Spring til indholdet
Glostrup
Skift kommune
KøbenhavnGlostrupAlle kommuner

Besluttet 29. september, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Glostrup

Introduktion til beskæftigelsesindsatsen for jobparate borgere

Som led i introduktionen til beskæftigelsesområdet orienteres Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget om beskæftigelsesindsatsen for jobparate borgere, herunder alle dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere fyldt 30 år.

Erhverv og job

Kort fortalt

Forslaget
  • Introduktion til beskæftigelsesindsatsen for jobparate borgere tages til orientering.
  • Det godkendes, at der sker fortsat inddragelse af borgere og virksomheder i udviklingen af den nye indsats for jobparate ledige samt at der arbejdes videre med segmenterede indsatsspor.
  • Det godkendes, at erhvervsteamet arbejder målrettet med de udvalgte brancher; rengøring, lager, chauffør, køkken, detail samt med et særligt fokus på sosu-området.
Hvem
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Glostrup Kommune
Hvornår
Tirsdag 29. september 2026
Status
Besluttet. • Til orientering. • Indstillingen godkendt. • Indstillingen godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Center for Borger og Arbejdsmarked (CBA) arbejder med jobparate borgere, defineret som borgere, der som udgangspunkt bør være i stand til at påtage sig et ordinært job inden for kort tid. Det kan være nyuddannede eller personer, som af den ene eller anden grund er imellem jobs. Disse borgere kan have brug for hjælp til jobsøgning, opkvalificering eller perioder med virksomhedspraktik eller løntilskud for at komme hurtigere i job.

For dagpengemodtagere varetager a-kassen de tre første måneder af beskæftigelsesindsatsen. Herefter overgår ansvaret for indsatsen til kommunen, som ligeledes har ansvaret for de jobparate kontanthjælpsmodtagere og ledighedsydelsesmodtagere, der også regnes som jobparate i forhold til at opnå fleksjob. Der er lovkrav om, at jobparate skal have mindst fire samtaler og et aktivt tilbud inden for de første 26 ugers ledighed. Op til 25 pct. af målgruppen kan dog fritages herfor.

Der findes rådighedsforpligtelser i loven, som skal sikre, at jobparate ledige kun kan få udbetalt ydelse, hvis de reelt står til rådighed for det danske arbejdsmarked. Det betyder bl.a. at ledige aktivt skal søge job, dokumentere jobsøgninger, deltage i samtaler og aktive tilbud og være klar til at overtage ’rimeligt’ arbejde med en vis transporttid.

I Glostrup Kommune varetages beskæftigelsesindsatsen for dagpengemodtagerne og jobparate kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år, i Beskæftigelsesenheden. Indsatsen for de jobparate kontanthjælpsmodtagere under 30 år varetages af Ungeenheden.

Antal jobparate borgere i Glostrup Kommune, 2. kvartal 2026:?

Målgruppe

Fuldtidspersoner

Dagpengemodtagere

403

Jobparate kontanthjælpsmodtagere fyldt 30 år

58

Ledighedsydelsesmodtagere

45

I alt

506

Kilde: Jobindsats.dk

Fremtidens beskæftigelsesindsats med de jobparate borgere

Glostrup Kommunes strategi for jobparate tager udgangspunkt i kommunens beskæftigelsespolitik og erhvervsservicepolitik, som har fokus på henholdsvis at hjælpe jobparate borgere hurtigst muligt i job via målrettet jobformidling og individuelle indsatser, og understøtte virksomhedernes behov for arbejdskraft. Dette sker bl.a. ved at styrke samarbejdet med udvalgte brancher med potentiale for effektiv jobformidling; rengøring, lager, chauffør, køkken, detail samt et særligt fokus på sosu-området.

Med beskæftigelsesreformens intention om at målrette indsatsen dér, hvor den har effekt, vil indsatsen med de jobparate borgere bygge på en opdeling af borgerne ud fra indsatsbehov (segmentering), herunder muligheden for at blive undtaget for indsats.

CBA har i efteråret 2026 iværksat en designproces for erhvervsteamet og den fremtidige beskæftigelsesindsats for jobparate, som indebærer høj grad af involvering af erfarne beskæftigelseskonsulenter samt inddragelse af jobparate borgere og virksomheder. Borgerne bliver inddraget gennem workshops og interviews til udviklingen af bl.a. den individuelle indsats, den digitale indsats og nye gruppeforløb. Virksomhederne bliver inddraget gennem interviews og møder om virksomhedernes behov i rekrutteringssamarbejdet. Bidrag fra både borgere og virksomheder vil indgå i udviklingen af arbejdsgange, samarbejdsformer og indhold i indsatserne. Desuden inddrages viden fra forskning om, hvilke indsatser, der har størst effekt overfor jobparate ledige. Fx vides at tidlige og hyppige samtaler om konkrete jobåbninger virker bedre end mere generel vejledning, og at virksomhedsrettede indsatser, som praktik og løntilskud, især er relevante ved risiko for langtidsledighed.

Forsøg om frit valg af aktør for dagpengemodtagere

Som led i beskæftigelsesreformen skal der gennemføres et forsøg om frit valg af aktør, hvor dagpengemodtagere får mulighed for at vælge imellem indsats i a-kassen, hos anden aktør eller hos kommunen i deres første fire ledighedsmåneder. Glostrup Kommune er udvalgt til at deltage i dette forsøg, som løber fra 1. juni 2027 til december 2029. Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget vil blive orienteret i 2027 om de konkrete rammer og detaljer for forsøget, som endnu ikke er fastsat. Strategien er på nuværende tidspunkt at styrke rekrutteringssamarbejdet med de lokale virksomheder inden for de udvalgte brancher gennem det nyopstartede erhvervsteam. Forventningen er, at kommunen opbygger en stærk profil inden for de udvalgte brancher, så borgere og virksomheder inden for disse brancher tilvælger et samarbejde med kommunen.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser i sagen.

Indstilling

Center for Borger og Arbejdsmarked indstiller at,

• introduktion til beskæftigelsesindsatsen for jobparate borgere tages til orientering.

• det godkendes, at der sker fortsat inddragelse af borgere og virksomheder i udviklingen af den nye indsats for jobparate ledige samt at der arbejdes videre med segmenterede indsatsspor.

• det godkendes, at erhvervsteamet arbejder målrettet med de udvalgte brancher; rengøring, lager, chauffør, køkken, detail samt med et særligt fokus på sosu-området.

Beslutning

• Til orientering.

• Indstillingen godkendt.

• Indstillingen godkendt.

Kilde: Glostrup Kommune, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 29. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.