Besluttet 5. maj, Økonomiudvalget, Aabenraa
Placering af boring til nyt vandværk, Arwos
Plan, Teknik & Miljø indstiller, at det tilkendegives overfor Arwos, at kommunen ikke agter at give en tilladelse til drikkevandsboring, der kan indskrænke udnyttelsesmuligheden af det kommuneplanlagte erhvervsområde 1.1.130.E., eller forventes at indskrænke udnyttelsesmuligheder i eksisterende erhvervsområder.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Aabenraa Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 5. maj 2026
- Status
- Besluttet. Udsat.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I denne sag lægges der op til, at der træffes beslutning om muligheder for placering af ny
drikkevandsboring i relation til mulige konsekvenser for erhvervsudviklingen i området Egelund.
Arwos har udarbejdet en drikkevandsstrategi, der vurderer, at det er hensigtsmæssigt at
etablere et helt nyt vandværk med nyt kildefelt til Arwos’ forsyningsområde som erstatning for
de to eksisterende vandværker i Aabenraa by.
Forvaltningen ser meget positivt på strategien og arbejdet med øget forsyningssikkerhed og
fremtidssikring.
Et vandværk består af nogle boringer til vandindvinding og det egentlige vandværk, hvor
vandbehandlingen og distributionen til ledningsnettet foregår.
Selve vandværket
Det er Arwos’ ønske at etablere selve vandværket på Arwos’ grund på Forsyningsvejen, hvilket
forvaltningen fuldt ud kan tilslutte sig.
Boringsplaceringen
For at finde placeringen til nye boringer, vil alle vandværker forholde sig til blandt andet:
- Eksistensen af et godt beskyttet og godt ydende grundvandsmagasin
- Forureningsrisikoen, herunder f.eks. kendte forureninger i indvindingsoplandet og
arealanvendelsen i det formodede kommende Boringsnære Beskyttelsesområde
(BNBO)
- Mulighed for tilkobling til og forsyning af ledningsnettet, herunder for eksempel behov for
pumpning og ledningernes længde
- Forsyningssikkerhed i øvrigt, herunder mulighed for nødforsyning
Arwos har undersøgt forskellige mulige boringsplaceringer. Jævnfør Arwos’ oplæg om
drikkevandsstrategi omfattede denne undersøgelse blandt andet ved Forsyningsvej, ved
sygehuset og i Lerskov Plantage.
Arwos har efterfølgende fremsendt forespørgsel til kommunen om mulighed for placering af
boringer i umiddelbar nærhed til Arwos’ ejendom på Forsyningsvejen (placering A) og lidt øst
for denne placering (placering B), se bilag 1.
Forvaltningen finder de to indsendte placeringer problematiske af to årsager: nærhed til
eksisterende erhvervsområder, Arwos’ genbrugsplads og kendte forureninger samt
begrænsning for kommende erhvervsområde.
Nærhed til eksisterende erhverv
Generelt bør helt ny forsyning etableres i god afstand fra byområder, herunder erhvervsgrunde,
samt fra kendte eksisterende forureninger, for at opnå bedst mulig langsigtet
forsyningssikkerhed. Placeringen kan med fordel ligge på arealer, hvor arealudnyttelsen ikke
kan medføre forurening (f.eks. i skove eller naturområder).
Flere vandværker i kommunen har benyttet sig af denne type placering eller arbejder på det.
Eksempelvis har Padborg Vandværk etableret nye boringer i Frøslev Plantage. Denne
placering giver forbrugerne en stor forsyningssikkerhed langt ude i fremtiden mod øgede
omkostninger for den over 3 km lange ledningsføring. Også nogle små vandværker med
forholdsvis få forbrugere er gået denne vej.
Grundvandsstrømningen i det magasin, som Arwos forventer at ville bore ned til, kendes ikke.
Men baseret på strømningsretningen i de kendte grundvandsmagasiner forventes et
kommende indvindingsopland i det pågældende magasin at strække sig i vestlig eller nordlig
retning.
Derved kan det ikke udelukkes, at der er en forureningsrisiko fra kortlagte forureninger vest for
de påtænkte placeringer.
Desuden er der risiko for, at eksisterende erhverv ved Askelund og Egelund vil være
begrænset i kommende tilladelser. Erhvervsområdet er ellers netop tiltænkt miljøtungere
erhverv.
Begrænsninger for kommende erhverv
Når der etableres nye boringer for almene vandforsyninger, er det heller ikke kendt fra starten,
hvilken udstrækning vandværkets Boringsnære Beskyttelsesområde (BNBO) har. Både
indvindingsoplandet og BNBO bliver beregnet af de statslige myndigheder, efter der er givet
tilladelse til indvindingen.
Det er dog forventeligt, at indvindingsopland og BNBO for boringer på placering A eller B vil
strække sig ind i erhvervsområderne, som er udlagt med kommuneplanrammerne 1.1.130.E.
Rammeområdet er på samlet cirka 7,5 ha, hvor kommunen ejer de 6 ha og de resterende 1,5
ha ejes af Arwos. Kommuneplanrammerne er ligeledes vist på bilag 1.
I kommunens grundvandsredegørelse, som er en af de grundlæggende redegørelser i
kommuneplanen og er vedtaget sammen med denne, er det fastlagt, at der ikke må
gennemføres lokalplanlægning for erhverv i BNBO, og kun i et vist omfang i
indvindingsoplande. I praksis vil det medføre, at hvis BNBO som forventet vil strække sig ind i
erhvervsområderne, vil det betyde, at kommunen vil være afskåret fra at lokalplanlægge for
erhverv i kommuneplanrammerne 1.1.130.E. For BNBO er stort set al planlægning til
byudvikling udelukket, og der vil således heller ikke kunne lokalplanlægges til andre formål.
Sammenfatning
Der er forståelse for, at Arwos ønsker at placere en boring på forsyningsvej, da dette både i
pris og hastighed kan være en fordel for forbrugerne der forsynes fra Arwos drikkevand på den
korte bane. Overfor det står forvaltningens bekymring for, at denne boring vil begrænse
kommunens erhvervs- og byudviklingsmuligheder i området samt at den ikke er tilstrækkeligt
beskyttet mod eksisterende erhvervsudnyttelse i området.
Forvaltningen kan derfor samlet set ikke anbefale, at tilladelser til boringer og vandindvinding
på placering A eller B fremmes.
Da den primære begrundelse handler om kommunens udnyttelse af området, og dermed tab af
salgsindtægter samt begrænsning af eksisterende erhvervs udviklignsmuligheder, forelægges
sagen Økonomiudvalget.
Arwos har ikke indsendt placeringer til det videre arbejde, som ligger i så lang afstand fra
erhvervsområdet, at de ikke ligger tæt på eksisterende byområder eller konflikter med
kommende erhvervsudvikling indenfor de nævnte kommuneplanrammer, fx i Lerskov Plantage
eller længere mod øst i forhold til placering B.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget.
Indstilling
Plan, Teknik & Miljø indstiller,
at det tilkendegives overfor Arwos, at kommunen ikke agter at give en tilladelse til
drikkevandsboring, der kan indskrænke udnyttelsesmuligheden af det kommuneplanlagte
erhvervsområde 1.1.130.E., eller forventes at indskrænke udnyttelsesmuligheder i
eksisterende erhvervsområder.
Behandling i Økonomiudvalget 19. maj 2026
Økonomiudvalget besluttede at give tilladelse til en drikkevandsboring på placering B
under forudsætning af, at det ikke begrænser eksisterende virksomheders
udviklingsmuligheder.
Beslutning
Udsat.
Afbud: Theis Kylling Hommeltoft (A).
Kilde: Aabenraa Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet tirsdag 5. maj 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.