vejen Håndboldklubs og
Østerbyskolens nuværende og fremtidige behov dækkes i højere grad, hvis der udvides
ved Vejen Idrætscenter.
Vil kræve en erstatningshal for at kunne genhuse aktiviteterne i selve rundbuehallen.
Hvordan og i hvilket omfang der bør udvides, kræver nærmere undersøgelse, herunder
økonomi.
Aktiviteterne i aktivitetssalen anbefales genhuset i gymnastiksalene på enten
Grønvangskole eller Østerbyskolen.
Der mangler en afklaring på byggeretsværdi og markedsinteresse for hele området, og
omlægning til boligområdet vil formentlig kræve udarbejdelsen af Lokalplan.

Nedenfor samt i vedhæftede bilag uddybes ovenstående opsamling.
De folkeoplysende foreningers og skoleidrættens facilitetsbehov nu og fremadrettet
På nuværende tidspunkt benyttes Vejen Hallen primært af 8 forskellige folkeoplysende
foreninger, samt Østerbyskolen i forbindelse med skoleidræt. De 8 foreninger er Vejen
Badminton, Vejen Håndboldklub, Vejen Sportsforening, Vejen Gymnastikforening, Lunatic
Cowboys, Bosnisk Fico Fodbold, Askov-Malt UI og Vejen Danseforening. Derudover må det
forventes, at hallen benyttes og bookes ud til andre aktører.
I 2025 var belægningen hos foreningerne følgende:
Hallen benyttes cirka 1100 timer årligt, hvoraf 250 af timerne foregår i aktivitetssalen.
Vejen Badminton er klart den største bruger af hallen med omkring 750-800 årlige timer.

Vejen Danseforening og Lunatic Cowboys er primære brugere af aktivitetssalen. Vejen
Danseforening har i mellemtiden flyttet deres aktiviteter til Mikkelborg Kro.

Størstedelen af foreningerne forventer, at deres timeforbrug vil stige fremover, og nogle
oplever allerede i dag at mangle haltimer.
Vejen Badminton ønsker at fortsætte deres aktivitet i Vejen Hallen, da den er særlig velegnet til
badminton, og de frygter for fællesskabet, hvis aktiviteterne flyttes. Foreningen foreslår også
en model, hvor de fremadrettet kan drifte Vejen Hallen.
Vejen Sportsforening, Vejen Gymnastikforening og Vejen Håndboldklub foretrækker at samle
deres aktivitet i Vejen Idrætscenter. Øvrige brugere er åbne for at anvende andre faciliteter i
byen.
Som bilag er vedlagt foreningernes svar på spørgeskemaet samt referat fra dialogmødet den
7. september.
Østerbyskolen og skoleidræt:
Østerbyskolen og Østerbycentret benytter Vejen Hallen omkring 450-500 timer pr. skoleår til
deres 6-.9. klasser, mens 0.-5. klasse benytter gymnastiksalene på skolen. Skolen benytter
grundlæggende de faciliteter, kommunen stiller til rådighed, men oplever, at Vejen Hallen ikke
rummer de nødvendige faciliteter til deres idrætsundervisningen, og at hallen kun kan rumme
1,5 klasse, hvorfor de må dele idrætsundervisningen op. Transporten til/fra Vejen Idrætscenter
ses ikke som barriere for Østerbyskolens elever, så længe undervisningen ligger i ydertimerne.
Transporten kan dog blive en udfordring for eleverne på Østerbycentret.
Facilitetskapaciteten ved en eventuel nedlæggelse af Vejen Hallen
Foreningernes brug af Vejen Hallen er primært placeret mandag til torsdag mellem kl. 16.00 og
21.00, hvor efterspørgslen på idrætsfaciliteter er størst. Hallens benyttelse er på niveau med
eller højere end sammenlignelige haller i kommunen, og en nedlæggelse vil derfor fjerne
betydelig kapacitet i de mest efterspurgte tidsrum. Det er derfor relevant at vurdere
facilitetskapaciteten ved en eventuel nedlæggelse.
For aktiviteterne i aktivitetssalen vurderer forvaltningen, at Lunatic Cowboys realistisk vil kunne
videreføre deres aktiviteter i gymnastiksalene på Østerbyskolen eller Grønvangskolen.
Forvaltningen har desuden bedt Vejen Idrætscenter vurdere mulighederne for at rumme
aktiviteterne fra Vejen Hallen inden for den eksisterende halkapacitet. Vejen Idrætscenter
vurderer, at aktiviteterne allerede ligger i spidsbelastningsperioderne, og at en flytning derfor vil
kræve omfattende omlægninger i Vejen Idrætscenter, Gesten Fritidscenter og Skodborg
Hallen. En sådan omlægning vil påvirke både nuværende og nye brugere, og erfaringen viser,
at tider uden for de attraktive tidsrum ofte er vanskelige at udnytte i praksis på grund af
udfordringer med at rekruttere frivillige trænere og ledere.
Tilbagemeldingen fra Vejen Idrætscenter understøtter foreningernes oplevelse af begrænset
adgang til haltider i de mest efterspurgte tidsrum. Dette bekræftes af forvaltningens data, som

viser, at Vejen Idrætscenter med omkring 5.500 årlige foreningstimer, er den bedst udnyttede
facilitet i kommunen. Dertil kommer aktiviteter i birum og DGI-timer.
På den baggrund vurderer forvaltningen, at den nuværende kapacitet i Vejen Idrætscenter ikke
i tilstrækkelig grad kan rumme aktiviteterne fra Vejen Hallen ved en eventuel nedlæggelse.
Hvis det nuværende aktivitetsniveau skal opretholdes på hensigtsmæssige tidspunkter og
samtidig imødekomme den forventede udvikling i foreningernes og skoleidrættens behov, vil
der være behov for yderligere halkapacitet. Omfang, indhold og driftsmodel for
erstatningshallen kræver nærmere undersøgelser, og det anbefales, at Vejen Hallen
opretholdes, indtil en eventuel ny hal er etableret.
Vurdering af Scenarie 2 – Vejen Hallen og det grønne område gentænkes til nye formål
Scenarie 2 anbefales at udgå af processen, da den er forbundet med væsentlige usikkerheder
såsom anlægsøkonomi, fremtidig drift, behov og organisering.
På dialogmødet den 22. juni 2026 var der primært opbakning til at bevare hallen med dens
nuværende funktioner. Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke et dokumenteret behov for
at anlægge nyt kulturhus eller fælleshus. Jævnfør Byværks notat risikerer man i højere grad at
trække brugere og driftsmidler væk fra nuværende kulturattraktioner, når man tager Vejens
størrelse i betragtning.
Derudover vil scenariet kræve prioritering af midler til forundersøgelse, anlæg/ombygning af
hallen og det grønne område samt drifts- og vedligeholdelsesmidler. Ydermere skal der
anlægges en erstatningshal, der ligeledes vil kræve afsætning af midler til anlæg samt drift og
vedligehold. Med afsæt i ovenstående vurdering, anbefaler forvaltningen at scenarie 2 udgår af
processen.
Undersøgelser i fase 2
I fase 2 undersøges yderligere forhold med betydning for de enkelte scenarier. Nedenstående
forhold belyses sammen med de allerede kendte forhold på Byrådets temamøde den 15.
december 2026.
Omfanget og indholdet af undersøgelserne i fase 2 afhænger af, hvilke scenarier Udvalget for
Økonomi, Plan og Erhverv beslutter at arbejde videre med. Nedenfor fremgår de forhold, der
kan blive relevante at undersøge:

Markedsinteresse for grunden, hvor byggemulighederne som f.eks. bebyggelsesgrad,
bygningshøjde og en bevarelse af hallen vil have betydning for prisen.
Væsentlige planforhold, hvor ny anvendelse og/eller bebyggelse vil kræve ny lokalplan,
samt behov og plan for fremtidig regnvandshåndtering for midtbyen på grunden.
Udkast til rekreativt område til scenarie 1, herunder budgetoverslag på anlægsudgifter,
samt drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.
Prisoverslag på en erstatningshal.

Ønskes hallen bevaret, skal der gennemføres en statisk undersøgelse af Vejen Hallen.
Rapporten vil foreligge i midten af januar forud for endelig politisk beslutning.

Tidligere behandling
29.04.2026 Byrådet.
19.05.2026 Udvalget for Økonomi, Plan og Erhverv.

Økonomiske konsekvenser
Ikke på nuværende tidspunkt. De endelige økonomiske konsekvenser og forhold er
scenarieafhængigt.

Personalemæssige konsekvenser
Ingen.

Retsregler og andre forskrifter
Kommunalfuldmagten.
Folkeoplysningsloven.

Kilde: Vejen Kommune, Udvalget for Økonomi, Plan og Erhverv, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.