Behandlet 3. november, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Glostrup
Status på implementering af ungepolitikken
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget orienteres om administrationens arbejde med at implementere ungepolitikken via tværgående samarbejde og fokus på aktiv deltagelse for Glostrups unge. Arbejdet er centreret omkring de politisk besluttede fokusområder; fællesskaber og demokrati.
Kort fortalt
- Forslaget
- Status på arbejdet med implementering af ungepolitikken tages til efterretning
- Godkende at fællesskaber og demokrati fortsat skal være fokus i implementeringen af ungepolitikken i 2027
- Sagen sendes til orientering i Social- Sundheds- og Seniorudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Børne- og Skoleudvalget.
- Hvem
- Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Glostrup Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Ungepolitikken blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen i februar 2025 (vedlagt sagen som bilag). Ungepolitikken er forankret i Center for Borger og Arbejdsmarked, men politikken er tværgående, og arbejdet med kommunens unge går på tværs af fagområder.
Fællesskaber og demokrati
Implementering af ungepolitikken blev politisk behandlet i efteråret 2025. Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede, at fællesskaber og demokrati skulle prioriteres som fokusområder i administrationens implementeringen af ungepolitikken:
• En grundlæggende fællesskabsorientering, der bør gennemsyre alle initiativer på ungeområdet. Fokus skal være på at etablere og facilitere fællesskaber for alle, også de unge der aktuelt ikke føler sig inkluderet, for at modvirke passivitet og ensomhed.
• En vidtrækkende demokratiforpligtigelse, herunder tværsektoriel understøttelse af udviklingen af demokratisk dannelse i form at reelle inddragelsesprocesser i klassefællesskaber, sportsklubber og andre arenaer, hvor de unge befinder sig.
Arbejdsgruppe skal styrke de unges deltagelse
Ungepolitikken er forankret på flere niveauer i organisationen. Der er etableret en arbejdsgruppe med erfarne nøglemedarbejdere, der arbejder med indsatser for unge i Glostrup. Arbejdsgruppen består af medarbejdere og ledere fra bl.a. biblioteket, Musikskolen, Ungeenheden og Varmeværket. Arbejdsgruppen skal styrke det tværgående samarbejde mellem aktører på ungeområdet, og understøtte at indsatser supplerer hinanden og har en bredde, der rummer unges forskelligheder. Arbejdsgruppen refererer til chefgruppen.
Arbejdsgruppen forholder sig til disse 6 principper:
• Vi gør ikke noget for unge uden samtidig at gøre det med de unge (via repræsentanter, men særligt fokus også på en bred repræsentation).
• Vi gør ikke noget for unge, uden samtidig at være nysgerrige på, hvem vi kan samarbejde med om idéen og opgaven.
• Vi vil udvælge specifikke forhold/områder, som skal til konkret politisk debat i relevante udvalg, fordi en given prioritering kan understøtte målene.
• Vi vil fokusere på kommunikation med de unge selv.
• Vi vil fokusere såvel på brede indsatser/tiltag som på inddragelse/fællesskab i det små.
• Vi starter ikke nye ungeindsatser op, før vi har forhørt os i andre centre om hvad de har af lignende indsatser.
Arbejdsgruppen har fokus på at styrke unges deltagelse i sunde fællesskaber. Der er en særlig opmærksomhed på de unge, der ikke selv opsøger det etablerede foreningsliv. For at nå netop disse unge sætter arbejdsgruppen fritidspasordningen aktivt i spil. Fritidspas kan give børn og unge op til 24 år, fra familier med begrænsede økonomiske midler, mulighed for at deltage i foreningslivet via økonomisk støtte til kontingent og udstyr.
Fritidspasordningen er i september præsenteret for alle ungerådgivere, og information findes nu i Ungehuset, hvor unge der forventes at være i målgruppen, har deres daglige gang.
I Glostrup Kommune findes en række fritidstilbud for unge op til 18 år. Tilbuddene omfatter ungdomsklubben, ungdomsskolen, juniorklubber på skolerne samt projektet Unge på tværs. Der findes i dag ikke et samlet overblik over de forskellige fritids- og klubmuligheder for unge i kommunen.
Vision for Glostrup Kommune
Kommunalbestyrelsen har sat retning for udvikling af en ny vision for Glostrup Kommune. Visionen udvikles via bred inddragelse af borgere, virksomheder, foreninger etc. Visionen er baseret på en række temaer, der også er centrale i ungepolitikken; fællesskaber og sammenhængskraft, demokratisk dannelse, samt kultur og medborgerskab.
Unge op til 29 år udgør en af målgrupperne i visionsprocessen, og de unge får en aktiv stemme ind i visionen. Der er en opmærksomhed på også at inddrage perspektiver fra unge, der normalt ikke kommer til orde. Den nye vision forventes at være klar i sommeren 2027.
Økonomi
Ingen økonomiske konsekvenser i sagen.
Indstilling
Center for Borger og Arbejdsmarked indstiller:
• at status på arbejdet med implementering af ungepolitikken tages til efterretning
• at godkende at fællesskaber og demokrati fortsat skal være fokus i implementeringen af ungepolitikken i 2027
• at sagen sendes til orientering i Social- Sundheds- og Seniorudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Børne- og Skoleudvalget.
Bilag
Kilde: Glostrup Kommune, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.