Besluttet 30. september, Klima- og Miljøudvalget, Ballerup
Stadepladser, herunder forslag til stadepladsregulativ
Center for By og Miljø indstiller, at 1. forslag til stadepladsregulativ sendes i 4 ugers høring og implementeres, såfremt der ikke er væsentlige bemærkninger hertil.
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Ballerup Kommune
- Hvornår
- Onsdag 30. september 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen ikke godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
På udvalgsmødet den 25 november 2025 blev udvalget forelagt forskellige modeller for stadepladser, herunder at 1) administrationen tager stilling fra sag til sag, eller 2) der udpeges særlige områder i bymidterne, hvor der kan opstilles stadepladser, eller 3) at der ikke gives tilladelse til stadepladser på bytorve og stationer. Udvalget bad på den baggrund administrationen om at arbejde videre med model 2, herunder et forslag til regulativ. Den 7. april 2026 blev udvalget forelagt et stadepladsregulativ, men ønskede at de juridiske rammer blev beskrevet yderligere før en endelig stillingtagen til et regulativ, herunder besvarelse af en række konkrete spørgsmål. Disse samt de juridiske rammer fremgår nedenfor, og er yderligere beskrevet i bilag.
Nogle kommuner har haft held til at generere et levende bymiljø med stadepladser. Ofte har dette kun kun lade sig gøre, hvis der har været særlige ildsjæle, som har arbejdet med området. I de fleste kommuner har stadepladser dog en meget underordnet betydning med ganske få stader på udvalgte placeringer.
I det følgende er det vigtigt at skelne mellem kommunens almindelige arealer og offentlige vejarealer. Brugen af sidstnævnte arealer er reguleret af vejloven, mens administration af de øvrige arealer følger almindelige offentligretlige regler, kommunalfuldmagt, styrelsesregler mv. På disse arealer sker der f.eks. udleje til "Bjarnes pølser, spisevogn på Malmparken station, torvedage på rådhuspladsen, samt udlån til juletræssalg i Skovlunde Bypark til folkeoplysende forening i Ballerup Kommune mv.
Denne sag handler alene om, hvorledes stadepladser kan tildeles på offentlige vejarealer i henhold til vejloven, og hvorledes et stadepladsregulativ kan udarbejdes i henhold til samme.
I forhold til udvalgets spørgsmål: Der kan opkræves et gebyr. Men det er ikke lovligt i henhold til vejloven, at kommunen generer et overskud på gebyrer. Gebyrer må kun dække de udgifter som administrationen har i forbindelse med stadepladser. Da stadeholdere selv skal betale for el, vand, oprydning mv. vil et gebyr højst være i størrelsesordenen 250 kr., og derfor anbefaler administration, at der ikke implementeres et sådan, da det blot giver mere bureaukrati.
Hvis der indføres et gebyr, er det ikke muligt at friholde folkeoplysende foreninger for et sådan. Det er heller ikke muligt kun at tildele stadepladser til folkeoplysende foreninger, og det er heller ikke muligt helt at afvise stadepladser i kommunen. Men det er muligt at opstille et kriterie for stadepladser, hvor det fremgår, at det kan være en fordel, at være fra en folkeoplysende forening fra Ballerup Kommune. Især hvis der er konkurrence om stadepladserne kan dette få betydning.
For de lovgivningsmæssige rammer og generel juridisk gennemgang henvises til bilag. (se bilag)
Administrationens forslag til regulativ Nedenfor ses uddrag af administrationens forslag til et regulativ. Hele forslaget ses af bilag.
Som udgangspunkt lægges der ikke op til stadepladser på Kirketorvet/Banegårdspladsen. Administrationen har her foretaget en vurdering af eller lagt vægt på, at stadepladser ikke er foreneligt bl.a. med byrummets æstetik mv.
Som udgangspunkt gives der tilladelse til stadeplads på Måløv Station, Skovlunde Station samt på hjørnet af Marbækvej. Her vil ansøgere kunne forvente en positiv tilbagemelding.
Til grund for tildeling af stadepladser indgår følgende i kommunens vurdering for tildeling: "Erfaring, billede af stadeplads (vogn), hvor velholdt vognen er mv, ejers motivation, sundhed og økologi mv."
En ansøger om en stadeplads vil blive anmodet om at forholde sig til kommunens kriterier. På baggrund af ansøgningen eller ansøgningerne vil administrationen foretage en konkret vurdering af, hvilken ansøger, der i størst muligt omfang ud fra en samlet vurdering anses som bedste ansøger, når alle kriterier vurderes samlet. Som udgangspunkt finder administrationen, at det skal være en velholdt stadepladsvogn, når den skal stå i bybilledet. Administrationen vil derfor afvise ansøgere, hvis der ikke er tale om en velholdt vogn, eller der er tale om en vogn, der ikke passer ind i det konkrete bybillede. For så vidt angår sundhed, så vil frugt og grønt vurderes bedre end kødvarer, ligesom økologiske varer vil vurderes bedre end ikke økologiske varer.
At der er kriterier for tildeling af en "opgave" er ikke nyt for administrationen. Det foregår ligeledes ved en lang række udbudsopgaver i administrationen i dag.
Det vurderes som en kvalitet, og det kan være en fordel, at ansøger er en godkendt
folkeoplysende forening i Ballerup Kommune.
Selvom udvalget følger linjen i administrationens forslag ovenfor, så kan administrationen i henhold til vejloven ikke afvise ansøgere andre steder i kommunen uden at give dem et afslag i henhold til vejloven, som kan påklages til Vejdirektoratet. Her kan en afvist ansøger om stadeplads få medhold, hvis Vejdirektoratet skønner, at kommunens afgørelse er forkert.
Regulativet er ikke i modstrid med, at der ved særlige lejlighedsvise arrangementer på Kirketorvet og Banegårdspladsen, f.eks. ved byfester, Handelsforeningens arrangementer og lignende gives arrangement-tilladelse, og at der i denne tilladelse fremgår, at arrangøren kan organisere sig med stadepladser.
Pt. har "det lille værksted" en stadeplads på Centrumgaden, der udløber med årets udgang. Såfremt udvalget godkender stadepladsregulativet vil stadepladsen ophøre med årsskiftet.
Når stadepladsaftaler på vejarealer udløber, vil administrationen udlodde dem med passende frist.
Administrationen anbefaler, at forslag til stadepladsregulativ sendes i 4 ugers høring hos handelsforeningen i Ballerup, og at det implementeres, såfremt der ikke er væsentlige bemærkninger.
Når regulativet implementeres, så udgår de dele af gågaderegulativet, som omhandler stadepladser.
I bilag fremgår forslag til stadepladsregulativ.
Økonomiske konsekvenser og finansiering Ingen økonomiske konsekvenser.
Bilag 3 bilag, heraf 2 anbefales
BESLUTNINGEN TRÆFFES AF Klima- og Miljøudvalget
Indstilling
Center for By og Miljø indstiller, at 1. forslag til stadepladsregulativ sendes i 4 ugers høring og implementeres, såfremt der ikke er væsentlige bemærkninger hertil.
Beslutning
Indstillingen ikke godkendt.
Klima og Miljøudvalget besluttede at følge udviklingen i antallet af stadepladser, og
derefter genoptages sagen i foråret 2028. Eventuelle tiladelser i perioden tidsbegrænses til 1 år.
Punkt 11: Revision og recertificering af klimaarbejdet 01.30.10-P15-7-26 Afbud: Allan Kristensen (C)
Kilde: Ballerup Kommune, Klima- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.