Spring til indholdet
Glostrup
Skift kommune
KøbenhavnGlostrupAlle kommuner

Besluttet 30. september, Social-, Sundheds- og Seniorudvalget, Glostrup

Status på arbejdet med sundhedsreformen

Sundhedsreformen træder i kraft 1. januar 2027. Med denne sag afgives status på arbejdet med implementeringen af og det forberedende arbejde med reformen.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Social-, Sundheds- og Seniorudvalget, Glostrup Kommune
Hvornår
Onsdag 30. september 2026
Status
Besluttet. Til orientering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sundhedsreformen træder i kraft 1. januar 2027. Implementeringen er i gang og i resten af 2026 skal der ske en lang række aktiviteter, båder nationalt og lokalt i Glostrup Kommune. Det drejer sig eksempelvis om væsentligste beslutninger og aktiviteter i det forberedende sundhedsråd, herunder godkendelse af delingsaftaler, etablering af regionale sundheds- og omsorgspladser og akut-sygepleje samt arbejdet med nærsundhedsplanen. Nedenfor orienteres om nationale milepæle efterfulgt af en status for implementeringen af reformen i Glostrup Kommune.

• Sensommeren: Udkast til bekendtgørelse og vejledning for sundhedsrådenes nærsundhedsplaner i høring. Sundhedsrådet skal påbegynde udarbejdelse af nærsundhedsplanen med afsæt i den nationale sundhedsplan. Nærsundhedsplanen forventes endeligt godkendt til juni 2027. Nærsundhedsplanen skal beskrive udbygningen af det nære sundhedsvæsen inden for sundhedsrådets geografiske område samt opstille konkrete og forpligtende mål, der er relevante for at sikre borgerne en mere lige, nær og sammenhængende patientbehandling, Nærsundhedsplanen kan således få betydning for den konkrete opgavevaretagelse i kommunen.

• September: Beslutning om fordeling af de kommunale investeringsmidler for 2027, både de såkaldte bunde og frie midler. De bunde midler gives direkte til de enkelte kommuner efter indbyggertal. Ift. de frie midler skal sundhedsrådet beslutte, hvilke indsatser midlerne skal anvendes til indenfor temaerne

- 1. Lighed i sundhed,

- 2. Sammenhængende patientforløb og ældre borgere samt

- 3. Børne- og ungdomspsykiatrien og børn og unge i mistrivsel.

Herfra skal Sundhedsråd Amager og Vestegnen beslutte principperne for fordelingen mellem kommunerne. I den forbindelse kan det blive relevant for kommunen selv at udmønte de midler, der fordeles ud fra de afsatte rammer. I anvendelsen af midler kan der være tale om midlertidig kapacitetsopbygning, opkvalificering af medarbejdere, afprøvning af indsatser eller lignende i 2027, indtil nærsundhedsplanen kan sætte en mere langsigtet strategisk retning for anvendelsen af midlerne.

• November: Kvalitetsstandarderne for forebyggelsestilbud til patienter med kronisk sygdom bliver udstedt og de sygdomsspecifikke pakkeforløb for patienter med KOL og for patienter med kroniske lænderygsmerter publiceres. Glostrup skal på vegne af regionen varetage den patientrettet forebyggelse fra 1. januar 2027, så disse udgivelser har stor betydning for hvad der skal leveres i dette samarbejde.

• December: De nationale kvalitetsstandarder for kommunal sygepleje og basal palliation bliver udstedt. Kvalitetsstandarden skal indeholde nationale og bindende kvalitetskrav samt anbefalinger til den kommunale sygepleje. Kvalitetsstandarden forventes at beskrive krav til kompetencer, uddannelse og opgaveløsning i den kommunale sygepleje og vil få betydelige konsekvenser for området i kommunen, både organisatorisk, fagligt og ledelsesmæssigt.

• Januar: Sundhedsreformen træder officielt i kraft, og myndigheds- og finansieringsansvaret flyttes fra kommunerne til regionerne. Dette indebærer også, at Region Østdanmark officielt træder i kraft.

Status for opgaveoverdragelsen

Med sundhedsreformens ikrafttrædelse overdrages som bekendt myndigheds- og finansieringsansvaret for opgaverne; akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering og dele af den avancerede genoptræning fra kommuner til regioner. Danske Regioner og KL har i forbindelse med sundhedsreformen besluttet en række fælles pejlemærker for overgangsperioden de kommende måneder og omkring den 1. januar 2027. Pejlemærkerne er som nedenstående og vil være udgangspunktet for det videre implementeringsarbejde.

• Tryg og sikker overgang med kontinuitet og tydeligt ansvar

• Samarbejde om god og tryg overgang for medarbejdere

• Sammenhængende forløb uden unødige skift omkring årsskiftet

• Fleksibel anvendelse af kapacitet på sundheds- og omsorgspladser i overgangsperioden

Overdragelse af opgaver i Glostrup Kommune

For opgaverne vedr. akutsygepleje, specialiseret rehabilitering og dele af den avancerede genoptræning gælder, at de er løst andetsteds i dag og at Glostrup Kommune ikke skal overdrage medarbejdere, fysiske rammer mv. i relation til disse opgaveflyt. Angående den patientrettet forebyggelse, som også er på listen over overdragne opgaver, gælder at driftsansvaret forbliver hos kommunerne, mens myndigheds- og finansieringsansvaret overgår til regionen.

For de 70 % af de nuværende pladser på Rehabiliteringshuset Digevang, der skal overdrages til regionen, pågår nu en proces forud for selve overdragelsesdagen. I denne proces skal medarbejdernes fremtidige arbejdslokation i regionen blandt andet afklares og der afholdes dialogmøder og arbejdsgruppemøder med regionen for nærmere planlægning af overdragelsen. Amager og Hvidovre Hospital har etableret et Center for Borgernær Sundhed, som får ansvaret for at drifte sundheds- og omsorgspladser samt akutsygeplejen. En vigtig del af centrets opgave bliver at skabe en effektiv drift i helt nye samarbejdsformer mellem hospital, sundheds- og omsorgspladser, akutsygepleje, hjemmebehandlingsteams, kommuner, almen praksis og øvrige. Desuden er det besluttet, af Sundhedsråd Amager og Vestegnen, at der skal udarbejdes en 10-årsplan, der beskriver en langsigtet vision for, hvordan sundhedsrådet vil udvikle og drifte sundheds-og omsorgspladserne.

De resterende 30 % af de nuværende pladser på Rehabiliteringshuset Digevang forbliver i kommunen. Dette svarer til 6 pladser og er det antal, kommunen vil få budget til. Fordelingen 70/30 er nationalt besluttet. For Glostrup Kommune viser en opgørelse af brugen af Digevang i 2024 (senest fremlagt for KB 29. april 2026), at cirka 63% af opholdene vil være omfattet af den regionale forpligtigelse. Med Digevangs normerede 20 pladser svarer det til, at Glostrup fortsat skal drifte 8 pladser. Som nævnt tidligere (KB 29. april 2026), udestår der fortsat uvished om, hvilke borgerforløb kommunen skal varetage og hvorvidt nogle borgere har behov for forløb efter endt regionalt ophold. Derudover er der uklarhed i forhold til, hvor snitfladerne mellem region og kommune kommer til at være ift. pladserne i praksis. Ydermere udestår beslutning ift. driftsbudgettet til nattevagtsdækningen, da der fra 2027 er afsat budget til 30 % af den nuværende nattevagtsdækning, hvilket ikke vurderes at være tilstrækkeligt. Med det afsatte budget til nattevagt, vil der ikke kunne være en person i huset hele natten. Der forventes gjort nærmere status på dette tema i foråret 2027, når de første erfaringer viser sig.

I forhold til de fysiske rammer for pladserne vil de tilbageblevne kommunale midlertidige pladser forblive i Rehabiliteringshuset Digevang indtil en overflytning til fløj C på Ældrecenter Dalvangen forventeligt kan gennemføres i 2027/2028. Derudover vil der uagtet den fysiske placering af pladserne ske en organisationsændring, således at pladserne på Rehabiliteringshuset Digevang organisatorisk vil høre ind under Ældrecenter Dalvangen pr. 1. januar 2027. Denne proces er i gang med forberedelse og involvering af tilbageblevne medarbejdere.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Til orientering.

Beslutning

Til orientering.

Kilde: Glostrup Kommune, Social-, Sundheds- og Seniorudvalget, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.