Spring til indholdet
Vordingborg
Skift kommune
KøbenhavnVordingborgAlle kommuner

På dagsordenen 3. november, Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, Vordingborg

Beslutningssag - Næste brugertilfredshedsundersøgelse på ældreområdet

Administrationen indstiller, at kommunens gennemførsel af brugertilfredshedsundersøgelse på hjemmeplejeområdet og plejecentrene rykkes fra december 2027 til primo 2028 godkendes.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, Vordingborg Kommune
Hvornår
Tirsdag 3. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på vordingborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Ældreministeriet gennemfører hvert andet år nationale brugertilfredshedsundersøgelser på ældreområdet.
Undersøgelserne gennemføres særskilt for henholdsvis hjemmeplejeområdet og plejehjemsområdet.
Undersøgelserne gennemføres af Danmarks Statistik på vegne af Ældreministeriet.
Det daværende Social- og Sundhedsudvalg blev den 23. september 2025 orienteret om Ældreministeriets
brugertilfredshedsundersøgelse på hjemmeplejeområdet. Danmarks Statistik havde i perioden november 2024
til februar 2025 indsamlet data om borgernes tilfredshed med den hjemmehjælp, de modtager.
På mødet i Udvalget for Social, Ældre og Sundhed den 13. januar 2026 blev udvalget tilsvarende orienteret
om Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse på plejehjemsområdet. Danmarks Statistik havde i
perioden januar til juni 2025 indsamlet data om borgernes tilfredshed med forholdene på det plejehjem, de bor
på.
De to undersøgelser vil således blive gentaget i 2026 og 2027. Den næste nationale undersøgelse på
hjemmeplejeområdet vil have en indsamlingsperiode fra november 2026 til marts 2027. Det forventes, at den
næste undersøgelse på plejehjemsområdet gennemføres i perioden fra januar 2027 til juni 2027.
I de tidligere sager om Ældreministeriets nationale brugertilfredshedsundersøgelser blev det beskrevet, at
administrationen ville gennemføre kommunale brugertilfredshedsundersøgelser i de mellemliggende år.
Formålet med denne sag er at give udvalget et samlet overblik over administrationens arbejde med
brugertilfredshedsundersøgelser og udsigterne for kommunens næste egen brugertilfredshedsundersøgelse.
Sagen indstiller samtidig, at tidspunktet for den næste kommunale undersøgelse rykkes, så dataindsamlingen
ikke ligger samtidig med Ældreministeriets nationale undersøgelse. Sagen indeholder desuden et forslag til
tidsplan for den næste kommunale brugertilfredshedsundersøgelse.
Administrationens arbejde med brugertilfredshed
Brugertilfredshedsundersøgelser skal give kommunen systematisk viden om, hvordan borgerne oplever den
pleje, omsorg og rehabilitering, de modtager. Resultaterne indgår sammen med øvrig viden om kvaliteten i
kommunens tilbud og kan pege på områder, hvor der er behov for særlig opmærksomhed eller udvikling.
Administrationens arbejde med resultaterne sker blandt andet gennem dialog med de relevante ledere og
fagområder. Resultaterne kan indgå i arbejdet med implementeringen af Ældreloven og i den løbende
udvikling af kommunens tilbud. De kan samtidig være et pejlemærke for, hvor der er behov for at undersøge et
område nærmere eller sætte fokus på konkrete udviklingsområder.
Brugertilfredshedsundersøgelserne står ikke alene. Resultaterne ses sammen med blandt andet faglige
vurderinger, øvrige kvalitetsdata, henvendelser og klager fra borgere og pårørende samt erfaringer fra
medarbejdere og ledere. På den måde anvendes brugertilfredshed som én del af det samlede grundlag for
arbejdet med kvalitet og udvikling.
Kommunens næste brugertilfredshedsundersøgelse
Kommunens næste egen brugertilfredshedsundersøgelse er planlagt til påbegyndelse i 2027.
Administrationen har derfor undersøgt mulighederne for at gennemføre en samlet undersøgelse, der omfatter
hjemmeplejen, herunder både kommunale og eksterne leverandører, samt plejecentrene.

Det vurderes, at dataindsamlingen tidligst kan gennemføres i perioden fra december 2027 til marts 2028.
Denne periode er sammenfaldende med dataindsamlingsperioden for Ældreministeriets nationale
brugertilfredshedsundersøgelse på hjemmeplejeområdet og forventes også at være sammenfaldende med
dataindsamlingsperioden for den nationale brugertilfredshedsundersøgelse på plejehjemsområdet.
En kommunal undersøgelse i samme periode vil derfor betyde, at borgere, pårørende og medarbejdere vil
blive mødt af både en national og en kommunal brugertilfredshedsundersøgelse på samme tid.
Undersøgelserne vil i vidt omfang spørge ind til de samme forhold. Det kan skabe uklarhed om formålet med
de enkelte undersøgelser og gøre det mere belastende for borgere og pårørende at deltage og for
medarbejderne at understøtte undersøgelserne.
Det vil samtidig være forbundet med et betydeligt ressourcetræk at gennemføre den kommunale
undersøgelse. Der vil være udgifter til en ekstern konsulentvirksomhed til gennemførelse af dataindsamlingen,
ligesom undersøgelsen vil kræve ressourcer i administrationen til blandt andet koordinering, understøttelse af
dataindsamlingen og efterfølgende bearbejdning og opfølgning på resultaterne.
Administrationen vurderer på den baggrund, at den kommunale undersøgelse bør rykkes til et tidspunkt, hvor
den ikke gennemføres samtidig med de nationale undersøgelser. Administrationen indstiller derfor til, at
kommunens næste egen brugertilfredshedsundersøgelse gennemføres primo 2028 med henblik på
præsentation af resultaterne medio 2028.
Undersøgelsen vil blive gennemført som én samlet brugertilfredshedsundersøgelse med en særskilt del for
hjemmeplejen, herunder både kommunale og eksterne leverandører, og en særskilt del for plejecentrene.
Resultaterne opgøres og afrapporteres særskilt for de to områder.
Foreslået tidsplan
• November 2026 – marts 2027: Danmarks Statistik gennemfører på vegne af Ældreministeriet en
brugertilfredshedsundersøgelse for hjemmehjælpen
• Januar 2027 – juni 2027: Danmarks Statistik forventes på vegne af Ældreministeriet at gennemføre en
brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem
• Ultimo 2027: Udvalget præsenteres for resultaterne af Ældreministeriets
brugertilfredshedsundersøgelse for hjemmehjælpen
• Primo 2028: Udvalget præsenteres for resultaterne af Ældreministeriets
brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem
• Primo 2028: Gennemførsel af kommunens brugertilfredshedsundersøgelse omfattende alle
leverandører i hjemmeplejen samt plejecentrene
• Medio 2028: Udvalget præsenteres for resultaterne af kommunens brugertilfredshedsundersøgelse
omfattende alle leverandører i hjemmeplejen samt plejecentrene.

Indstilling

Administrationen indstiller,
at

kommunens gennemførsel af brugertilfredshedsundersøgelse på hjemmeplejeområdet og
plejecentrene rykkes fra december 2027 til primo 2028 godkendes.

Kilde: Vordingborg Kommune, Udvalget for Social, Ældre og Sundhed, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.