Frederiksberg
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 21. september, Klima-, Plan- og Boligudvalget 2026-29, Frederiksberg

Beslutning om 16 gadealtaner på Frederiksvej 36-40

Forvaltningen har modtaget en ansøgning om opsætning af 16 gadealtaner på Frederiksvej 36-40. Ejendommen har en høj bevaringsværdi på tre og er omfattet af bevarende bestemmelser i temalokalplan 238.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Klima-, Plan- og Boligudvalget 2026-29, Frederiksberg Kommune
Hvornår
Mandag 21. september 2026
Status
Besluttet. Klima-, Plan- og Boligudvalget besluttede, at der meddeles dispensation fra de bevarende bestemmelser i lokalplan 238 til opsætning af gadealtaner, idet der ønskes arkitektonisk helhed og hvis muligt symmetri ved en spejling af naboejendommen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Klima-, Plan- og Boligudvalget
beslutter, hvorvidt der meddeles afslag til gadealtaner på Frederiksvej 36-40, hvormed den nuværende praksis for opsætning af ikke oprindelige gadealtaner fastholdes, eller at der efter mindre tilpasning meddeles dispensation fra de bevarende bestemmelser i lokalplan 238 til opsætning af gadealtaner.
Overskrift
Beslutning om 16 gadealtaner på Frederiksvej 36-40
Anledning
Forvaltningen har modtaget en ansøgning om tilladelse til etablering af 16 gadealtaner på Frederiksvej 36-40 (jf. bilag 1).
Ejendommen og området
Frederiksvej 36-40 har en arkitektonisk sammenhæng med ejendommen Frederiksvej 30-34, der er en spejling omkring midteraksen i en frontispice (jf. bilag 1 og 2). Frederiksvej 32-34 fik opsat 16 altaner i 2019-2020. Begge ejendomme har en bevaringsværdi på tre.

På Frederiksvej er de fleste ejendomme bevaringsværdige, hvoraf en række ejendomme har en bevaringsværdi tre. Af ejendomme med bevaringsværdi tre har kun Frederiksvej 32-34 og Frederiksvej 20 gadealtaner. Det generelle indtryk af gaden er, at der hovedsageligt er ejendomme uden gadealtaner, men at der ses en tendens til nye altaner på den nordlige del af Frederiksvej.
Lokalplan 238
Begge ejendomme er omfattet af lokalplan 238, der blev vedtaget i november 2023. Lokalplanen har bl.a. til formål "at sikre bevaring af de udpegede bygningers bevaringsværdier ved at fastsætte et forbud mod at bygningerne nedrives eller på nogen måde ændres i deres ydre udformning uden Kommunalbestyrelsens tilladelse" og "at der i tilladelser fra Kommunalbestyrelsen fastsættes vilkår, der sikrer, at udvendig renovering og vedligeholdelse og eventuelle ændringer eller ombygninger sker nænsomt og med respekt for den eksisterende bygnings bevaringsværdier og arkitektur og det omgivende miljø".
Lokalplan 238 omfatter 844 bevaringsværdige ejendomme med bevaringsværdi tre, heriblandt flere på Frederiksvej (bilag 3). Lokalplan 238 blev udarbejdet efter et forbud mod udskiftning af oprindelige småsprossede vinduer på Åboulevard 25 og er en videreførelse af temalokalplan 228 for bevaringsværdige ejendomme med bevaringsværdi ét og to.
Lokalplanen indeholder bestemmelser om, at "Altaner må kun etableres efter Kommunalbestyrelsens tilladelse. Som udgangspunkt er det ikke forventeligt, at der gives tilladelse til etablering af nye altaner til gadesiden på bygningerne udpeget i denne temalokalplan."
Alle udvendige ændringer kræver en dispensation fra de bevarende bestemmelser i § 6.1 "Bygninger, vist på kortbilag 0 samt 1-7, udpeges som bevaringsværdige. Bygningerne må ikke nedrives, ombygges eller på nogen måde ændres i deres ydre udformning uden Kommunalbestyrelsens tilladelse. Ændringer af den ydre udformning omfatter også døre, vinduer, altaner, kviste, karnapper, dekorative elementer, tag, skorstene, facade, materialevalg, farvesætning og udformning i øvrigt." efter planlovens § 19. Et afslag vil ligeledes træffes efter planlovens § 19.
Beslutninger
Klima-, Plan- og Boligudvalget har behandlet to beslutningspunkter om nye gadealtaner i Lokalplan 238. Udvalget besluttede ved mødet den 31. marts 2025 under punkt 39 at meddele afslag til to nye altaner på Vesterbrogade 196/Schlegels Alle 2 og ved mødet den 15. september 2025 under punkt 95 at meddele tilladelse til tre supplerende altaner på Kronprinsesse Sofies Vej 28/Mariendalsvej 42-44.
Forvaltningen forelægger sagen til udvalgets behandling om hvorvidt den nuværende retning om, at der ikke tillades etablering af nye altaner mod gade på ejendomme med høj bevaringsværdi på tre, med mindre der er tale om reetablering af oprindelige altaner, eller om der i denne konkrete sag kan arbejdes videre mod en tilladelse til endnu 16 gadealtaner. Det skal nævnes, at det ansøgte tilnærmelsesvis er en spejling af altanerne på naboejendommen og forvaltningen ved en beslutning om at arbejde videre mod en tilladelse da vil kræve en

nøjagtig spejling af de 16 gade altaner på Frederiksvej 32-34.
Anbefaling
Forvaltningen ser to mulige afgørelser i den konkrete sag.
Den ene mulighed er, at udvalget beslutter at give afslag til de ansøgte 16 altaner. Ved et afslag understreges det, at ejendomme med høj bevaringsværdi på tre ikke ændres i deres ydre ved etablering af altaner mod gade. For disse ejendomme kan der kun tillades reetablering af oprindelige altaner.
Her vægtes, at lokalplan 238's bestemmelse om, at der som udgangspunkt ikke tillades altaner mod gade for ejendomme med bevaringsværdi tre fastholdes og træder tydeligere frem for kommende ansøgere. Et afslag vil være i tråd med udvalgets beslutning om at meddele afslag til to nye altaner på Vesterbrogade 196/Schlegels Alle 2, der var arkitektonisk tilpassede altaner mod Schlegels Allé på 1. og 2. sal.
Den anden mulighed er, at udvalget beslutter at give tilladelse til 16 tilsvarende altaner som naboejendommen fik opsat i 2020. En tilladelse begrundes med, at ejendommene på adresserne Frederiksvej 30-40 anses som en arkitektonisk helhed ved en spejling over den lodrette akse gennem facadens midte (frontispicen).
Der lægges her vægt på, at etablering af altaner, tilsvarende de allerede etablerede altaner på søsterejendommen, vil styrke den arkitektoniske helhedsvirkning, selvom originaliteten forringes. En tilladelse vil være i tråd med udvalgets beslutning om at tillade tre supplerende altaner mod gade på Kronprinsesse Sofies Vej 28/Mariendalsvej 40-42. Her var der tale om en ejendom med eksisterende altaner for 1. sal og op, hvor der blev givet tilladelse til altaner i stueetagen over forhave.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Borgmesterpåtegning
Nej
Behandling
Klima-, Plan- og Boligudvalget

Beslutning

Klima-, Plan- og Boligudvalget
besluttede, at der meddeles dispensation fra de bevarende bestemmelser i lokalplan 238 til opsætning af gadealtaner, idet der ønskes arkitektonisk helhed og hvis muligt symmetri ved en spejling af naboejendommen.

Kilde: Frederiksberg Kommune, Klima-, Plan- og Boligudvalget 2026-29, referat fra mødet mandag 21. september 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.