På dagsordenen 26. oktober, Socialudvalget 2026-29, Frederiksberg
Drøftelse om boligsocial anvisning og sociale indsatser i boligområderne
Som opfølgning på møde d. 20. august 2026 med beboerrepræsentanter fra kommunens beboelsesejendomme og repræsentanter fra Socialudvalget og Klima-, Plan- og Boligudvalget, hvor der blev nævnt eksempler på problematiske forhold i ejendommene, herunder oplevet utryghed i enkelte ejendomme og opgange, gennemgås kommunens boliganvisning samt de forskellige indsatser i boligområderne.
Kort fortalt
- Hvem
- Socialudvalget 2026-29, Frederiksberg Kommune
- Hvornår
- Mandag 26. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 26. oktober 2026. Du finder dem på frederiksberg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Socialudvalget
1. drøfter og bekræfte de nuværende anvisningskriterier og
2. tager status for boligsociale indsatser og andre sociale indsatser i boligområderne til
orientering, og drøfter mulige tiltag for at sikre øget tryghed i de kommunale
beboelsesejendomme.
Anledning
Det årlige møde mellem beboerrepræsentanter fra kommunens beboelsesejendomme og
repræsentanter fra Socialudvalget og Klima-, Plan- og Boligudvalget blev afholdt d. 20. august
2026. På mødet var Socialudvalget repræsenteret af formand Bianca Vitting, næstformand
Sofie Kümpel samt medlemmerne Michael Brautsch og Isabel Havndrup Aackmann (også
medlem af Klima-, Plan og Boligudvalget). Udover medlemmer af de to udvalg deltog
beboerrepræsentanter fra fem af kommunens beboelsesejendomme,
beboerrepræsentationernes rådgiver fra Bosam samt repræsentanter fra forvaltningen.
På baggrund af mødet, hvor beboerrepræsentanter bl.a. nævnte utryghedsskabende naboer,
bestilte Socialudvalget en sag om kommunens boligsociale anvisning og sociale indsatser i
boligområderne. Referat af mødet er bilag 1 til denne sag.
Boliganvisning
Kommunens boligsociale anvisning balancerer mellem to hensyn: Dels et hensyn til
velfungerende boligområder med fællesskab og tryghed, dels et hensyn til kommunens ansvar
for at tilbyde borgere fra hjemløshed og botilbud m.v. en egen bolig med henblik på, at de
pågældende lever et selvstændigt liv uden for institutionelle rammer ved at mestre eget liv
bedre og derfor får et mindre kompensationsbehov - ”kommer ned ad indsatstrappen”.
Kommunen er som sådan ikke forpligtet til at anvise borgere, der af den ene eller anden grund
er husvilde. Men kommunen skal tilbyde en bolig til borgere, der udskrives fra botilbud, herberg
og kvindekrisecentre. Anvisningskriterierne afspejler dette fokus. Kommunens
anvisningskriterier blev senest bekræftet af Socialudvalget d. 3. juni 2024 (dagsordenspunkt
32), se bilag 2.
Anvisningskriterierne afspejler endvidere, at der i Frederiksberg Kommune er relativt få boliger
til rådighed for boligsociale anvisning, på grund af dels relativt få almene boliger sammenlignet
med andre kommuner, dels lav fraflytningsrate i de boliger, som kommunen anviser til. Udover
almene boliger og kommunens egne beboelsesejendomme anvises der til Frederiksberg
Boligfonds ejendomme. Ventelisten for borgere godkendt til boligsocial anvisning er typisk 3050 personer. Se bilag 3 for overblik over anvisningsmulighederne.
Det bemærkes, at de billigste anvisningsboliger findes i de kommunale beboelsesejendomme,
hvor særligt ejendommen Finsens Have har lave huslejer. Disse boliger anvises til borgere på
de laveste kontanthjælpsydelser, hvorfor der kan ske en koncentration af særligt udsatte
borgere på denne ejendom. Det skal bemærkes, at det kun er et fåtal af de beboere, der
anvises, der har en problematisk eller utryghedsskabende adfærd. I langt de fleste tilfælde
betyder en anvisning til egen bolig, at borgeren får en bedre dagligdag med mindre behov for
kommunale indsatser.
I kommunale beboelsesejendomme med mange udsatte beboere, primært Finsens Have, kan
beboere, der vurderes at kunne fungere bedre i en anden bolig, og som har opnået en højere
indtægt, i særlige tilfælde få tilbud om en anden bolig, hvis dette vurderes at kunne medvirke til
fastholdelse af borgeren i beskæftigelse eller uddannelse. Borgere, som indstilles til en
omflytning fra en kommunal ejendom, vil dog som udgangspunkt ikke blive prioriteret foran
borgere på ventelisten, som endnu ikke har fået tilbudt bolig og som vurderes at have et større
behov.
Indsatser i boligområderne
Når en borger, der er udskrevet fra herberg eller botilbud, anvises en bolig, vurderes det, hvilke
individuelle støttende indsatser, borgeren skal tilbydes. Borgere fra herberg tilbydes forskellige
særlige indsatser, som er udviklet til at understøtte ”housing first”. Valget af konkret indsats
afhænger af graden af borgerens udsathed. Borgere fra botilbud tilbydes indsatser under
”Momentum”, som er en fleksibel bostøtteindsats. Derudover kan borgere tilbydes støtte fra
Støtte- og Kontaktpersonordningen. Bilag 4 giver overblik over de forskellige indsatser i
boligområderne.
De sociale viceværter arbejder individuelt med borgere, som ikke er omfattet af de ovennævnte
indsatser, men som er kommet i en situation med mistrivsel og risiko for at udsættelse af
boligen pga. fx psykisk sygdom, misbrug, samlermani, økonomiske problemer. De sociale
viceværter kan yde rådgivning og bygge bro til andre sociale indsatser, der kan hjælpe
borgeren til bedre trivsel og fastholdelse i boligen. Det bemærkes, at to af de aktuelt tre sociale
viceværter er finansieret af en midlertidig bevilling i 2026-2027.
Udover de individuelle indsatser er der boligsociale indsatser i flere boligområder: i flere af de
kommunale ejendomme, herunder Finsens Have, samt i de største almene boligområder i
kommunen under Frederiksberg Forenede Boligselskaber og Lejerbo. De boligsociale
indsatser arbejder med at understøtte naboskabet i udsatte boligområder, herunder at
inkludere udsatte borgere i fællesskaberne i boligområderne, og arrangerer forskellige
aktiviteter såsom fællesspisning og udflugter. De boligsociale indsatser samarbejder med
kommunale aktører og med eksterne såsom foreningslivet og lokalpolitiet.
Utryghed i boligområderne
På mødet med beboerrepræsentanterne fremgik det, at det oftest er ganske få beboere, som
skaber utryghed i ejendommene. Udover at beboerne altid opfordres til at kontakte politiet i
tilfælde af mistanke om kriminalitet, er det vigtigt, at beboerne retter henvendelse til
kommunens ejendomsadministrator, DAB-Lejerbo. Klager over husordensovertrædelser er
komplekse og kræver længere tids indsamling af dokumentation, før det eventuelt kan komme
til en udsættelse af den person, som overtræder husordenen. DAB-Lejerbo administrerer
husordensklager i kommunens ejendomme på samme måde som i de almene boliger, som
boligorganisationen administrerer. Det bemærkes, at i sager med udsætningstruede borgere vil
der fra kommunen blive igangsat indsatser for at hjælpe borgeren med at blive i boligen, jf.
også de sociale viceværter nævnt ovenfor. Det kan fx være hjælp til at komme i behandling for
psykisk sygdom eller misbrug, en grundig oprydning/rengøring ved samlermani, eller en
enkeltydelse, der kan sikre huslejebetalingen.
En anden kilde til utryghed i beboelsesejendommene er ulovlige fremlejer, hvor lejer af boligen
reelt er fraflyttet, og der bor andre i boligen. Ulovlige fremlejer er vanskelige at påvise og
kræver i mange tilfælde en ekstra kontrolindsats fra kommunens Kontrolenhed.
Øvrige forhold
På mødet med beboerrepræsentanterne fra de kommunale beboelsesejendomme blev der
endvidere tilkendegivet utilfredshed med fx trappevask, udvendig og indvendig vedligeholdelse,
herunder hække, hegn og videoovervågning i Finsens Have. Disse spørgsmål har at gøre med
kommunens rolle som udlejer og varetages af kommunens ejendomsdrift under Klima-, Plan
og Boligudvalget. Det bemærkes, at de fleste tiltag på dette område vil skulle betales af
beboerne i ejendommen over huslejen, da kommunen ikke kan subsidiere de kommunale
beboelsesejendomme.
Administrationen af udlejningen af kommunens beboelsesejendomme varetages, som nævnt
ovenfor, af DAB-Lejerbo. Udover almindelig boligadministration omfatter dette som nævnt
juridiske spørgsmål i forbindelse med husordensklager og ulovlige fremlejer.
Anbefaling
Det anbefales, at udvalget drøfter kommunens boliganvisning i lyset af, at der med den
igangværende omstilling af socialområdet forventes, at flere borgere hurtigere vil være klar til
egen bolig, samtidigt med, at hjemløsereformen fra 2023 gør det økonomisk mindre attraktivt
for kommuner at lade borgere bo længe på herberg, idet statsrefusionen på 50% bortfalder
efter 3 måneders ophold. På den baggrund anbefales det, at udvalget bekræfter kommunens
nuværende anvisningskriterier.
Det anbefales, at udvalget drøfter de nuværende indsatser i boligområderne med særligt fokus
på, om der er behov for en anden vægtning inden for den nuværende økonomiske ramme
mellem boligsociale indsatser og sociale viceværter, hvor de boligsociale medarbejdere
arbejder med at styrke fællesskaberne, mens de sociale viceværter arbejder mere
individorienteret. Det vil sige, om der skal ske en nedprioritering af fællesaktiviteter for beboere
og en opprioritering af de sociale viceværters arbejder Endvidere kan det overvejes, om de
boligsociale indsatser/sociale viceværter skal fokusere på særlige boligområder.
Udvalget foreslås endvidere at drøfte, om kriterierne for §18 puljen i højere grad fremover skal
fokusere på styrkelse af fællesskaber og øget tryghed i de mest udsatte boligområder, så
fællesaktiviteter i højere grad drives af frivillige indsatser fremfor af boligsociale medarbejdere,
jf. ovenfor.
Endvidere anbefales det, at udvalget drøfter, om kommunen skal have en anden tilgang i sager
med borgere, der er udsætningstruede pga. husordensklager, så naboskabet og den sociale
bæredygtighed i ejendommen skal veje tungere ved vurdering af hvilke sociale indsatser, der
skal iværksættes. Det vurderes, at det i nogle tilfælde kan være muligt at give en bedre støtte
til eksempelvis en borger med psykisk sygdom i regi af et botilbud eller et herberg i forhold til,
hvis personen bliver boende i egen bolig. For beboere, som bruger boligen til formål, som er i
uoverensstemmelse med husordenen, fx ulovlig fremleje, kriminalitet, m.v. skal det
undersøges, om der er mulighed for en hurtigere indgriben i forhold til at bringe lejemålet til
ophør. Det kan endvidere overvejes, om kommunens kontrolenhed kan få en mere aktiv rolle i
forhold til, om beboerne har lovligt ophold i ejendommene, fx i forhold til ulovlige fremlejer.
Det kan endvidere overvejes, om udvalgte kommunale beboelsesejendomme eller opgange i
ejendommene i endnu højere grad end i dag skal anvendes til de borgere, der har størst
støttebehov i egen bolig med henblik på at opnå synergier i indsatserne fremfor at sprede
borgerne på forskellige ejendomme for at sikre en mere blandet beboersammensætning.
Derudover vil forvaltningen gå i dialog med de almene boligorganisationer med hensyn til, om
de har input til prioritering af indsatser, herunder på et temamøde i Administrativ Styregruppe
om boligsocial anvisning som led i forberedelserne til forhandlingen mellem kommunen og de
almene boligorganisationer i BL’s 1. Kreds om ny Rammeaftale for periode 2028-2031.
Temamødet afholdes d. 16. december 2026.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Kilde: Frederiksberg Kommune, Socialudvalget 2026-29, dagsorden fra mødet mandag 26. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.