På dagsordenen 4. november, Senior- og Sundhedsudvalget, Faxe
Orientering om evaluering af Sundhedspolitikken 2021-2026
Sundhedspolitikken 2021-2026 blev godkendt af byrådet den 25. november 2021, pkt. 203. Denne sag indeholder en evaluering af effektmålene i Sundhedspolitikken. Sagen indeholder desuden en evaluering af rammerne for arbejdet med Sundhedspolitikken, herunder det nuværende opfølgningsformat og -tyngde.
Kort fortalt
- Hvem
- Senior- og Sundhedsudvalget, Faxe Kommune
- Hvornår
- Onsdag 4. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på faxekommune.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at Senior- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om
evaluering af Sundhedspolitikken 2021-2026 til efterretning.
Sagsfremstilling
Byrådets vision med politikken har været at styrke borgernes rammer for et godt og sundt liv
gennem tidlig indsats og forebyggelse, med afsæt i en bred forståelse af sundhed. Det
daværende byråd (2021) fastsatte seks overordnede mål for borgernes sundhed.
Målsætningerne udspringer af Sundhedsprofil 2021, og med Sundhedsprofil 2025 er det nu
muligt at følge op på de fastsatte måltal og den udvikling, de beskriver.
Generelt afspejler udviklingen i Faxe Kommune på flere områder de nationale tendenser, og
kommunen er derfor ikke alene om flere af de beskrevne udfordringer. På enkelte områder er
udviklingen i Faxe Kommune dog mere negativ end i regionen som helhed. Faxe Kommunes
sundhedsprofil blev gennemgået på Byrådets temamøde den 25. juni 2026 med oplæg fra en
ekstern konsulent fra Region Sjælland.
Evaluering af effektmål
Tema 1: Færre rygere og brugere af nikotin
Måltallet for daglig rygning er ikke opnået, men andelen af daglige rygere er dog faldet fra 14,8
pct. i 2021 til 12,2 pct. i 2025, mod et måltal på 10 pct. Øvrige nikotinprodukter udgør en
stigende udfordring: Faxe Kommune ligger markant højere end regionsgennemsnittet for daglig
brug af e-cigaretter/vapes (7,6 pct. i Faxe mod et regionsgennemsnit på 4,7 pct.), særligt
blandt unge. Den sociale ulighed er tydelig for almindelig rygning, men mindre udtalt for øvrige
nikotinprodukter.
Tema 2: Fysisk aktivitet
Modsat den regionale udvikling, hvor flere borgere lever op til WHO's minimumsanbefaling og
andelen med lav fysisk aktivitet falder, er andelen af borgere med lav fysisk aktivitet i Faxe
Kommune steget og ligger nu signifikant højere end regionsniveauet (23,4 pct. i Faxe
Kommune mod et regionsgennemsnit på 19,2 pct.). Måltallet er ikke opnået.
Tema 3: Mindre alkohol og nul stoffer
Faxe Kommune afviger ikke signifikant fra regionsniveauet. Billedet er blandet: andelen med
problematisk alkoholadfærd er steget fra 15 pct. i 2021 til 15,7 pct. i 2025, mens andelen der
rusdrikker ugentligt er faldet fra 8,7 pct. i 2021 til 6,9 pct. i 2025. Et forbrug på over 10
genstande ugentligt er mest udbredt blandt de yngste og de ældste borgere. Rusdrikkeri, hash
og øvrige euforiserende stoffer er mest udbredt blandt unge og yngre voksne (2,1 pct. af
borgerne havde prøvet hash inden for den seneste måned).
Tema 4: Styrket mental sundhed
Faxe Kommune afviger ikke signifikant fra regionsniveauet, men måltallene er ikke opnået.
Andelen med et højt stressniveau er steget fra 29,1 pct. i 2021 til 32,2 pct. i 2025, i tråd med
udviklingen i regionen, og er særligt udbredt blandt borgere under 45 år, socialt og økonomisk
udsatte grupper, borgere med lavt uddannelsesniveau samt borgere med børn i hjemmet.
Andelen, der oplever ensomhed, er stabil på 12,3 pct., men er fortsat over måltallet, og er
højest blandt unge, borgere med lavt uddannelsesniveau og borgere uden for
arbejdsmarkedet.
Tema 5: Mad og gode måltider
Andelen af borgere med svær overvægt er faldet en smule, men måltallet er ikke nået. Hver 4.
borger har fortsat svær overvægt, hvilket er signifikant højere end regionsgennemsnittet (25,3
pct. i Faxe Kommune mod et regionsgennemsnit på 21,4 pct.). Der er en tydelig social ulighed,
idet svær overvægt er mere udbredt blandt borgere med et lavt uddannelsesniveau.
Målopfyldelsen varierer og udfordringerne kræver en langsigtet tværgående indsats
Evalueringen viser samlet set både positive resultater og vedvarende udfordringer.
Målopfyldelsen varierer på tværs af de enkelte temaer, og flere af de største
sundhedsudfordringer er komplekse og kræver en bred og langsigtet indsats på tværs af
kommunens kerneopgaver.
Evaluering af rammer for arbejdet og opfølgningsformat
Opfølgningen på Sundhedspolitikkens måltal sker med udgangspunkt i Sundhedsprofilen, der
udkommer hvert tredje til fjerde år. Denne opfølgningsrytme betyder, at udviklingen i borgernes
sundhed kun kan følges med lange mellemrum, og at eventuelle justeringer af indsatsen sker
forholdsvis sent i forhold til den faktiske udvikling. Opfølgningen har desuden haft en høj
detaljeringsgrad, og det administrative ejerskab har ikke i tilstrækkelig grad været forankret på
tværs af de områder, der har berøring med folkesundhed.
Evalueringen peger samlet på et behov for en mere enkel opfølgningsform, en stærkere
administrativ forankring af arbejdet og mere tidstro data i det fremtidige arbejde med
folkesundhed.
Pejlemærker for det videre arbejde
På baggrund af evalueringen peger administrationen på følgende foreløbige pejlemærker, som
forventes at indgå i det videre arbejde med folkesundhed i Faxe Kommune, herunder
implementeringen af den kommende folkesundhedslov, som er på lovprogrammet for februar
Pejlemærke 1: Politisk ejerskab på tværs
Der skal sikres politisk ejerskab på tværs af de områder, der har tilknytning til kerneopgaver
med relevans for folkesundhed.
Pejlemærke 2: Skarp administrativ organisering
Arbejdet skal have en skarp administrativ organisering, der dækker centrene bredt set.
Pejlemærke 3: Forenklet opfølgning
Der indføres en mere forenklet opfølgningsmodus, hvor detaljeringsgraden i den løbende
opfølgning reduceres væsentligt.
Pejlemærke 4: Mere tidstro data
Der arbejdes hen imod mere tidstro data, så effekten af kommunens indsatser løbende kan
følges bedre, i modsætning til den nuværende praksis, hvor der måles via Sundhedsprofilen
hvert tredje til fjerde år.
Pejlemærke 5: Bedre sammenhæng mellem eksisterende politikker
Eksisterende politikker med relevans for folkesundhed skal bindes bedre sammen, så
indsatsen samles på tværs af delområder frem for at være spredt på flere selvstændige
politikker.
Det videre forløb
Når indholdet af den kommende folkesundhedslov kendes nærmere, forelægges en særskilt
godkendelsessag om implementeringen af loven, herunder en eventuel anbefaling om en ny
sundhedspolitik.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Sagen afgøres af
Senior- og Sundhedsudsvalget.
Kilde: Faxe Kommune, Senior- og Sundhedsudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.