Spring til indholdet
Glostrup
Skift kommune
KøbenhavnGlostrupAlle kommuner

Besluttet 4. november, Social-, Sundheds- og Seniorudvalget, Glostrup

Status på sundhedsreformens opgaveoverdragelse samt 10 års plan for sundheds- og omsorgspladser

Sundhedsråd Amager og Vestegnen har godkendt kommissorium for 10-årsplanen for sundheds- og omsorgspladserne. Med denne sag orienteres om kommissoriet og det videre arbejde med opgaveoverdragelserne omkring 1. januar 2027.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Social-, Sundheds- og Seniorudvalget, Glostrup Kommune
Hvornår
Onsdag 4. november 2026
Status
Besluttet. Til orientering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sundhedsråd Amager og Vestegnen besluttede på deres møde i februar 2026, at der skal udarbejdes en 10-årsplan, som skal beskrive en langsigtet vision for, hvordan Sundhedsrådet vil udvikle og drifte de nye regionale sundheds- og omsorgspladser, som skal etableres og driftes fra 1. januar 2027. I den forbindelse er der udarbejdet et kommissorium for 10-årsplanen, som blev godkendt af Sundhedsrådet den 26. august 2026. Kommissoriet beskriver rammer og grundlæggende principper for den langsigtede plan for sundheds- og omsorgspladserne. Kommissoriet er vedhæftet som bilag.

Udarbejdelsen af selve 10-årsplanen er organiseret i et samarbejde mellem Amager og Hvidovre Hospital, kommuner og almenpraksisområdet i Sundhedsråd Amager og Vestegnen. Der er i den forbindelse nedsat en styregruppe, som har det overordnede ansvar som består af velfærdsdirektørerne fra de fire kommuner, hvor der placeres sundheds- og omsorgspladser (Hvidovre, Brøndby, Tårnby og Høje-Taastrup), samt direktør for Amager og Hvidovre Hospital.

Sundhedsrådet følger og godkender arbejdet med 10-årsplanen og forelægges årligt en statusopfølgning på planens fremdrift.

Betydning for kommunerne i Amager og Vestegnen

Med 10-årsplanen skal der sikres en bæredygtig plan for udviklingen af sundheds- og omsorgspladserne med særligt fokus på fysiske rammer, faglig kvalitet og bæredygtig drift. Der skal blandt andet findes en langsigtet løsning på, hvor sundheds- og omsorgspladserne skal placeres, hvilket skal være ud fra et nærhedsprincip, så borgerne har adgang til tilbuddet tæt på deres nærmiljø. Da nogle af sundheds-og omsorgspladserne fra 1. januar 2027 vil være midlertidigt placeret, skal kommunerne finde mere egnede og længerevarende løsninger for placering af pladserne.

Der skal fortsat være mindst 138 sundheds- og omsorgspladser i sundhedsrådsgeografien, og der skal være mulighed for at øge kapaciteten i takt med efterspørgslen. Planen er således dynamisk og skal ses som et løbende arbejde.

Planlægning af overgangsperioden for opgaveoverdragelserne

Som led i implementeringen af sundhedsreformen er planlægningen af selve overdragelsen af opgaveområder fra kommuner til regionen pr. 1. januar 2027 i gang. I den forbindelse blev der på Tværsektorielt koordinationsforum d. 2. oktober 2026 godkendt 5 bærende principper for overgangsperioden. Principperne har til hensigt at understøtte en sikker og sammenhængende overgang for borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere. De 5 principper er:

- Fokus på sikker og stabil drift i overgangsperioden

- Fysiske flytninger af borgere skal så vidt muligt undgås

- Fleksible og pragmatiske løsninger omkring årsskiftet

- Økonomi bør ikke hindre fleksible løsninger

- Lokalt handlerum til løsninger i den enkelte sundhedsrådsgeografi.

For sundheds- og omsorgspladserne og den akutte sygepleje, har en arbejdsgruppe udarbejdet anbefalinger til håndteringen af overgangsfasen, særligt i relation til igangværende borgerforløb. Arbejdsgruppen har udarbejdet en afrapportering med anbefalinger til overgangsperioden, vedlagt som bilag 2. I afrapporteringen tages udgangspunkt i de 5 bærende principper og for hvert princip fremgår en række anbefalinger. For nærmere planlægning af overgangsfasen, vil der være behov for at kommuner og region indenfor de enkelte sundhedsråd udarbejder helt konkrete lokale planer ift. håndteringen af igangværende borgerforløb. Hertil kommer at der også i Glostrup Kommune pågår en intern proces ift. overdragelse af både medarbejdere og borgermålgrupper fra Rehabiliteringshuset Digevang.

Udover lokale planer mellem region og kommuner vil der samtidig også være behov for, at der tværgående på regionalt niveau arbejdes videre med en drejebog og fælles arbejdsgange for dokumentation, datadeling og kommunikation.

Overgangsperioden for overdragelsen af opgaven vedr. rehabilitering på specialiseret niveau tager også udgangspunkt i de 5 bærende principper. For dette område er der ligeledes udarbejdet en plan for overdragelsesperioden, vedlagt som bilag 3. Heri fremgår det blandt andet, at Region Østdanmark får ansvaret for at koordinere de forløb, der forventes at løbe over årsskiftet.

For opgaveområdet vedr. patientrettet forebyggelse er der som bekendt indgået en horisontal samarbejdsaftale mellem Glostrup Kommune og regionen. Det betyder, at selvom regionen overtager finansierings- og myndighedsansvaret skal opgaven ikke driftsmæssigt overdrages ved årsskiftet.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Center for Sundhed og Velfærd indstiller:

Til orientering.

Beslutning

Til orientering.

Bilag

Kilde: Glostrup Kommune, Social-, Sundheds- og Seniorudvalget, referat fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.