Ballerup
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 7. oktober, Socialudvalget, Ballerup

Tilfredshedsundersøgelse på handicapområdet

Center for Social og Arbejdsmarked indstiller, at: 1. Orienteringen om resultaterne af tilfredshedsundersøgelsen tages til efterretning.

Det sociale

Kort fortalt

Hvem
Socialudvalget, Ballerup Kommune
Hvornår
Onsdag 7. oktober 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Undersøgelsen er gennemført blandt borgere, der modtager støtte efter servicelovens bestemmelser om forebyggende indsatser (§ 82 a/b i Den Sociale Indgang), socialpædagogisk støtte (§ 85 i Opgangsfællesskabet Skolehaven), beskyttet beskæftigelse og aktivitetstilbud (§§ 103 og 104 på UUC Maglemosen) samt botilbud (§ 105, 108 på Bo- og Dagtilbud Bybjergvej og Bofællesskabet Sønderhaven).
Rekruttering af borgere er foregået lokalt via det enkelte tilbud, hvor borgerne frivilligt kunne melde sig til at deltage i undersøgelsen. Rekruttering af pårørende er ligeledes foregået gennem det enkelte tilbud samt via annonce i Ballerup Bladet og ved at spørge deltagende pårørende om de kender andre pårørende, som ønsker at deltage. Forud for både borger- og pårørendeundersøgelserne har lederne på alle tilbud modtaget både brev som beskriver undersøgelsesforløbet samt spørgeguide.
Datagrundlaget består af 12 individuelle dybdeinterviews med borgere, to fokusgruppeinterviews med fire borgere i hver gruppe samt 16 interviews med pårørende og ét skriftligt pårørendebidrag. Interviewene er gennemført med en målgruppetilpasset tilgang for at sikre, at deltagerne har haft mulighed for at udtrykke deres oplevelser og perspektiver på en tryg og forståelig måde.

Overblik over resultaterne Analysen viser, at borgere og pårørende har forskellige oplevelser afhængigt af, om borgerne er på botilbud, opgangsfællesskab eller tilknyttet dag- og ambulante tilbud. Resultaterne præsenteres derfor inden for disse grupper.
Borgere og pårørende på botilbud. Interviews er gennemført blandt borgere og pårørende med tilknytning til Bo- og Dagtilbuddet Bybjergvej og Bofællesskabet Sønderhaven.
Tilbagemeldinger fra borgere Resultaterne viser en gennemgående høj trivsel blandt borgerne, som fremhæver især en fast struktur samt stabile relationer til kontaktpersoner og medarbejdere som afgørende for deres tryghed og livskvalitet. De oplever at blive set, hørt og inddraget i hverdagen, og de peger på, at faste rammer, struktur og individuelt tilpassede støtteværktøjer bidrager positivt til deres trivsel. Fællesskaber, sociale aktiviteter og relationer til medbeboere har ligeledes stor betydning for oplevelsen af et godt hverdagsliv.
Skiftende personale og vikarer, der ikke kender borgerne og deres behov for støtte, giver uro i hverdagen, som påvirker humøret og overskuddet.
Tilbagemeldinger fra pårørende De pårørende giver generelt udtryk for tilfredshed med den daglige omsorg og samarbejdet med medarbejderne. Flere fremhæver betydningen af kontinuitet blandt kontaktpersoner og medarbejdere samt et ønske om mere systematisk information om borgernes trivsel, sundhed og udvikling. Oplevelsen af inddragelse afhænger blandt andet af de formelle rammer og den enkelte pårørendes rolle.
Borgere, som bor i opgangsfællesskab - Skolehaven Det var udelukkende borgere som blev interviewet i Skolehaven, dvs. ingen pårørende. Disse borgere giver udtryk for høj trivsel og tilfredshed med deres hverdag. De fremhæver særligt betydningen af stabile relationer til kontaktpersoner og medarbejdere, som bidrager til tryghed, tillid og forudsigelighed i hverdagen. Strukturerede rammer og individuelt tilpassede støtteformer opleves som væsentlige for at skabe ro og overskuelighed.
Borgerne fremhæver desuden betydningen af sociale fællesskaber og aktiviteter, som understøtter skabelse og vedligehold af sociale relationer. Samtidig understreges vigtigheden af, at der også er mulighed for at trække sig tilbage og have privatliv.
Borgerne fortæller, at reduktion i personale eller faste aktiviteter opleves af beboerne som et tab.
Det skal bemærkes, at Skolehaven aktuelt er omfattet af en faglig og organisatorisk gennemgang, hvor der arbejdes med at sikre en tydelig sammenhæng mellem borgernes visiterede støttebehov, tilbuddets rammer og den støtte, der leveres i praksis. Dette indebærer blandt andet tilpasninger af medarbejderressourcer og aktiviteter.

Ændringer i kendte støtteformer, aktiviteter og medarbejderkontakt kan af borgerne opleves som en forringelse, også hvor ændringerne sker som led i en fagligt begrundet tilpasning af indsatsen. Det er administrationens vurdering at resultaterne fra undersøgelsen derfor skal ses i sammenhæng med den igangværende udvikling af tilbuddet.
Borgere og pårørende i ambulante tilbud og dagtilbud Interviews er gennemført blandt borgere og pårørende tilknyttet Uddannelsescenter Maglemosen og Den Sociale Indgang.
Tilbagemeldinger fra borgere Borgere på STU- og dagtilbudsområdet giver generelt udtryk for høj trivsel. De oplever tilbuddene som trygge fællesskaber, hvor individuelle behov imødekommes gennem tilpassede indsatser og støtte. Faste kontaktpersoner og stabile relationer til medarbejderne fremhæves som særligt væsentlige for deres udvikling og trivsel. Borgerne oplever generelt, at de bliver hørt og inddraget i deres hverdag og i aktiviteterne på tilbuddene.
Borgere tilknyttet forebyggende tilbud (Den Sociale Indgang) fremhæver værdien af lettilgængelig støtte og tillidsfulde relationer til medarbejderne. Flere beskriver, at tilbuddene har haft væsentlig betydning for deres trivsel og mulighed for at håndtere psykiske udfordringer. Der peges dog på udfordringer i forbindelse med ændringer af tilbudsstrukturer, hvor nogle borgere kunne ønske mere information og oplever begrænset inddragelse i beslutningsprocesserne.
Tilbagemeldinger fra pårørende Pårørende til borgere uden for botilbud peger på udfordringer med kontinuitet i sagsbehandlingen, hyppige skift af kontaktpersoner samt manglende opfølgning og koordinering. Der efterspørges mere proaktiv kommunikation, større inddragelse og bedre sammenhæng på tværs af afdelinger og tilbud.
Opsamling og den videre proces Undersøgelsen viser overordnet en høj trivsel og tilfredshed blandt borgerne. På tværs af tilbuddene fremhæves særligt stabile relationer til medarbejdere, kontinuitet, trygge rammer og mulighed for deltagelse i sociale fællesskaber som væsentlige for borgernes trivsel.
Undersøgelsen peger samtidig på udviklingsområder, særligt i forhold til kommunikation, koordinering og inddragelse. De pårørende efterspørger blandt andet større kontinuitet i medarbejder- og sagsbehandlerkontakten, mere systematisk opfølgning samt bedre muligheder for dialog og inddragelse.
På flere af områderne er administrationen allerede i gang med faglige og organisatoriske udviklingsarbejder. Resultaterne fra undersøgelsen vil indgå i den fortsatte kvalitetsudvikling på handicapområdet og blive anvendt i dialogen med borgere, pårørende, Handicaprådet, Psykiatrirådet samt de berørte tilbud.
Yderligere deltagelse på mødet

På Socialudvalgets møde deltager afsnitsleder Anne Lund Bækkegård fra Helhedsafsnittet under behandlingen af sagen.
Økonomiske konsekvenser og finansiering Der er afsat 300.000 kr. i budgetaftalen for 2026. Udgifterne til tilfredshedsundersøgelsen er afholdt inden for denne ramme.
Bilag 1 bilag, heraf 1 anbefales
BESLUTNINGEN TRÆFFES AF Socialudvalget

Indstilling

Center for Social og Arbejdsmarked indstiller, at:
1. Orienteringen om resultaterne af tilfredshedsundersøgelsen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning

Kilde: Ballerup Kommune, Socialudvalget, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.