På dagsordenen 4. november, Økonomi- og Erhvervsudvalget, Viborg
Endelig vedtagelse af forslag til Vandforsyningsplan 2026
Forslag til Vandforsyningsplan 2026 med tilhørende miljørapport har været i 8 ugers offentlig høring. Der er kommet 27 høringssvar. Disse har medført en række mindre ændringer til vandforsyningsplanen, mens indholdet overordnet set er uændret.
Kort fortalt
- Forslaget
- Forslag til Vandforsyningsplan 2026 vedtages endeligt med nævnte ændringer
- Den sammenfattende redegørelse om miljøvurdering godkendes.
- Hvem
- Økonomi- og Erhvervsudvalget, Viborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 4. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på viborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Teknik & Miljø foreslår, at Klima-, Miljø- og Naturudvalget indstiller til
byrådet,
1. at forslag til Vandforsyningsplan 2026 vedtages endeligt med nævnte ændringer, og
2. at den sammenfattende redegørelse om miljøvurdering godkendes.
Behandling i Klima-, Miljø- og Naturudvalget 22. oktober 2026
Klima-, Miljø- og Naturudvalget indstiller til byrådet,
1. at forslag til Vandforsyningsplan 2026 vedtages endeligt med nævnte ændringer, og
2. at den sammenfattende redegørelse om miljøvurdering godkendes.
Sagsfremstilling
Historik
Byrådet besluttede den 24. juni 2026 at sende forslag til Vandforsyningsplan 2026 og
tilhørende miljørapport i 8 ugers offentlig høring (link til sag nr. 5 i byrådet den 24. juni 2026).
Inddragelse og høring
Forslag til Vandforsyningsplan 2026 og tilhørende miljørapport har været i offentlig høring fra
25. juni 2026 til 20. august 2026. Der er kommet 27 høringssvar. Disse er hovedsageligt fra
vandværker i kommunen og er indsendt i forbindelse med høringen af selve
vandforsyningsplanen. Der er ikke indkommet høringssvar til miljørapporten.
Høringssvar samt forvaltningens behandling af høringssvarene fremgår af bilag 1 og 2.
En liste over alle indkomne høringssvar findes i bilag 1, mens forvaltningens behandling af
høringssvarene findes i bilag 2.
Beskrivelse
Der er udarbejdet et forslag til en ny vandforsyningsplan, da den eksisterende plan er forældet,
og der er et behov for at sikre, at planen er relevant og effektiv i forhold til fremtidigt vandbehov
i Viborg Kommune.
Ifølge vandforsyningslovens § 14 er det kommunalbestyrelsen, der udarbejder planer for,
hvordan vandforsyningen i kommunen skal tilrettelægges.
Vandforsyningsplanen skal primært fastlægge, hvilke vandværker forsyningen skal bygge på,
og hvilke områder de enkelte vandværker skal forsyne (vandforsyningsstrukturen). Desuden
kan vandforsyningsplanen indeholde retningslinjer, som beskriver kommunens administration
indenfor vandforsyningsområdet.
Endelig skal vandforsyningsplanen præsentere et opdateret datagrundlag for vandværkerne
med følgende oplysninger:
Ledningsoplysninger
Vandværkets tekniske tilstand
Vandkvalitet
Muligheder for et samarbejde mellem de enkelte vandværker, der kan øge den samlede
forsyningssikkerhed
Selve planen er bygget op omkring følgende dele:
Indledning: Her beskrives overordnede lovgivningsmæssige og planmæssige rammer
Statusdel: Her beskrives status på vandforsyningsområdet i Viborg Kommune, hvor
udfordringer for forsyningen identificeres
Plandel: Her fastlægges de overordnede rammer og udviklingslinjer for den fremtidige
vandforsyning i Viborg Kommune (vandforsyningsstruktur) samt retningslinjer for den
fremtidige administration af området
Forslag til Vandforsyningsplan 2026 fastsætter en række nye retningslinjer, der skal
understøtte målsætningerne om:
høj drikkevandskvalitet
en bæredygtig indvinding af grundvand
høj grad af forsyningssikkerhed
De væsentligste tilføjelser til retningslinjerne er inden for forsyningssikkerhed, da det er her, de
største udfordringer er blevet identificeret. Vandværkerne skal derfor fremover have øget fokus
på it-sikkerhed og nødforsyning ved drikkevandsforurening eller strømsvigt.
Forvaltningen lægger fortsat op til, at den decentrale forsyningsstruktur skal bevares på sigt,
hvorfor de største værker i kommunens delområder tillægges et større ansvar ift. samarbejde
og grundvandsbeskyttelse i lokalområdet. I forslaget til Vandforsyningsplan 2026 introduceres
derfor en udvidet kategorisering af vandværker, der består af kategori A+, A og B:
A+ vandværker er de største vandværker i kommunen, der forventes øget
forsyningsforpligtelse og forventes at være de bærende kræfter inden for
vandsamarbejdet
A vandværker er større vandværker, der forventes øget forsyningsforpligtelse inden for
deres eget forsyningsområde og forventes at bidrage væsentligt til deres
vandsamarbejde
B vandværker er de mindste vandværker, der opfylder et lokalt behov, men kun ønskes
bevaret i det omfang, de kan levere rent drikkevand. B vandværker forventes ikke at
udvide deres forsyning til nye forbrugere.
Der er udpeget 6 A+ vandværker, 31 A vandværker og 22 B vandværker i kommunen.
Kommunens samlede antal vandforsyningsområder er faldende, da flere vandværker foreslås
kategoriseret som B vandværker, der ikke har deres eget vandforsyningsområde. Den
decentrale vandforsyningsstruktur vurderes bevaret med 37 resterende
vandforsyningsområder, der bliver tilsvarende større.
Den udvidede kategorisering stemmer desuden overens med grundlaget for den opdaterede
risikovurdering af vandværkernes BNBO fra januar 2025, hvor vandværkernes rolle i forhold til
Viborg Kommunes fremtidige vandforsyningsstruktur blev inddraget i vurderingen.
Forvaltningens forslag til en inddeling af vandværkerne i 3 kategorier fremfor 2 er således
udarbejdet i forlængelse af denne vurdering.
Et væsentligt bilag til vandforsyningsplanen er handleplaner for de almene vandværker i Viborg
Kommune. I handleplanerne beskrives vandværkets tilstand ved seneste tilsyn, eventuelle
forbedringer, udviklingen i vandkemi og samt vandværkets rolle og kategorisering i forhold til
den fremtidige vandforsyningsstruktur i kommunen. Vandværkerne har i juni 2025 fået
fremsendt udkast til handleplaner til kommentering. Indkomne bemærkninger har udelukkende
været af teknisk karakter, og planerne er blevet tilrettet herefter.
Forslag til Vandforsyningsplan 2026 er udarbejdet i kommunens planportal og kan tilgås via
følgende link: Vandforsyningsplan 2026.
Forslag til Vandforsyningsplan 2026 kan desuden findes i bilag 3.
Der er desuden udarbejdet en miljørapport, hvor det vurderes, hvilke væsentlige miljømæssige
konsekvenser Vandforsyningsplan 2026 kan forårsage. Rapporten konkluderer, at
Vandforsyningsplan 2026 ikke forventes at medføre sandsynlige væsentlige påvirkninger af
miljøet. Der foreslås derfor ikke yderligere overvågning eller afbødende foranstaltninger.
Sammen med vandforsyningsplanen har miljørapporten hertil også været i høring. Ud fra
miljørapporten er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse, der beskriver, hvordan
miljøhensyn er integreret i planen og hvordan høringssvar til miljørapporten er taget i
betragtning. Den sammenfattende redegørelse konkluderer, at da planen ikke medfører
miljømæssige konsekvenser, er yderligere miljøhensyn ikke taget i betragtning. Den
sammenfattende redegørelse kan findes i bilag 4. Den sammenfattende redegørelse og
miljørapporten offentliggøres sammen med vandforsyningsplanen.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Intet.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Vandforsyningsplanlægningen medfører ikke udgifter for Viborg Kommune. Udgifter til
nødforsyning, drikkevandsbeskyttelse mm. afholdes af vandværkerne.
Juridiske og planmæssige forhold
Vandforsyningsplanen anvendes som det overordnede plan- og beslutningsgrundlag i
kommunen.
Planen er bindende for vandværkerne i den forstand, at vandværkerne ikke må anlægge
vandledninger eller foretage andre aktiviteter, der strider imod planen. Planen fastlægger
forsyningsområder, og vandværker er bundet af disse områder med hensyn til, hvilke
ejendomme de må/skal tilslutte.
Kilde: Viborg Kommune, Økonomi- og Erhvervsudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.