På dagsordenen 10. november, Udvalget for Klima, Miljø og Teknik, Vejen
Orientering om egeprocessionsspinderen (B)
Teknik & Miljø har forberedt tiltag for at sikre en effektiv håndtering af egeprocessionsspinder i Vejen kommune. Egeprocessionsspinderen er en natsommerfugl, hvis larver lever i reder på egetræer.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Klima, Miljø og Teknik, Vejen Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på vejen.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Teknik & Miljø har forberedt tiltag for at sikre en effektiv håndtering af egeprocessionsspinder i
Vejen kommune.
Egeprocessionsspinderen er en natsommerfugl, hvis larver lever i reder på egetræer.
Larver og reder udgør en sundhedsrisiko for mennesker og dyr, da larverne udvikler giftige
brandhår, som kan forårsage irritation af hud og øjne, og i værste fald give luftvejsproblemer
ved kontakt eller indånding. Hårene kan transporteres med vinden, og dermed påvirke
personer uden direkte kontakt med larver eller reder.
Egeprocessionsspinderen har specielt i det seneste år skabt store gener og utryghed, specielt
på Fyn, hvor store forekomster gav alvorlige sundhedsmæssige gener, og gjorde det
nødvendigt at afspærre områder og stisystemer.
Arten er udbredt i store dele af Centraleuropa, og i de seneste år registreret flere steder i
Danmark, herunder på lokaliteter i Østjylland. Det er derfor formentligt et spørgsmål om tid, før
der vil vise sig forekomster i Vejen Kommune. Udbredelsen kan ikke forhindres, men en tidlig
indsats vil være hensigtsmæssig for at skabe et tåleligt niveau.
Teknik & Miljø har iværksat følgende tiltag:
Beredskabsplan
Der er udarbejdet en beredskabsplan, som beskriver procedurer og ansvarsfordeling ved fund
af egeprocessionsspinderen. Ved et bekræftet fund, foretages en konkret vurdering af
situationen. Hvis der vurderes at være risiko for borgere eller brugere af området, kan området
midlertidigt afspærres, der informeres om fundet, og der rekvireres et specialiseret
skadedyrsbekæmpelsesfirma til fjernelse af reder og håndtering af larver.
Information til borgere
Der er udarbejdet information om egeprocessionsspinderen på kommunens hjemmeside med
oplysninger om kendetegn, sundhedsrisici, indberetning af fund og kommunens håndtering af
eventuelle forekomster. Eventuelle fund registreres geografisk, så forekomsten kan overvåges
og indsatsen målrettes.
Indberetning via ”Giv et praj”
I Giv et praj-appen er det muligt at indberette mistanke om fund af larver eller spind, så
observationer kan vurderes og registreres.
Løbende opmærksomhed
Kommunens driftsmedarbejdere er orienteret om arten og holder løbende øje med mulige
forekomster i forbindelse med deres arbejde på kommunale arealer, særligt ved egetræer.
Informationsskilte
Der er produceret skilte, som kan opsættes, hvor det er nødvendigt ved eventuelle fund af
larven.
Egetræer med eller uden fund af egeprocessionsspindere, vil ikke blive fældet, uanset
placering eller omgivelser. Nyplantede egetræer ses efter for reder og larver den første
vækstsæson efter plantning. Alle egetræer til udplantning gennemgås ved levering.
Vejen Kommune arbejder samtidig forebyggende ved at være opmærksom på tilførsel af
egetræer fra områder med konstaterede fund og ved at udvise forsigtighed ved nye plantninger
af egetræer. Desuden kan biodiversitetsfremmende tiltag bidrage til bedre levevilkår for
egeprocessionsspinderens naturlige fjender. Derfor er der fokus på at plante varieret og at lade
græsset gro de steder, hvor det er muligt. Derudover opfordres institutioner til for eksempel at
opsætte mejsekasser.
Forvaltningen følger løbende anbefalinger fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
(SGAV) og tilpasser kommunens beredskab i takt med ny viden om artens udbredelse og
håndtering.
Der er på nuværende tidspunkt ikke statslige tilskudsordninger eller afsatte kommunale midler
specifikt til bekæmpelse af egeprocessionsspinderen. Eventuelle udgifter til overvågning,
bekæmpelse og fjernelse af reder afholdes derfor inden for eksisterende driftsbudgetter eller
finansieres ved særskilt bevilling, hvis omfanget nødvendiggør dette.
Tidligere behandling
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Retsregler og andre forskrifter
Ingen.
Kilde: Vejen Kommune, Udvalget for Klima, Miljø og Teknik, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.