På dagsordenen 3. november, Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, Vordingborg
Beslutningssag - Lokalplejehjem i plejeboligstrategien
Administrationen indstiller, at der afventes yderligere erfaringer med den praktiske implementering af etablering eller omlægning til lokalplejehjem, før scenariet kvalificeres yderligere i arbejdet med plejeboligstrategien 2027-2050 at der træffes beslutning om, at Vordingborg Kommune skal søge Social- og Boligstyrelsens ansøgningspulje til etablering af lokalplejehjem.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, Vordingborg Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på vordingborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Med ældrereformen er der indført mulighed for, at kommuner kan etablere lokalplejehjem som en ny
organisering af driften af plejehjem. Et lokalplejehjem drives som et selvstændigt aktieselskab med egen
bestyrelse og med en større grad af lokal beslutningskompetence end et kommunalt drevet plejehjem.
Kommunen har samtidig fortsat ansvaret for visitation og finansiering af de visiterede pladser.
Det daværende Social- og Sundhedsudvalg blev første gang orienteret om muligheden for at etablere eller
omlægge et kommunalt plejehjem til lokalplejehjem på mødet den 1. april 2025. Udvalget bad i den forbindelse
administrationen arbejde videre med mulighederne og konsekvenserne ved modellen.
På mødet den 2. juni 2026 blev Udvalget for Social, Ældre og Sundhed efterfølgende præsenteret for en sag
om tidsplanen for arbejdet med plejeboligstrategien 2027-2050. Det blev her besluttet, at scenarier for
etablering eller omlægning til lokalplejehjem skulle indgå i arbejdet med plejeboligstrategien.
Arbejdet med lokalplejehjem omfatter blandt andet økonomiske, juridiske, organisatoriske og driftsmæssige
forhold. Der er samtidig fortsat begrænsede erfaringer med modellen, da kommuner, der arbejder med
lokalplejehjem, fortsat befinder sig i en undersøgende og afklarende fase.
Social- og Boligstyrelsen har åbnet en statslig ansøgningspulje, hvor kommuner kan søge om 4 mio. kr. til
midlertidige administrative udgifter i forbindelse med etablering eller omlægning til lokalplejehjem.
Ansøgningsfristen er den 11. november 2026. Puljen fordeles efter først-til-mølle-princippet og kan derfor blive
lukket, før fristen udløber.
En ansøgning skal vedlægges en ledelseserklæring, der dokumenterer opbakning på kommunens øverste
ledelsesniveau. Erklæringen skal tilkendegive, at kommunen ønsker at etablere eller omlægge et kommunalt
plejehjem til lokalplejehjem. En ansøgning indebærer dermed en tilkendegivelse om, at kommunen ønsker at
arbejde hen imod etablering eller omlægning til lokalplejehjem. Tilskuddet kan anvendes til midlertidige
administrative udgifter i perioden fra den 1. januar 2027 til den 31. december 2029.
Formålet med denne sag er at orientere udvalget om rammerne for lokalplejehjem, herunder modellens
muligheder og konsekvenser, samt præsentere de forhold, som administrationens indledende afdækning har
peget på. Sagen skal samtidig give udvalget et grundlag for at drøfte den videre tilgang til lokalplejehjem som
scenarie i arbejdet med plejeboligstrategien 2027-2050, herunder om der på nuværende tidspunkt skal
arbejdes videre med at kvalificere scenariet, eller om det er hensigtsmæssigt at afvente yderligere erfaringer
fra andre kommuner. Sagen synliggør samtidig de forhold, der vil være nødvendige at belyse nærmere, hvis
lokalplejehjem på et senere tidspunkt skal danne grundlag for en konkret beslutningssag. Notat med
uddybende forklaring og sammenligning af de tre modeller for plejehjem er vedlagt som bilag.
Udvalget skal desuden drøfte, om kommunen ønsker at søge den statslige pulje. En ansøgning forudsætter, at
kommunen ønsker at etablere lokalplejehjem eller omlægge et kommunalt plejehjem til lokalplejehjem. Da de
konkrete scenarier for fremtidens plejeboliger i Vordingborg Kommune først belyses i det videre arbejde med
plejeboligstrategien, skal udvalget drøfte, om det er relevant at søge puljen, inden dette arbejde er afsluttet.
Hvad er et lokalplejehjem?
Et lokalplejehjem er en særlig organiseringsform for et plejehjem, hvor plejehjemmet etableres som et
aktieselskab ejet af en eller flere kommuner. Private aktører kan ikke være medejere. Medarbejderne er ansat
i aktieselskabet og ikke i kommunen.
Lokalplejehjemmet har en selvstændig bestyrelse med blandt andet lokal tilknytning og kompetencer fra
erhvervsliv og civilsamfund. Bestyrelsen har ansvaret for driften, og kommunalbestyrelsen kan ikke give
bestyrelsen et juridisk bindende mandat. Modellen giver dermed ledelse og bestyrelse større frihed til at
tilrettelægge driften og udvikle plejehjemmet lokalt. Det kan blandt andet give mulighed for at udvikle tilbud,
aktiviteter og samarbejder med udgangspunkt i lokale ønsker og behov og for at inddrage kompetencer og
ressourcer fra lokalsamfundet.
Lokalplejehjemmet er fortsat en del af kommunens forsyningsforpligtelse. Kommunen varetager visitation og
har anvisningsretten til plejehjemmet. Kommunen betaler lokalplejehjemmet for den hjælp og støtte, som
borgerne er visiteret til, efter en fastsat afregningspris. Et lokalplejehjem kan ikke afvise borgere, som
kommunen visiterer til tilbuddet. Kommunen har dermed fortsat det overordnede ansvar for ældreplejen, selv
om den konkrete drift er placeret i en selvstændig organisation.
Lokalplejehjemmet kan desuden tilbyde tilkøbsydelser ud over de kommunalt finansierede ydelser.
Økonomiske forhold ved lokalplejehjem
Etablering af et lokalplejehjem adskiller sig økonomisk fra driften af et kommunalt plejehjem.
Kommunen kan ikke yde lån eller stille garanti for lokalplejehjemmets lån. Finansiering skal derfor som
udgangspunkt ske på markedsvilkår gennem et pengeinstitut. Kommunen kan heller ikke uden videre tilføre
kapital til selskabet, da dette skal ske inden for de gældende regler for blandt andet markedsinvestorprincippet
og statsstøtte.
En eventuel konkurs i lokalplejehjemmets aktieselskab vil ikke medføre, at kommunen hæfter for selskabets
gæld ud over sit kapitalindskud. Kommunen har imidlertid fortsat forsyningsansvaret for beboerne og skal
derfor sikre, at de fortsat modtager den hjælp og støtte, de har krav på. En eventuel konkurs kan dermed få
økonomiske og organisatoriske konsekvenser for kommunen.
Lokalplejehjemmet skal samtidig kunne få økonomien til at hænge sammen på baggrund af den betaling, som
kommunen yder for de visiterede borgere, samt eventuelle indtægter fra tilkøbsydelser.
Den økonomiske bæredygtighed hænger blandt andet sammen med lokalplejehjemmets størrelse,
kommunens afregning for de visiterede borgere og de forventede driftsudgifter. Et realistisk driftsbudget vil
derfor skulle tage højde for en række forhold, som fortsat er under afklaring, herunder hvordan et
lokalplejehjems størrelse og organisering påvirker driftsøkonomien, og hvordan kommunens betaling for
pladserne vil hænge sammen med lokalplejehjemmets samlede driftsudgifter.
Erfaringer og opmærksomhedspunkter
Der er fortsat begrænset praktisk erfaring med lokalplejehjem. Som led i den indledende afdækning har
administrationen indhentet erfaringer og perspektiver fra en række kommuner, der arbejder med modellen. De
kommuner, som administrationen har været i kontakt med, befinder sig i en undersøgende og afklarende fase,
og administrationen er ikke bekendt med kommuner, der på nuværende tidspunkt er nået længere i
processen.
Afdækningen peger på, at særligt økonomi, organisering og bestyrelsens sammensætning er centrale forhold,
som skal afklares, ved en eventuel etablering. På det økonomiske område er der blandt andet behov for større
klarhed over de økonomiske forudsætninger for et lokalplejehjem, herunder sammenhængen mellem
størrelse, kommunens betaling for pladserne og de samlede driftsudgifter.
Etablering som aktieselskab indebærer samtidig en anden rollefordeling mellem kommune, bestyrelse og
ledelse end ved kommunal drift. Det er ydermere nødvendigt at beslutte, hvilke funktioner og administrative
opgaver der skal ligge i selskabet, og hvilke opgaver kommunen eventuelt kan varetage for lokalplejehjemmet.
Bestyrelsens sammensætning og rekruttering er ligeledes et centralt forhold, idet bestyrelsen både skal kunne
varetage sit ansvar for et aktieselskab og bidrage til lokal forankring gennem relevante kompetencer og
tilknytning til lokalsamfundet.
Omfanget af de organisatoriske og praktiske spørgsmål vedrørende lokalplejehjem afspejles også i arbejdet i
andre kommuner. Her indgår blandt andet bredere arbejds- eller opgavegrupper med deltagelse af politikere,
medarbejdere, fagpersoner og lokale aktører i afdækningen af mulighederne med lokalplejehjem.
Samlet set peger den indledende afdækning på en række forhold, som fortsat er under afklaring, og hvor der
endnu ikke foreligger tilstrækkelige praktiske erfaringer til at vurdere den konkrete model og dens
konsekvenser. Afdækningen giver derfor ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at pege på én bestemt
model for etablering af lokalplejehjem.
Foreslået videre proces
Lokalplejehjem indgår som scenarie i arbejdet med plejeboligstrategien 2027-2050. Den indledende
afdækning viser imidlertid, at der fortsat er begrænset praktisk erfaring med etablering og omlægning til
lokalplejehjem, og at en række centrale økonomiske, organisatoriske og driftsmæssige forhold fortsat er under
afklaring.
Der arbejdes i flere kommuner videre med modellen, og de kommende erfaringer vil blandt andet kunne give
større viden om de økonomiske, organisatoriske og driftsmæssige konsekvenser ved etablering eller
omlægning til lokalplejehjem. Administrationen vurderer derfor, at beslutningsgrundlaget for en nærmere
kvalificering af scenariet vil kunne styrkes ved at afvente yderligere erfaringer med den praktiske
implementering af modellen.
Det foreslås på den baggrund, at scenariet ikke kvalificeres yderligere på nuværende tidspunkt, men at de
erfaringer, der opnås i andre kommuner, følges frem mod den videre behandling af plejeboligstrategien. På
det tidspunkt vil der være et bedre grundlag for at vurdere, om og hvordan lokalplejehjem bør indgå i den
videre planlægning i Vordingborg Kommune.
Administrationen bemærker at forslag til plejeboligstrategi vil blive forelagt til drøftelse på
kommunalbestyrelsens temamøde den 11. februar 2027.
Indstilling
Administrationen indstiller,
at
der afventes yderligere erfaringer med den praktiske implementering af etablering eller
omlægning til lokalplejehjem, før scenariet kvalificeres yderligere i arbejdet med
plejeboligstrategien 2027-2050
at
der træffes beslutning om, at Vordingborg Kommune skal søge Social- og Boligstyrelsens
ansøgningspulje til etablering af lokalplejehjem.
Bilag
- Bilag - Tre modeller for plejehjem
Kilde: Vordingborg Kommune, Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.