Behandlet 1. oktober, By-, Plan- og Trafikudvalget, Helsingør
Lovliggørelse af overdækning/konstruktion på Hornbæk Havn
Center for By, Land og Vand indstiller, at der gives afslag på dispensation fra lokalplanen og at der varsles påbud om fjernelse af den ulovligt opførte bebyggelse.
Kort fortalt
- Hvem
- By-, Plan- og Trafikudvalget, Helsingør Kommune
- Hvornår
- Torsdag 1. oktober 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Center for By, Land og Vand indstiller,
at der gives afslag på dispensation fra lokalplanen og at der varsles påbud om fjernelse
af den ulovligt opførte bebyggelse.
Sagsfremstilling
1. Sagens indhold
1.1. Definition af den ansøgte bebyggelse
Ansøger betegner bebyggelse som en pergola. Administrationen vurderer imidlertid, at den
eksisterende bygning er af sådan karakter at der er tale om en lukket overdækning.
Det er afgørende at fastlægge bebyggelsens karakter, da det har betydning for, om og i hvilket
omfang der kan dispenseres fra lokalplanen.
Den eksisterende overdækning består af et fast, hævet trægulv. Facaderne er udført i glas,
hvor dele kan åbnes, men bebyggelsen fremstår samlet set som lukket. Taget består af tre
større parasoller, som er fastgjort til bebyggelsen. Der er desuden installeret vand og el, og
bebyggelsen er egnet til helårsbrug.
Selvom taget kan foldes sammen, vurderer administrationen, at bebyggelsen ikke har karakter
af en midlertidig installation, men derimod af en permanent bygning.
Administrationen vurderer samtidig, at anvendelsen til udeservering i sig selv ikke er i strid med
lokalplanen. Sagen vedrører derfor alene bebyggelsens konkrete udformning, størrelse og
placering.
Ansøger har revideret ansøgningen dateret 3. september 2026. Dette ændrer bebyggelsens
karakter.
Ansøger foreslår, at døre og dørpartier afmonteres, og at vandtilslutningen og afløbet fjernes.
Hvis døre og dørpartier afmonteres, vurderer administrationen, at bebyggelsen ikke længere
kan karakteriseres som en lukket overdækning. Den vil herefter have karakter af en
overdækning med vindafskærmning.
Hvis parasollerne, som udgør taget, fortsat er fastgjort til vindafskærmningen, vurderer
administrationen, at bebyggelsen fortsat har karakter af en overdækning. Hvis parasollerne
ikke fastgøres til vindafskærmningen, vil den bebyggelse, der kræver dispensation fra
lokalplanen, alene bestå af træterrassen og de fastmonterede vindafskærmninger.
1.2. Bebyggelsens placering og omfang
”Lokalplanens § 7.9, Enhed 7, Havnens landareal:
Der udlægges nedennævnte byggefelter. Ny bebyggelse og anlæg må kun placeres inden for
felterne. Ingen bebyggelse eller anlæg må placeres på strandsiden (østsiden) af muren, der
definerer havnens grænse mod øst. Se kortbilag 4.”
Den ansøgte bebyggelse er placeret delvist inden for byggefelt ”e” og delvist uden for byggefelt
”e”. Se bilag 9, hvor byggefelt ”e” er lagt ind over den eksisterende overdækning samt bilag 4
side 49.
Lokalplanen fastlægger, at ny bebyggelse kun må placeres inden for de udpegede byggefelter.
Bebyggelsen lever derfor ikke op til lokalplanens bestemmelse.
I det reviderede projekt fastholder ansøger terrassens størrelse og de fastmonterede
vindafskærmninger på terrassen.
1.3. Bebyggelsens udseende
”Lokalplanens § 9.5, Enhed 7, Havnens landareal og enhed 9, Yderhavn
Facader Havnens bygninger, herunder skurbyen, skal have træbeklædte facader, som skal
males med en fulddækkende maling i svenskrød. Træværk: Sterne, vindues- og dørrammer
m.v. skal males i hvid. Tage skal beklædes med sort tagpap. Dog skal udvidelsen af bygningen
i byggefelt d ske med glasfacader inden for eksisterende tagudhæng.
Overdækningen i byggefelt e skal udføres med åbne sider.”
Lokalplanen stiller krav om, at bygninger skal have træfacader malet i svensk-rød med hvide
detaljer, samt tage med sort tagpap. For byggefelt ”e” i lokalplanen gælder desuden, at
overdækninger skal have åbne sider.
Den eksisterende bebyggelse er udført med glasfacader og et tag af stof i form af parasoller.
Bebyggelsen fremstår med lukkede sider og lever dermed ikke op til lokalplanens krav til
materialer, farver eller udformning. I det reviderede projekt afmonteres døre og dørpartier,
mens vindafskærmningen og parasollerne bevares. Projektet vil derfor fortsat afvige fra
lokalplanens bestemmelser om materialer, farver og udformning.
1.4. Landzone
”Lokalplanens § 2.2, Lokalplanens enheder 7, 8 og 9 er beliggende i landzone.”
”Lokalplanens § 13.1, Lokalplanens bestemmelser tillægges bonusvirkning
for arealerne i landzone.
For enhed 7, Havnens landareal gælder at
lokalplanens bestemmelser i:
§ 7.9 om omfang af bebyggelse og anlæg,
§ 9.5 om bebyggelsens udseende.”
Lokalplaner for arealer i landzone kan indeholde bonusvirkning. Det betyder konkret, at en
særskilt landzonetilladelse ikke er nødvendig, hvis bebyggelsen opføres i overensstemmelse
med de bestemmelser i lokalplanen, der er tillagt bonusvirkning.
Hvis der dispenseres fra de bestemmelser, som er omfattet af bonusvirkningen, kan
lokalplanens bonusvirkning ikke stå i stedet for en landzonetilladelse til det konkrete forhold.
Hvis bebyggelsen ønskes, opretholdt helt eller delvist, vil det kræve dispensation fra både § 7.9
og § 9.5 i lokalplanen. Samtidig vil det udløse krav om landzonetilladelse, da en dispensation
fra disse bestemmelser ikke er omfattet af lokalplanens bonusvirkning.
1.5. Planens principper
Lokalplanens principper fremgår af §§ 1-3.
§ 1.1 indeholder følgende formål:
Udvikle Hornbæk bymidte og havn for turisme og handel.
Muliggøre bebyggelse med hensyn til bymiljø, kyst og lokale traditioner.
Bevare bygningers udseende ved ændringer.
Tilpasse skiltning og lys til bymiljøet.
Bestemmelserne i § 7.9 og § 9.5 vedrører primært byggefelter og bebyggelsens udseende. En
eventuel dispensation fra disse bestemmelser vurderes ikke i sig selv at være i strid med
lokalplanens overordnede formål.
§ 2 vedrører område og zonestatus. En dispensation fra § 7.9 og § 9.5 vurderes ikke at være i
strid med denne bestemmelse, hvis der samtidig meddeles den nødvendige landzonetilladelse.
§ 3 vedrører anvendelsen.
§ 3.7 udlægger havnens landareal til café- og restaurationsformål. En dispensation fra § 7.9 og
§ 9.5 er derfor ikke i strid med anvendelsesbestemmelsen.
2. Centerets vurdering
2.1. bebyggelsens placering og omfang
Formålet med bestemmelsen om byggefelter er at sikre, at området ikke overbebygges, og at
bebyggelsen placeres samlet og hensigtsmæssigt.
Administrationen har ikke tidligere dispenseret fra denne bestemmelse om byggefelter inden
for lokalplanen. Samtidig vurderes det, at caféejeren fortsat har mulighed for udeservering
inden for lokalplanens rammer, f.eks. med flytbare elementer som borde, stole, parasoller og
læhegn.
Lokalplanen giver desuden mulighed for en fast overdækning i byggefelt ”e”, hvis denne
opføres i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser.
Administrationen vurderer, at både den eksisterende bebyggelse og det reviderede projekt
fortsat går videre end lokalplanens rammer. Det skyldes bl.a., at terrassen og de
fastmonterede vindafskærmninger fastholdes delvist uden for byggefeltet. Bebyggelsen har
dermed fortsat en mere omfattende og permanent karakter end de lettere og flytbare
elementer, der kan anvendes til udeservering inden for lokalplanens rammer.
2.2. Bebyggelsens udseende
Lokalplanens formål er at sikre et ensartet og roligt visuelt udtryk på havnen.
Den ansøgte bebyggelse afviger væsentligt fra dette udtryk, både i materialevalg, farver og
konstruktionstype. Den fremstår som en permanent bygning og harmonerer ikke med områdets
øvrige bebyggelse.
Det reviderede projekt ændrer bebyggelsens karakter ved, at døre og dørpartier afmonteres.
De fastmonterede vindafskærmninger og parasollerne bevares imidlertid. Administrationen
vurderer derfor, at det reviderede projekt fortsat afviger fra lokalplanens bestemmelser om
materialer, farver og udformning.
Det vurderes samtidig, at behovet for udeservering kan imødekommes inden for lokalplanens
rammer med lettere og flytbare løsninger.
Samlet vurderer administrationen, at både den eksisterende bebyggelse og det reviderede
projekt afviger så væsentligt fra lokalplanens bestemmelser og intentioner, at der ikke er
grundlag for at meddele dispensation.
2.3. Landzone
Hvis bebyggelsen helt eller delvist skal retligt lovliggøres ved dispensation fra lokalplanen, vil
det samtidig kræve landzonetilladelse.
Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret vurdering af det ansøgte i forhold til bl.a.
natur- og landskabspåvirkning, nabohensyn og øvrige planmæssige forhold.
3. Centerets anbefaling
3.1. Fysisk lovliggørelse
Centeret anbefaler, på baggrund af ovenstående vurdering, at der meddeles afslag på både
fuld retlig lovliggørelse af den eksisterende lukkede overdækning på ca. 80 m² og delvis retlig
lovliggørelse i overensstemmelse med det reviderede projekt.
Som konsekvens heraf vil ejeren af bebyggelsen blive påbudt at fjerne hele den ulovligt opførte
bebyggelse.
3.2. Retlig lovliggørelse
Hvis udvalget vælger at tillade, at bebyggelsen opretholdes helt eller delvist, vurderer Centeret,
at dette kan ske ved, at der meddeles dispensation fra lokalplanens bestemmelser om
byggefelter, materialer, farver og udformning samt landzonetilladelse. Landzonetilladelsen er
nødvendig, da arealet er beliggende i landzone, og dispensationen ikke er omfattet af
lokalplanens bonusvirkning.
I forbindelse med en eventuel landzonetilladelse skal der foretages en vurdering af
bebyggelsens påvirkning af landskabets karakter og områdets natur. Forhold vedrørende
bebyggelsens omfang og udseende behandles primært i forbindelse med dispensationen fra
lokalplanen.
Bebyggelsen er beliggende i Kommuneplanens område 5.F10 – Hornbæk Havn. Områdets
specifikke anvendelse omfatter bl.a. publikumsorienterede serviceerhverv. Administrationen
vurderer derfor, at området i forhold til den konkrete anvendelse er mindre sårbart, da området
allerede er udpeget til den type anvendelse, som bebyggelsen benyttes til.
Der er ingen fredninger, Natura 2000-områder eller § 3-beskyttede naturtyper i nærområdet.
Der er strandbeskyttede arealer uden for havneområdet, men ikke ved den konkrete
bebyggelse.
Administrationen vurderer desuden, at området ikke er levested for bilag IV-arter.
En sådan dispensation fra lokalplanen vil efter administrationens vurdering kunne skabe en
uhensigtsmæssig præcedens for Enhed 7 – Havnens landareal. Da Enhed 7 er særskilt
reguleret i lokalplanen, vurderes en dispensation som udgangspunkt ikke at skabe præcedens
for lokalplanens øvrige enheder.
Retsgrundlag
Planlovens § 19, vedrørende muligheden for at dispensere fra en lokalplan, medmindre
dispensationen er i strid med planens principper.
Planlovens § 20, Dispensationer efter § 19 kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger, efter
at kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering om ansøgningen til:
1) ejere og brugere i det område, der er omfattet af planen.
Planlovens § 35, hvorefter der i landzone ikke må opføres ny bebyggelse uden tilladelse fra
kommunalbestyrelsen.
Relation til vision og tværgående politikker
Sagen har ingen særskilt relation til vision og tværgående politikker.
Økonomi/Personaleforhold
Sagen har ikke afledte konsekvenser for økonomi og personaleforhold.
Kommunikation/Høring/Borgerinddragelse
Projektet har været i høring/orientering, hvilket har resulteret i 31 svar og tilkendegivelser.
Af de 31 svar er 22 modtaget fra personer eller aktører, som kommunen har orienteret. Blandt
disse er 14 imod en retlig lovliggørelse, 6 er for, mens 2 indtager en mellemposition.
Herudover er der modtaget 6 svar fra personer bosat inden for lokalplanområde 5.012, som
ikke var omfattet af den valgte orienteringskreds. Alle 6 er imod en retlig lovliggørelse.
Endelig er der modtaget 3 svar, hvor det ikke har været muligt at identificere afsenderens
tilknytning til lokalplanområdet eller havnen. Heraf er 2 imod og 1 for en retlig lovliggørelse.
Ejeren/ansøgeren er blevet forelagt de modtagne besvarelser og har haft mulighed for at
fremkomme med bemærkninger i perioden fra den 28. juni til den 1. september 2026. Den 3.
september 2026 modtog kommunen ejerens/ansøgerens svar. Samtidig blev projektet
revideret, således at døre og dørpartier afmonteres, vandtilslutning og afløb fjernes, mens
terrassens nuværende geometri, vindafskærmningen og parasollerne bevares.
Sammen med svaret og det reviderede projekt er der indsendt en underskriftsindsamling med
868 underskrifter under overskriften ”Bevar overdækningen på Hornbæk Havn”.
Hvis ansøgningen ikke imødekommes, vurderer administrationen, at der ikke er behov for
yderligere høring eller borgerinddragelse.
Hvis ansøgningen imødekommes, forudsætter projektet bl.a. dispensation fra lokalplanen,
landzonetilladelse og byggetilladelse. I den forbindelse skal kommunen konkret vurdere, om
der er behov for partshøring efter forvaltningsloven, herunder om projektet kan medføre
væsentlige gener eller andre belastninger for berørte parter.
Administrationen vurderer på det foreliggende grundlag, at en imødekommelse af ansøgningen
ikke vil medføre væsentlige gener for andre parter end dem, der allerede har været omfattet af
orienteringen i forbindelse med dispensationen fra lokalplanen. Administrationen vurderer
derfor, at der ikke vil være behov for yderligere partshøring efter forvaltningsloven.
BESLUTNINGER BY-, PLAN- OG TRAFIKUDVALGET 2026-2029 DEN 01-10-2026
Michael Mathiesen (C) deltog som stedfortræder for Birgitte Bergman (C) og Bente Borg
Donkin (F) deltog som stedfortræder for Marianne Victor Hansen (F).
Indstillingen godkendt.
Administrationen bemyndiges til at tage en dialog med fiskerestauranten med henblik på
dialog om en løsning, der er passet bedre ind i omgivelserne.
Fraværende:
Birgitte Bergman
Marianne Victor Hansen
Kilde: Helsingør Kommune, By-, Plan- og Trafikudvalget, referat fra mødet torsdag 1. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.