Spring til indholdet
Hedensted
Skift kommune
KøbenhavnHedenstedAlle kommuner

Besluttet 1. september, Udvalget for Vækst & Fællesskab, Hedensted

Lysanlæg

Udvalget for Fællesskab skal beslutte det kommunale tilskud til større renovering, etablering eller udskiftning af lysanlæg ved boldbaner.

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Vækst & Fællesskab, Hedensted Kommune
Hvornår
Tirsdag 1. september 2026
Status
Besluttet. Udvalget for Vækst & Fællesskab godkendte sagen som indstillet. Mads-Peder Søby stemmer imod, da finansieringen sker via vedligeholdelsespuljen til boldbaner.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Økonomi

Der er til den løbende drift af lysanlæg i 2026 afsat 105.620 kr.
Der tilføres desuden hvert år 120.920 kr. til "Lysanlægspuljen", som skal bruges til ekstraordinære vedligehold herunder udskiftning af anlæg.
En eventuelt udvidelse af puljen til lysanlæg med 500.000 kr kan finansieres inden for det eksisterende budget af drift af boldbaner.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

Historik

Udvalget for Fællesskab blev den 7. maj 2024 orienteret om, og skulle beslutte, det kommunale tilskud ved større renovering og nyt lysanlæg, der er tilknyttet kommunale boldbaner. Ved sagens gennemgang gjorde forvaltningen opmærksom på, at der i løbet af 2024 ville blive udarbejdet en samlet gennemgang af lysanlæggene, som redskab til prioritering af foreningernes ønsker til udbedring af lysanlæg. Udvalget besluttede på dette møde at udsætte sagen indtil gennemgangen var udført.
Den 14. januar 2025 godkendte Udvalget for Fællesskab, at det kommunale tilskud udgør 2/3 dele af den samlede projektsum, dog maksimalt med 120.000 kr. eksklusiv moms og at lysanlæg, der af sikkerhedsårsager skal udskiftes, og hvor foreningen ikke kan bidrage med egenbetaling, kan nedtages, såfremt der ikke findes andre løsninger.

Sagsfremstilling

Der er 22 lysanlæg i kommunen, som primært er tilknyttet kommunale boldbaner. Lysanlæggene gennemgår årligt et sikkerhedseftersyn. Ved eventuelle skader rapporterer elinstallatøren dette til kommunen. Hvis anlægget er blevet skadet eller på anden vis er gået i stykker, er praksis, at foreningerne selv kontakter en el-installatør. Såfremt reparationen overstiger 6.000 kr, skal foreningen tage kontakt til kommunen, så reparationen kan aftales. Ved større udskiftninger af lysanlæg har det siden 2020 været praksis, at kommunen bidrager med op til 2/3 dele af den samlede projektsum, dog maksimalt med 120.000 kr eksklusiv moms.
Udgifterne ved større renoveringer eller nyt lysanlæg vil variere afhængig af hvor mange lyskilder og eventuelt master, der skal udskiftes i de enkelte lysanlæg. Den nuværende praksis med at Hedensted Kommune betaler op til 2/3 af den samlede projektsum med maksimalt 120.000 kr eksklusiv moms betyder, at foreningernes egenbetaling til renovering af eller udskiftning af lysanlæg varierer.
I efteråret 2024 blev der gennemført en gennemgang af alle lysanlæg. Gennemgangen viste, at der inden for de næste par år ville komme et øget behov for udskiftning af lyskilder og master, da 18 af de 22 lysanlæg havde en lyskilde, som udgår fra 2027. Gennemgangen viser ligeledes, at der var 9 anlæg, der havde master og fundamenter, som havde mindre skader eller burde udskiftes. Gennemgangen betød, at forvaltningen igangsatte en nærmere undersøgelse af eller fik repareret de skader, som fremgik af gennemgangen.
På baggrund af gennemgangen og i dialog med leverandører vurderede forvaltningen på daværende tidspunkt, at udgiften til udskiftning af lyskilder ville udgøre ca. 150.000 kr og at udskiftning af nyt lysanlæg med nye master ville udgøre ca. 225.000 kr.
Siden dette estimat blev foretaget er der foretaget større reparationer og udskiftninger ved lysanlæg i Rask Mølle, Juelsminde og Løsning og der er indhentet tilbud på udskiftning af lysanlægget i Lindved, da lysanlægget er nedtaget grundet sikkerhedshensyn.
Erfaringerne har vist, at den estimerede udgift til særligt udskiftning af nyt lysanlæg med nye master i stedet skal estimeres til 400.000 kr. Den forskellige tilstand af særligt fundament og master gør, at udgifterne ved lysanlæggene varierende hvilket medfører, at foreninger med lysanlæg, hvor der ligeledes er behov for at udskifte fundament og master har en større egenbetaling.
For at imødekomme en mindre difference mellem foreningernes egenbetaling foreslår forvaltningen, at den nu nuværende praksis, hvor der gives et kommunalt tilskud på op til 2/3 af den samlede projektsum med maksimalt 120.000 kr eksklusiv moms ændres til at omfatte udskiftning af lyskilde og installation. Og at der fremadrettet gives op til 100 procent kommunalt tilskud til udskiftning af fundament og master. Hvis en foreningerne har ønsker til lysanlægget ud over sædvanlig standard vil dette være egenbetaling for foreningerne.
Da mange anlæg er etableret med en lyskilde, der udgår estimerer forvaltningen, at der i de næste år vil være et øget behov fra foreningerne om tilskud fra lysanlægspuljen og forvaltningen foreslår, at lysanlægspuljens ramme udvides med 500.000 kr, som finansieres inden for budgettet til drift af boldbaner. Forvaltningen vurderer, at ændringen af tilskuddet vil medføre, at der inden for en økonomisk ramme på 620.000 kr årligt vil kunne vedligeholdes to lysanlæg med nye master og fundamenter eller fire lysanlæg, hvor der kun skal ske udskiftning af lyskilder.

Indstilling

at Udvalget for Vækst & Fællesskab beslutter tilskud som beskrevet i sagen.

Beslutning

Udvalget for Vækst & Fællesskab godkendte sagen som indstillet.
Mads-Peder Søby stemmer imod, da finansieringen sker via vedligeholdelsespuljen til boldbaner.

Kilde: Hedensted Kommune, Udvalget for Vækst & Fællesskab, referat fra mødet tirsdag 1. september 2026, punkt 141. Læs den originale sag hos kommunen.