Spring til indholdet
Frederikshavn
Skift kommune
KøbenhavnFrederikshavnAlle kommuner

Besluttet 2. november, Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur, Frederikshavn

Godkendelse af Klimaplan 2026-2030

Direktionssekretariatet indstiller, at Klimaplan 2026-2030 godkendes.

Klima og grønt

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur, Frederikshavn Kommune
Hvornår
Mandag 2. november 2026
Status
Besluttet. Anbefales.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I 2015 vedtog FN-landene Paris-aftalen og FN’s 17 Verdensmål, som bl.a. har til formål
at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 1,5 °C, styrke klimatilpasningen
samt understøtte den globale klimaindsats. Som led i Danmarks opfyldelse af Parisaftalen udarbejder danske kommuner klimaplaner, der understøtter målet om nettonuludledning og klimarobusthed senest i 2050.
Klimaplanerne udgør det fælles strategiske fundament for den lokale klimaindsats og
omfatter både reduktion af drivhusgasudledninger og klimatilpasning. Planerne
udarbejdes efter den internationale standard CCTF (Cities Climate Transition Framework)
og vurderes af Klimaalliancen, som er et partnerskab mellem KL, Danske Regioner,
Realdania og CONCITO. Efter godkendelse indstilles planerne til certificering hos C40.
C40 er et internationalt netværk bestående af verdens største byer, der samarbejder om
at bekæmpe klimaforandringer og reducere udledningen af drivhusgasser.
Kommunens første DK2020-klimaplan blev certificeret i 2021. Da certificeringen er gyldig
i op til fem år, er planen nu revideret og skal certificeres på ny.
Den reviderede Klimaplan 2026-2030 beskriver kommunens mål og indsatser for den
kommende planperiode og danner grundlag for den fortsatte lokale klimaindsats.
I forhold til kommunens målsætning om klimaneutralitet i 2050 anvendes den
scenarieberegner, som Klimaalliancen har udviklet, og som kommunerne er forpligtet til
at benytte ved opgørelse af reduktionstiltag. Scenarieberegneren bygger på fastlagte
metoder for, hvordan kommunernes CO₂-reduktioner beregnes, men omfatter ikke alle
kommunens indsatser. Derudover kan kommunerne alene medregne 50 % af den
vedvarende elproduktion fra kystnære vindmøller. Ligeledes kan CO₂-reduktioner som
følge af elektrificering af færgeforbindelsen mellem Frederikshavn og Göteborg ikke
indgå i opgørelsen, da den ene anløbshavn er beliggende uden for dansk territorium.
Som følge af den anvendte beregningsmetode vil kommunen med de reduktionstiltag, der
indgår i reduktionskataloget for 2026, opnå en samlet emissionsreduktion (CO2 reduktion)
på 86,2 % i forhold til udledningen i 1990 og dermed ikke de fulde 100 %.
Det skal dog bemærkes, at reduktionskataloget løbende forventes udbygget med nye
tiltag gennem planperioden samt i forbindelse med revisionen af klimaplanen i 2031 samt

frem mod 2050. Administrationen vurderer derfor, at målet om 0% CO2 udledning i 2050
fortsat er realistisk og opnåeligt.
Klimaplanen blev godkendt af Klimaalliancen og certificeret af C40 i oktober 2026 og
forelægges derfor til politisk behandling med henblik på Byrådets godkendelse.
Der er ingen direkte økonomiske konsekvenser forbundet med Byrådets godkendelse af
klimaplanen. Eventuelle økonomiske konsekvenser af konkrete indsatser vil blive forelagt
til særskilt politisk behandling.
Der tages forbehold for, at der i forbindelse med certificering af klimaplanen kan
forekomme mindre redaktionelle justeringer i klimaplanens formuleringer forud for
behandlingen i Udvalget for Økonomi og Strategi.

Indstilling

Direktionssekretariatet indstiller, at Klimaplan 2026-2030 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Bilag

  • 1. Klimaplan 2026-2030 (DokumentID: 8970380 - EMN-2026-02947)
  • 2. Pixi-Klimaplan 2026-2030 (DokumentID: 8970396 - EMN-2026-02947)

Kilde: Frederikshavn Kommune, Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.