Besluttet 11. august, Plan og Udvikling, Frederikssund
Orientering om statslig indsigelse mod batteriparken syd for Lyngerup
Plan- og Landdistriktsstyrelsen har indgivet indsigelse mod lokalplanforslaget for en batteripark ved Maglehøj syd for Lyngerup. Administrationen har anmodet styrelsen om at genoverveje sin indsigelse af hensyn til den grønne omstilling, men styrelsen har fastholdt indsigelsen.
Kort fortalt
- Forslaget
- Tage orienteringen til efterretning.
- Hvem
- Plan og Udvikling, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og Udvikling, at:
• Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Plan- og Landdistriktsstyrelsen har d. 10. april 2026 indgivet indsigelse mod lokalplanforslaget for en batteripark ved Maglehøj syd for Lyngerup (vedlagt som bilag 1). Styrelsen skriver i indsigelsen, at der kan placeres batterianlæg i landzone, hvis batterianlægget har en teknisk/funktionel sammenhæng med VE-anlæg i landzone som f.eks. solcelleanlæg, og at styrelsen ikke finder, at en transformerstation har en sådan teknisk sammenhæng med batterianlæg, da batterianlæggene ikke placeres sammen med højspændingsanlægget men tilsluttes direkte. Styrelsen vurderer på den baggrund, at batterianlægget har et omfang og en karakter, hvor det skal betragtes som byvækst, der skal placeres i byzone.
Administrationen har d. 7. maj 2026 anmodet styrelsen om at genoverveje sit krav om placering af batterianlægget i byzone (brev vedlagt som bilag 2), idet:
• Tilslutning af 250 MW effekt ikke kan ske til mindre transformatorstationer, men kræver direkte tilslutning til en højspændingsstation. Der er således en nær teknisk sammenhæng mellem store batterianlæg med en effekt på 250MW og højspændingsstationer.
• Krav om placering af store batterianlæg i byzone på afstand at de store transformatorstationer vil medføre behov for en yderligere udbygning af højspændingsnettet, som Energinet i forvejen er bagud med.
• Krav om placering af store batterianlæg i byzone på afstand at de store transformatorstationer vil være en fordyrelse og en forsinkelse af udbredelsen af store batterianlæg, som vil kunne afhjælpe kapacitetsmanglen i højspændingsnettet.
• Dansk Erhverv har i et nyligt forslag om en akutpakke for fremme af store batterier i Danmark fremhævet, at store batterianlæg er helt afgørende for at udnytte den vedvarende energi effektivt, stabilisere elnettet, reducere behovet for fossile backupanlæg og sænke elregningen. Foreningen har desuden bemærket, at Danmark halter efter vore nabolande mht. udbygning af batterikapaciteten.
• Konsekvensen af det nuværende efterslæb i udbygningen af elnettet er jf. statsrevisorernes udtalelse af 9. april i år, at den grønne omstilling forsinkes.
Planstyrelsen har i brev af 26. juni 2026, hvor indsigelsen opretholdes (vedlagt som bilag 3), gentaget, at Styrelsen finder at batterianlæg, der har en teknisk/funktionel sammenhæng med et VE-anlæg kan placeres i det åbne land. Styrelsen gentager, at lokalplanforslaget ikke vedrører et batteri som har sammenhæng med et VE-anlæg og betragter tilsyneladende alle andre batterianlæg - herunder et batterianlæg på 250 MW - som noget der kan placeres frit, uafhængigt af højspændingsnettet. Styrelsen har ikke forklaret, hvordan et batterianlæg på 250MW kan opfattes som et anlæg, der ikke har nær teknisk sammenhæng med den højspændingsstation, som det skal tilsluttes, og har således ikke begrundet den usædvanlige opfattelse, som indsigelsen bygger på. Styrelsen skriver dog sidst i brevet, at "Udviklingen inden for batterianlæg og lagring af energi går stærkt. Plan- og Landdistriktsstyrelsen er derfor løbende i dialog med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, herunder om de planmæssige rammer for batterianlæg er opdateret."
Der er i juni 2026 indgået en politisk aftale mellem et flertal af partier i Folketinget om en akutplan for elnettet, som skal følges op med ny lovgivning på kort sigt. Aftalen sigter mod at fastsætte nye regler inden Energinet næste gang tildeler nye, store nettilslutningsaftaler, hvilket sker allerede i efteråret 2026.
Akutplanen skal muliggøre tre sammenhængende tiltag:
• Sikre politisk fastsatte objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier for prioritering af nettilslutninger
• Give mulighed for afvisning af anmodninger om nettilslutning
• Tydeliggøre Energinets og netvirksomhedernes retlige grundlag for at vurdere og afgøre tilslutningsforhold.
Akutplanen lægger umiddelbart op til prioritering i 4 kategorier:
• Eksisterende kunder og samfundskritiske funktioner.
• Elektrificering af transport, varme, industri, VE, Co2-fangst, biogas, PtX mm.
• Energilager- og elsystemunderstøttende projekter.
• Store energiforbrugere herunder datacentre, dog undtaget datacentre som knytter sig til samfundskritiske funktioner.
På tværs af kategori 2-4 vurderes projekter dog efter netvenlighed, således at projekter, som bidrager til en mere hensigtsmæssig udnyttelse af elnettet kan nyde fremme uanset deres prioriteringskategori. Administrationen vurderer, at Batteriparken ved Lyngerup falder under kriteriet om netvenlighed.
Det fremgår af akutplanen, at den ikke kan stå alene. Regeringen vil således udarbejde et oplæg om hurtigere realisering af eltransmissionsprojekter og et oplæg om en energiinfrastrukturplan 2035, der skal sætte rammerne for bedre udnyttelse og målrettet udbygning af elnettet. Administrationen vil anbefale borgmesteren at tage kontakt til Minister for Klima, energi og forsyning, for at tydeliggøre udfordringerne på planområdet i forhold til at skabe et mere robust elnet.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Kilde: Frederikssund Kommune, Plan og Udvikling, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 60. Læs den originale sag hos kommunen.