Besluttet 11. august, Plan og Udvikling, Frederikssund
Igangsættelse af lokalplan som giver mulighed for et parcelhus i Jørlunde
Administrationen har modtaget en ansøgning om opførelse af et parcelhus på en del af ejendommen Bygaden 44, Jørlunde. Udvalget skal med denne sag beslutte, om det ønskes at imødekomme ansøgningen. Opførelse af parcelhuset kræver udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg.
Kort fortalt
- Forslaget
- Der igangsættes ikke udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan.
- Hvem
- Plan og Udvikling, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og Udvikling, at:
• Der igangsættes ikke udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan.
Sagsfremstilling
Administrationen har modtaget en ansøgning om udstykning af en grund på 1395m2 og opførelse af et parcelhus på en del af ejendommen Bygaden 44, Jørlunde. Jørlunde er en byzonelandsby. Ansøgers skitse af den ansøgte udstykning med angivelse af bygninger og vejadgang vedlægges som bilag 1.
Jørlunde landsby
Jørlunde landsby er bygget omkring kirken, præstegården, forsamlingshuset og en række gårde langs Bygaden i Jørlunde herunder gården Egedal med adressen Bygaden 44, hvorfra der ønskes udstykket en grund. Som det ses på kortbilag 2 er byens udstrækning næsten uændret fra kortlægningen med høje målebordsblade i perioden 1842-1899 og frem til 1954. Fra 1960 og frem til 1980 sker der en markant udbygning af byen med parcelhuse særligt i den vestlige ende. Efter årtusindskiftet er der etableret en bebyggelse med andelsboliger i byens yderste østlige ende efter lokalplan 57 fra 2002 og skabt plangrundlag for yderligere 17 og 24 rækkehuse i byens vestlige ende med lokalplan 67 fra 2006 og lokalplan 123 fra 2024.
I den østlige ende af landsbyen er landsbyens oprindelse fortsat synlig i kraft af de tre oprindelige gårde på Bygaden 25 og 27 og 44, som fortsat ligger med frie arealer omkring gårdene -se luftfoto fra 2026 i bilag 2. Strukturudviklingen i landbruget mod stadig større landbrug medfører, at mange gårde i landsbyer over tid bliver urentable som landbrug og må sikres en ny funktion, hvis deres kulturhistoriske værdi skal bevares. Gårdbygningerne og de frie arealer omkring bygningerne kan være ganske store og der kan derfor være ønske om at opdele gårdene i flere boliger og bruge udenomsarealerne til haver og fællesarealer. Gårdenes kulturhistoriske betydning for landsbyen kan sikres ved, at gårdenes længestruktur og friarealer bevares. Da de tre nævnte gårdbygninger alle ligger i landzone umiddelbart op ad byzonen, vil eventuelle ønsker om omdannelse af dem til flere boliger kræve kommuneplantillæg og lokalplan.
Jørlunde Bylav har i 2021 formuleret en vision for byen, hvor det om de gamle gårde hedder: "Jørlundes gamle gårde inde i landsbyen er en integreret del af byens identitet. Der skal bringes nyt liv ind i de game gårde - fortiden skal med ind i fremtiden. Byg gården om til boliger som kendt fra Farum, Søsum og Nybølle ved Hove. Etabler fællesareal til køkkenhaver, egne udearealer og fællesrum. Tiltræk børnefamilier med ønsker om fællesskab, nærhed til natur og autencitet - institutioner, indkøb samt transport er lige om hjørnet."
Gældende plangrundlag
Jørlunde landsby ligger i byzone. Bygaden 44 ligger ligesom Bygaden 25 og 27 i landzone umiddelbart udenfor byzonegrænsen. Den sydlige del af den ansøgte udstykning er udpeget som beskyttet landskab og hele en ansøgte grund er omfattet af geologiske interesser.
Den ansøgte udstykning
Udstykningen inddrager de frie arealer omkring gården på Bygaden 44 og sletter dermed en væsentlig del af gårdens kulturhistoriske værdi. Det anbefales derfor, at der ikke igangsættes udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan, som vil muliggøre udstykningen.
Imødekommelse af ansøgningen ville indebære udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan. Da der er tale om udlæg af ny byzonejord, skal der til et evt. kommuneplantillæg desuden udarbejdes en grundvandsredegørelse.
Da der er mange ønsker til ny planlægning og ressourcerne til planlægning er begrænsede, er det nødvendigt at prioritere, hvor de skal anvendes. Det er administrationens anbefaling, at der som hovedprincip udarbejdes lokalplaner for sammenhængende byområder og kun helt undtagelsesvist for at skabe en enkelt ny bolig.
Ved nedlæggelse af landbrugsejendomme i Jørlunde og omdannelse af de tidligere landbrugsbygninger til flere nye boliger og evt. andre byformål, vil det være relevant at prioritere igangsættelse af nødvendig planlægning og i den forbindelse sikre evt. bevaringsværdier i landbrugsbygningerne og de tilhørende friarealer. I den aktuelle sag er der imidlertid ikke tale om en samlet planlægning for omdannelse af landbrugsejendommen til byformål.
Administrationen indstiller på baggrund af det ovenstående, at der ikke igangsættes planlægning for den ansøgte udstykning.
Den ansøgte udstykning vurderes i øvrigt, som det ses på illustrationsskitsen af ansøgt grund og hus i bilag 3, ikke at være en naturlig fortsættelse af parcelhusudstykningerne vest for Bygaden 44, idet huset ønskes placeret længere mod syd end parcelhusrækken vest for Bygaden 44 og den ønskede grunds sydgrænse er ført væsentligt længere mod syd end nabomatriklerne.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Godkendt.
Bilag
Kilde: Frederikssund Kommune, Plan og Udvikling, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 57. Læs den originale sag hos kommunen.