Viborg
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 30. september, Økonomi- og Erhvervsudvalget, Viborg

Forslag til lokalplan nr. 667 for solceller ved Kvorning samt tillæg nr. 37 til kommuneplan 2026-2036

Der foreligger forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for solceller ved Kvorning med tilhørende miljørapport og § 25-tilladelse. Forslag til planer med tilhørende miljørapport og §25-tilladelse foreslås sendt i offentlig høring.

Klima og grøntByggeri og lokalplaner

Bydele i sagen: Kvorning

Kort fortalt

Forslaget
  • Forslag til lokalplan nr. 667 og tillæg nr. 37 til Kommuneplan 2025-2036 med tilhørende miljørapport og udkast til § 25-tilladelse vedtages med henblik på offentlig høring i 8 uger
  • Der afholdes borgermøde den 4. november 2026 kl. 17.00-19.00 i Tjelecenteret, Tjelevej 9 i Ørum.
Hvem
Økonomi- og Erhvervsudvalget, Viborg Kommune
Hvornår
Onsdag 30. september 2026
Status
Besluttet. Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler indstillingen fra Klima-, Miljø- og Naturudvalget. Lone Langballe (O) stemmer imod.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen

Hvad kan du gøre?

Hold øje med høringen
Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på viborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren for Teknik & Miljø foreslår, at Klima- og Miljøudvalget indstiller til byrådet,
1. at forslag til lokalplan nr. 667 og tillæg nr. 37 til Kommuneplan 2025-2036 med tilhørende miljørapport og udkast til § 25-tilladelse vedtages med henblik på offentlig høring i 8 uger
2. at der afholdes borgermøde den 4. november 2026 kl. 17.00-19.00 i Tjelecenteret, Tjelevej 9 i Ørum.

Behandling i Klima-, Miljø- og Naturudvalget 17. september 2026

Klima-, Miljø- og Naturudvalget indstiller til byrådet,
1. at forslag til lokalplan nr. 667 og tillæg nr. 37 til Kommuneplan 2025-2036 med tilhørende miljørapport og udkast til § 25-tilladelse vedtages med henblik på offentlig høring i 8 uger
2. at der afholdes borgermøde den 5. november 2026 kl. 17.00-19.00 i Tjelecenteret, Tjelevej 9 i Ørum.

Sagsfremstilling

Historik
Byrådet besluttede den 14. december 2022 (link til sag nr. 9 i byrådet 14. december 2022) at igangsætte planlægningen for Energipark Tjele.
Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede den 21. juni 2023 (link til sag nr. 8 i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 21. juni 2023) på baggrund af en idéfase at fortsætte planlægningen for Energipark Tjele og godkendte notat med behandling af høringssvar fra idéfasen.
Byrådet besluttede den 24. april 2024 (link til sag nr. 4 i byrådet den 24. april 2024) at fremlægge forslag til lokalplan nr. 611 for et område til solceller ved Kvorning samt forslag til tillæg nr. 111 til Kommuneplan 2017-2029 med tilhørende miljørapport og miljøkonsekvensrapport i offentlig høring.
På grund af en fejl i visualisering af solcelleanlægget i miljørapporten besluttede byrådet den 13. november 2024 (link til sag nr. 8 i byrådet den 13. november 2024) at fremlægge forslag til lokalplan nr. 611 for et område til solceller ved Kvorning samt forslag til tillæg nr. 111 til Kommuneplan 2017-2029 med tilhørende miljørapport og miljøkonsekvensrapport i fornyet offentlig høring.
Byrådet besluttede den 23. april 2025 (link til sag nr. 3 i byrådet den 23. april 2025) at vedtage lokalplan nr. 611, tillæg nr. 111 til Kommuneplan 2017-2029 samt miljørapport og § 25tilladelse endeligt.
Forhold til klage
Planklagenævnet samt Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 17. december 2025 ophævet lokalplan nr. 611 for et område til solceller ved Kvorning og kommuneplantillæg nr. 111 til kommuneplan 2017-2029 med tilhørende miljørapport samt § 25-tilladelse til etablering af solcelleanlæg og vindmøller og hjemvise til fornyet behandling i kommunen.
Desuden har Planklagenævnet den 11. marts 2026 truffet afgørelse om at ophæve kommuneplanramme 06.TA.01 i kommuneplan 2025-2036, hvor førnævnte kommuneplantillæg var indarbejdet, inden det blev ophævet. I
I begge afgørelser vurderede nævnene, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad har belyst solcelleprojektets mulige påvirkning af nærliggende Natura 2000-områder.
Byrådet besluttede den 25. februar 2026 (link til sag nr. 4 i byrådet den 25. februar 2026 ), at planlægningen for solcelleanlæg ved Kvorning skal fortsætte med henblik på udarbejdelse af en habitatkonsekvensvurdering samt en vedtagelse af et justeret plangrundlag.
Inddragelse og høring

Der er i forbindelse med det ophævede plangrundlag afholdt borgermøder, idéfase samt offentlig høring. Idéfasen blev afholdt for det samlede projekt Energipark Tjele, hvor solceller ved Kvorning indgik som første skridt.
Planforslag var i høring fra den 25. april til den 2. juli 2024. Der er grundet fejl i visualiseringerne i miljørapporten foretaget endnu en offentlig høring fra den 21. november 2024 til den 16. januar 2025.
Beskrivelse
Plan- og projektområdet ved Kvorning er for et solcelleanlæg på 62 hektar. Oversigtskort er i bilag 1.
På baggrund af byrådets beslutning om at planlægningen for solcelleanlæg ved Kvorning skal fortsætte med henblik på vedtagelse af justeret plangrundlag, har forvaltningen udarbejdet et udkast til forslag til tillæg nr. 37 til Kommuneplan 2025-2036, som er i bilag 2, samt et udkast til forslag til lokalplan nr. 667, som er i bilag 3.
Link til de digitale planforslag er her: Link til forslag til lokalplan nr. 667 Link til forslag til kommuneplantillæg nr. 37
Forslag til tillæg nr. 37 til Kommuneplan 2025-2036
Med kommuneplantillægget udlægges et nyt rammeområde til tekniske anlæg, der giver mulighed for solcelleanlæg med tilhørende tekniske anlæg. Der ændres ikke i øvrige retningslinjer i kommuneplan 2025-2036.
Forslag til lokalplan nr. 668
Lokalplanforslagets formål er at udlægge området til et solcelleanlæg med tilhørende tekniske anlæg samt sikre en harmonisk ensartet opstilling af solcellerne og en afskærmende beplantning, så etableringen af anlægget tager mest muligt hensyn til omkringliggende landskab, natur og naboer.
Planforslaget sikrer desuden, at arealerne tilbageføres til jordbrugsmæssig anvendelse eller henlægges som natur, når solcelleanlægget tages ud af drift, ligesom planen i solcelleanlæggets driftsperiode sikrer, at den økologiske forbindelse sikres og faunapassagen fortsat eksisterer på tværs af området.
Planområdet ligger i landzone og skal forblive i landzone. Planforslaget fastlægger, at planen erstatter de landzonetilladelser, der ellers vil være nødvendige, for at projektet kan gennemføres.

Planforslaget fastslår, at alle solcellepaneler i anlægget skal være af samme type og med samme udseende. Som enten kan være solceller på trackere, der opstilles i parallelle rækker i nord-sydliggående retning, som kan dreje efter solen, eller faste, sydvendte solcellepaneler.
Planforslaget giver desuden mulighed for etablering af en transformerstation centralt i planområdet med udendørs tekniske konstruktioner med en maksimal højde på 8,5 meter. Derudover kan der opsættes lynafledere med en højde på op til 25 meter.
Med den endelige vedtagelse af planforslagene vil lokalplanen være i overensstemmelse med Kommuneplan 2025-2036.
Borgermøde
Forvaltningen foreslår, at der afholdes borgermøde om planforslagene den 4. november 2026 kl. 17.00-19.00 i Tjelecenteret, Tjelevej 9, Ørum, 8830 Tjele.
Miljørapport
Der er udarbejdet en miljørapport for planerne, og det konkrete projekt, der er i bilag 4. Tilhørende bilag til miljørapporten er i bilag 4. Miljørapporten skal i høring samtidig med planforslagene.
I miljørapporten fokuseres der i hovedtræk på:
Landskabelig og visuel påvirkning samt genskin Kulturarvsinteresser Energi og klima Naturinteresser Støj, vibrationer og refleksioner Arealforbrug og arealanvendelse Jordbund og grundvand
I miljørapporten vurderes det, at planerne og projektet ikke vil give anledning til en væsentligt negativ påvirkning af de undersøgte forhold. Planerne vil give mulighed for et solcelleanlæg, som bl.a. kan forandre landskabsoplevelsen og forholdene for naturen i området og give anledning til støj og vibrationer fra de tekniske installationer. Det vurderes samlet set, at planerne og projektet ikke vil have en væsentlig negativ påvirkning med de valgte afværgeforanstaltninger.
Afværgeforanstaltningerne er bl.a. fastlagt i planforslagenes rammer og bestemmelser og vil i

det omfang, det ikke kan fastlægges i planerne, blive fastlagt som vilkår i den tilladelse til projektet, der skal gives i henhold til § 25 i miljøvurderingsloven. Udkast til tilladelse er i bilag 6.
Der er foretaget en ny vurdering af, hvorvidt projektet kan have indflydelse på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områderne. Det har ikke kunne udelukkes, at projektet i anlægsfasen har en væsentlig påvirkning på damflagermusen, som er på udpegningsgrundlaget for begge nærliggende Natura 2000-områder. Der er derfor, i forbindelse med miljørapporten, foretaget en konsekvensvurdering for Damflagermusen. Det er vurderet, at eventuelle rasteforekomster af damflagermus indenfor 200 meter af plan- og projektområdet vil kunne flytte til andre bygninger i sommerperioden og resten af året ikke er i området og derfor ikke kan støjpåvirkes i anlægsfasen.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Planforslagene og den samlede miljørapport samt udkast til § 25-tilladelse forventes sendt i offentlig høring fra oktober 2026 til december 2026.
Høringssvar vil efterfølgende blive behandlet og forventes forelagt til endelig politisk behandling primo 2027.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Lov om fremme af vedvarende energi indeholder en ordning for værditab på beboelsesejendomme, som skyldes solcelleanlæg.
Loven indeholder desuden en salgsordning og en bonusordning for beboelsesejendomme i en afstand på op til 200 meter til solcelleanlægget, hvor boligen enten kan sælges til en værdi fastsat af en uafhængig taksationsmyndighed, eller hvor boligen kan få en årlig kontant skattefri bonus.
Hvis projektet realiseres, skal opstiller senest 14 hverdage efter første producerede kilowatttime indbetale til Grøn Pulje. Opstiller skal senest 4 uger efter, at der er meddelt byggetilladelse, give kommunen besked om opstiller ønsker at indbetale i rater. I så fald kan beløbet indbetales i årlige rater over højst 7 år med lige store indbetalinger.
Beløbet forventes at udgøre ca. 7,5 mio. kr. Kommunen administrerer puljen, som kan anvendes bredt til tiltag jf. administrationsgrundlaget.
Juridiske og planmæssige forhold

Hvis planerne vedtages endeligt, kræver projektet en tilladelse efter § 25 i miljøvurderingsloven. Udkast til tilladelse er bilag 6.

Beslutning

Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler indstillingen fra Klima-, Miljø- og Naturudvalget.
Lone Langballe (O) stemmer imod.
Stine Damborg (C) deltog ikke i Økonomi- og Erhvervsudvalgets behandling af sagen på grund af inhabilitet.

Kilde: Viborg Kommune, Økonomi- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.