På dagsordenen 3. november, Kultur- og Idrætsudvalget, Vejle
Fornyelse af visionsaftale for Bevæg dig for livet
Bevæg dig for livet er en partnerskabsaftale mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI). Projektets kernefokus er at fremme deltagelse i foreninger, fællesskaber og øge fysisk aktivitet.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur- og Idrætsudvalget, Vejle Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på vejle.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Vejle Kommune indgik i 2019 et visionssamarbejde med DIF og DGI under overskriften Bevæg
dig for livet. Samarbejdet har haft til formål at styrke borgernes muligheder for et aktivt liv og
skabe større sammenhæng mellem kommunale indsatser, idrætsforeninger og lokale
fællesskaber.
I den første aftaleperiode fra 2019 til 2024 er der blandt andet arbejdet med at udvikle nye og
mere inkluderende bevægelsestilbud, styrke frivilligheden og synliggøre de lokale fritids- og
foreningstilbud. Der er desuden udviklet samarbejder på tværs af kommunale fagområder, hvor
medarbejdere med borgerkontakt har fået redskaber til at understøtte borgernes deltagelse i
idræt og fællesskaber.
Erfaringerne fra den første aftaleperiode viser blandt andet, at samarbejdet har bidraget til at
skabe nye relationer mellem kommune og foreningsliv samt styrket mulighederne for at arbejde
med idræt og bevægelse som en del af kommunens øvrige indsatser.
På den baggrund er der udarbejdet et udkast til en ny visionsaftale mellem Vejle Kommune,
DIF og DGI for perioden 1. januar 2027 til 31. december 2031.
Den nye visionsaftale
Den nye aftale viderefører samarbejdet med en ambition om at få flere borgere til at deltage i
idræt, bevægelse og aktive fællesskaber. Samtidig skal samarbejdet bidrage til at styrke det
lokale foreningsliv og skabe bedre sammenhæng mellem kommunens forskellige fagområder
og civilsamfundet.
Et væsentligt udgangspunkt er, at idræt og bevægelse ikke alene har betydning for fysisk
sundhed, men også kan bidrage til trivsel, sociale relationer og deltagelse i fællesskaber.
Samarbejdet skal derfor både understøtte det eksisterende foreningsliv og gøre det lettere for
borgere, der i dag står uden for idræts- og fritidsfællesskaber, at blive en del af dem.
Visionsaftalen omfatter fire overordnede indsatsområder:
Foreningsliv, fællesskaber og frivillighed: Styrkelse af foreningernes udvikling, frivillige
miljøer og lokale fællesskaber. Der vil blandt andet være fokus på at understøtte
rekruttering og fastholdelse af frivillige samt skabe gode rammer for foreningernes
arbejde.
Brobygning og partnerskaber: Udvikling af samarbejder mellem kommune, foreninger og
civilsamfund, der gør det lettere for borgere at finde vej ind i eksisterende idræts- og
fritidsfællesskaber. Herunder kompetenceudvikling af kommunale medarbejdere og
frivillige, der kan understøtte overgangen til lokale aktiviteter.
Børn og unge: Styrkelse af børn og unges deltagelse i idræts- og fritidslivet med særligt
fokus på trivsel, fællesskaber og fastholdelse. Der vil blandt andet blive arbejdet med at
udvikle attraktive og inkluderende tilbud, der tager højde for børn og unges forskellige
behov og interesser.
Voksne og seniorer: Udvikling af lokale og tilgængelige bevægelsestilbud, der
understøtter et aktivt hverdagsliv, sund aldring og sociale fællesskaber. Indsatsen skal
blandt andet gøre det lettere for voksne og seniorer at deltage i aktiviteter tæt på deres
hverdag.
På tværs af indsatsområderne vil der desuden være fokus på at anvende naturen og lokale
uderum som ramme for bevægelse og fællesskaber.
Et centralt mål i aftalen er at øge medlemstætheden i kommunens idrætsforeninger fra 48,8 % i
2025 til 54 % ved udgangen af 2031. Der vil herudover blive fastlagt konkrete måltal og
succeskriterier for de enkelte indsatser i forbindelse med udarbejdelsen af handleplaner.
Organisering og opfølgning
Samarbejdet organiseres med en politisk følgegruppe og en administrativ styregruppe.
Den politiske følgegruppe består af politiske repræsentanter fra Vejle Kommune, DIF og DGI,
herunder borgmesteren samt formændene for Kultur- og Idrætsudvalget og Sundheds- og
Forebyggelsesudvalget. Følgegruppen mødes mindst én gang årligt og skal følge udviklingen,
evaluere målopfyldelsen og drøfte de strategiske prioriteringer i samarbejdet.
Den administrative styregruppe har ansvar for at omsætte visionsaftalen til konkrete
handleplaner, koordinere indsatserne og sikre fremdrift og opfølgning. Den daglige
koordinering varetages af en projektleder i Vejle Kommune, og indsatsen er forankret i
Folkeoplysningsudvalget.
Visionsaftalen er udformet som en overordnet ramme for samarbejdet, hvor de konkrete
aktiviteter og prioriteringer fastlægges løbende. Det giver mulighed for at tilpasse indsatserne
til aktuelle behov og erfaringer i løbet af aftaleperioden.
Visionsaftalen er vedlagt som bilag.
Økonomi
DIF og DGI bidrager samlet med 250.000 kr. årligt til visionsarbejdet og den fælles
projektledelse. Vejle Kommune bidrager med et tilsvarende beløb på 250.000 kr. årligt.
Vejle Kommunes økonomiske bidrag til samarbejdet finansieres af Folkeoplysningsudvalget
inden for den eksisterende økonomiske ramme. Sagen blev behandlet af
Folkeoplysningsudvalget d. 29. februar 2024, hvor Folkeoplysningsudvalget afsatte midler til og
med 2028. Sagen skal dermed genbehandles i Folkeoplysningsudvalget inden udgangen af
2028 for den resterende finansiering. Herudover indgår aktivitetsmidler til konkrete indsatser.
Parterne bidrager desuden med medarbejderressourcer og faglige kompetencer, og der vil
være mulighed for at søge ekstern fondsfinansiering til konkrete projekter.
Klima og resiliensvurdering
Bevæg dig for livet har en betydning for den sociale resiliens ved at understøtte individuel og
kollektiv trivsel og sammenhængskraft
Sagens videre forløb
Sagen skal behandles af Økonomiudvalget og Byrådet.
Indstilling
KULTUR- OG SUNDHEDSDIREKTØREN INDSTILLER,
at visionsaftalen Bevæg dig for livet mellem Vejle Kommune, DIF og DGI for perioden
2027-2031 godkendes.
Kilde: Vejle Kommune, Kultur- og Idrætsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.