Besluttet 15. september, Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget, Fredericia
Drøftelsessag: Fremtidig tildeling af midler fra "Fælleslegatet til fordel for værdige og nødlidende medborgere i Fredericia Kommune"
Udvalget har tidligere truffet beslutning om tildeling af midler fra "Fælleslegatet til fordel for værdige og nødlidende medborgere i Fredericia Kommune" (fælleslegatet) for 2026. I den forbindelse har udvalget ønsket at drøfte fremtidig tildeling af midler fra legatet.
Kort fortalt
- Hvem
- Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget, Fredericia Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 15. september 2026
- Status
- Besluttet. 1. Drøftet. Fraværende: Kenny Bruun Olsen (V), Louis Alex Lindholm (V) og Kirsten Hassing Nielsen (C).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Udvalget traf på augustmødet beslutning om tildeling af midler fra fælleslegatet for 2026. I den forbindelse har udvalget ønsket at drøfte fremtidig tildeling af midler fra legatet. Målet er, at legatmidlerne i højere grad kan gøre en forskel for borgere i Fredericia Kommune, som befinder sig i særligt udfordrede økonomiske situationer. Udvalget kan blandt andet drøfte mulige hensyn, som udvalget måtte ønske at tage udgangspunkt i ved fremtidig tildeling af midler fra legatet. Herunder eksempelvis:
Fastsættelse af et minimumsbeløb for tildeling, så midlerne vurderes at kunne gøre en forskel for ansøgerne, der opfylder legatets fundats. Det kunne være eksempelvis være 1.000 kr.
Tildeling af større beløb, så midlerne prioriteres til ansøgere, som opfylder legatets fundats, og som eksempelvis har de laveste husstandsindkomster. Det kunne eksempelvis være ca. 5.000 kr. til ca. 5 ansøgere, som bor i husstande med de laveste husstandsindkomster.
Det ventes fremover årligt at være ca. 25.000 kr. til rådighed for tildeling. Tildelingen sker på baggrund af indkaldelse af ansøgninger en gang årligt. Den fremtidige tildeling af midler skal opfylde legatets formål, som fremgår af legatets fundats. Legatet består af en række legater, der er lagt sammen i 1976 og 2013: Af legatets fundats fra 1976 fremgår det, at legatets har til formål at "stille midler til rådighed for socialudvalget således, at dette efter ansøgning kan bevilge hjælp i sådanne trangstilfælde, som ikke kan afhjælpes i henhold til lovgivningen, ligesom udvalget skal kunne yde supplerende hjælp til ydelser i henhold til lovgivningen". Det fremgår endvidere, at "Det afgøres ved hver bevilling, hvorvidt denne er givet for een gang eller løbende for en årrække. Det må i den forbindelse påses, at legatmodtagere, som hidtil har fået faste årlige legatportioner af de her omhandlede legaters midler, tilgodeses i videst muligt omfang". Af tillægget fra 2013 fremgår det, at følgende bestemmelser i de sammenlagte legater fortsat skal respekteres:
"Legatmidler udbetales til fordel for ældre, trængende mennesker i Erritsø Sogn, fortrinsvist til dem der har ophold på Erritsø Plejehjem (nu Øster Elkjær). Der kan tillige tildeles legatsum til fælles formål på plejehjemmet. Legatmidlerne kan anvendes til dækning af udgifter til specielle fælles formål på Stævnhøj, som samtlige beboere kan have glæde af at deltage i".
Dertil kommer en række nærmere bestemmelser, som skal respekteres, jf. bilag 1 og 2.
Økonomiske konsekvenser Ingen.
Vurdering
Det er forvaltningens vurdering, at udvalgets tildeling af midler fra legatet skal bero på en konkret vurdering, og at legatets formål ikke må indskrænkes ved indførelse af eksempelvis kriterier, retningslinjer, ekstra vilkår mv.
Da Fredericia Kommunes forvaltning af legatet ikke er en myndighedsopgave, kan de indsendte oplysninger ikke umiddelbart kontrolleres ved opslag i Fredericia Kommunes databaser mv. Med henblik på om muligt at gøre ansøgningsprocessen enklere undersøger forvaltningen mulighederne for at bede ansøgere om eventuelt at indsende relevante indkomstoplysninger mv.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at:
1. Udvalget drøfter mulige hensyn, som udvalget måtte ønske at tage udgangspunkt i ved vurderingen af fremtidige tildelinger af midler fra Fælleslegatet.
Beslutning
1. Drøftet. Fraværende: Kenny Bruun Olsen (V), Louis Alex Lindholm (V) og Kirsten Hassing Nielsen (C).
Kilde: Fredericia Kommune, Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget, referat fra mødet tirsdag 15. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.