Besluttet 16. september, Børn og Familieudvalget, Hillerød
Drøftelse af anvendelse af de kommunale investeringsmidler for 2027
Direktionen indstiller at, Ældre, Social og Sundhedsudvalget og Børn og Familieudvalget drøfter mulige tematikker for anvendelse af de kommunale investeringsmidler for 2027 i Hillerød Kommune.
Kort fortalt
- Hvem
- Børn og Familieudvalget, Hillerød Kommune
- Hvornår
- Onsdag 16. september 2026
- Status
- Besluttet. Udvalget drøftede sagen. Manuel Vigilius (C), Christina Thorholm (B), Stine Østlund (C), Mathias Skarby (I) og Hanne Kirkegaard (V).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller at, Ældre, Social og Sundhedsudvalget og Børn og Familieudvalget
drøfter mulige tematikker for anvendelse af de kommunale investeringsmidler for 2027 i
Hillerød Kommune.
Sagsfremstilling
Med denne sag får udvalgene et overblik over de midler, der er i den kommunale
investeringsmotor for Sundhedsråd Nordsjælland i 2027, samt de midler, som potentielt kan
tilgå Hillerød Kommune. Formålet med sagen er, at udvalgene kan drøfte, hvilke temaer og
mulige forslag til brug af midlerne i Hillerød Kommune i 2027, som skal bæres ind til mødet i
Sundhedsråd Nordsjælland den 21. september 2026.
De kommunale investeringsmidler
De kommunale investeringsmidler består af et statsligt tilskud til kommunernes
sundhedsindsats, som skal fordeles via sundhedsrådene. Fordelingen til sundhedsrådene sker
årligt efter en nationalt fastsat fordelingsnøgle. Region Østdanmark forventer, at Sundhedsråd
Nordsjælland i 2027 får tildelt 30 mio. kr. stigende til 51 mio. kr. i 2028, 64 mio. kr. i 2029 og
103 mio. kr. i 2030. Investeringsmidlerne består af såkaldte "frie" og bundne midler.
De bundne midler
Sundhedsrådet fordeler de bundne midler direkte til de enkelte kommuner efter indbyggertal.
For 2027 forventes Hillerød Kommune at modtage 1,1 mio. kr. Disse midler er bundet til
implementering af kravene i de nationale tværgående kvalitetsstandarder. I 2027 er midlerne
bundet til kvalitetsstandarder om almen sygepleje og basal palliation i kommunerne. Der er
afsat midler til yderligere kvalitetsstandarder fra 2028-2030.
De "frie" midler
De "frie" midler tildeles sundhedsrådene efter en national beregnet sygdomstyngde. En del af
midlerne er reserveret til indgåelse af lokale aftaler mellem sundhedsrådet og kommunerne
(20,1 mio. kr. i 2027), og skal prioriteres til de sundhedsopgaver, hvor kommunerne fortsat har
myndighedsansvaret. Den anden del af midlerne skal anvendes til indsatser, der omfatter
anbefalingerne i de nationale tværgående kvalitetsstandarder (3,1 mio. kr. i 2027).
Sundhedsrådet skal beslutte, hvilke indsatser midlerne skal anvendes til, og hvordan
fordelingen mellem kommunerne skal være.
Det fremgår af Forårsaftale 2025 om implementering af sundhedsreformen, at sundhedsrådet
skal udmønte de ”frie” midler efter fire principper:
1. Kommunerne har myndighedsansvaret for opgaven
2. Relevante oplysninger deles mellem kommuner/region for at understøtte
gennemsigtighed i de økonomiske prioriteringer
3. Der kan indgå krav (fx i forhold til faglighed) i forbindelse med tilsagn om midler. Hvis der
indgår krav, skal der være proportionalitet mellem tilsagnets størrelse og kravenes
omfang og rækkevidde
4. Aftalerne skal bidrage til, at der kan investeres i langsigtet kapacitetsopbygning og
udvikles indsatser i tråd med sundhedsreformens intentioner om omstilling af
sundhedsvæsenet. Der kan heri også indgå midlertidige løft, fx til udvikling og afprøvning
af nye indsatser.
Midlernes sammenhæng med den kommende nærsundhedsplan
Det er Sundhedsråd Nordsjællands ambition, at udmøntningen af de kommunale
investeringsmidler har sammenhæng til den kommende nærsundhedsplan. Sundhedsråd
Nordsjælland skal vedtage nærsundhedsplanen senest 1. juni 2027. For 2027-midlerne kan
der dog være tale om mere midlertidig kapacitetsopbygning, opkvalificering af medarbejdere,
afprøvning af indsatser eller andet, indtil nærsundhedsplanen kan sætte en mere langsigtet
strategisk retning for anvendelse af midlerne. Der er ikke mulighed for at overføre midler fra
2027 til 2028, men prioriteringerne i 2027 kan tænkes sammen med mere langsigtede
indsatsområder.
Forslag til temaer i Hillerød Kommune i 2027
De ”frie” midler kan udmøntes til kommunale sundhedslovsopgaver eller kommunale opgaver
på tilgrænsende områder, fx social-, ældre-, børn og unge- eller beskæftigelsesområdet. De
"frie" midler til indgåelse af lokale aftaler mellem Sundhedsråd Nordsjælland og kommunerne
er, som nævnt, 20,1 mio. kr. i 2027 mens der er 3,1 mio. kr. til indsatser, der omfatter
anbefalingerne i de nationale tværgående kvalitetsstandarder. Sundhedsråd Nordsjælland kan
vælge at prioritere alle midlerne til en kommune eller indgå aftale med flere eller alle otte
kommuner i sundhedsrådet. Hvis sundhedsrådet vælger at fordele 2027-midlerne efter
indbyggertal vil Hillerød Kommune kunne modtage 3,3 mio. kr. til indgåelse af lokale aftaler og
0,5 mio. kr. til indsatser, der omfatter anbefalingerne i de nationale tværgående
kvalitetsstandarder. Dette er dog ikke besluttet i Sundhedsråd Nordsjælland.
Sundhedsråd Nordsjælland har på deres møde 21. august 2026 peget på tre overordnede
temaer, som forventes at indgå i den kommende nærsundhedsplan:
1. Psykiatri, mistrivsel og misbrug
2. Ældre: Medicinpakke, mad, velfærdsteknologi og demens
3. Sundhedstilbud i den vestlige del af sundhedsrådets geografi (dette tema handler om
udbygning af sundhedstilbud på Nordsjællands Hospital i Frederikssund).
I vedlagte bilag som afspejler nogle at de temaer, som er drøftet i Sundhedsråd Nordsjælland.
Temaerne skal ses som inspiration til drøftelserne i Ældre, Social og Sundhedsudvalget og
Børn og Familieudvalget.
Inden for rammen af de tre temaer, foreslår forvaltningen, at et eller flere af nedenstående
forslag til brug af midlerne i Hillerød Kommune i 2027, kan bæres ind til mødet i Sundhedsråd
Nordsjælland den 21. september 2026.
Tema 1 - Psykiatri, mistrivsel og misbrug
Gruppeforløb for børn og unge med begyndende psykiske vanskeligheder
For at arbejde tidligt og forebyggende med børn og unge med begyndende psykiske
vanskeligheder som ensomhed, mistrivsel, selvskade og lignende problemstillinger, foreslås
det, at Familiehuset etablerer et gruppeforløb til disse børn og unge, og med tæt inddragelse af
deres forældre. Det skal være et lettilgængeligt tilbud, som også indeholder psykoedukation.
Det vil være et relevant supplement til de eksisterende tilbud i Familiehuset. Der skal etableres
tydelige visitationsmuligheder til dette forebyggende tilbud, som skal sikre hurtigere hjælp til
familierne.
Tidlige forebyggende familieindsatser
På baggrund af eksisterende erfaringer fra Familiehuset peges der desuden på et behov for
yderligere styrkelse af de tidlige forebyggende familieindsatser.
Der er et potentiale i at styrke indsatsen til gravide og småbørnsfamilier i psykisk eller social
mistrivsel. Her skal der være fokus på udvidelse af tidlige familieorienterede indsatser med tæt
samarbejde mellem hospital, sundhedspleje og familiebehandling. Det kan bidrage til at
forebygge senere vanskeligheder hos både børn og forældre. Indsatsen skal ses i
sammenhæng med den netop igangsatte model og støttende indsats Minding the Baby, hvor
indsatsen sættes ind allerede under graviditeten og i barnets tidlige leveår.
Et tæt og koordineret samarbejde mellem skole, hjem og familiebehandling
Endelig peges der på behovet for styrkede overgange og et tættere samarbejde mellem skole,
familiebehandling og øvrige relevante aktører ved begyndende skolefravær og i overgange
mellem tilbud. Erfaringen er, at tidlig og koordineret indsats har stor betydning for at bidrage til
en god overgang mellem tilbud og desuden forebygge længerevarende fravær. Der kan med
fordel arbejdes med tværfaglige indsatser, hvor skole, familiebehandling og forældre hurtigt
samles om en fælles plan og et fælles mål for barnets trivsel og skolegang.
Sociale Haver
Etablere et recoveryorienteret tilbud inspireret af Offsides Sociale Haver ved Bispebjerg
Hospital. Tilbuddet henvender sig til borgere med psykisk sårbarhed og sociale udfordringer og
kombinerer meningsfulde haveaktiviteter med sociale fællesskaber. Formålet er at styrke
borgernes trivsel, mentale sundhed og sociale inklusion samt understøtte deres tilknytning til
arbejdsmarkedets fællesskaber eller andre meningsfulde fællesskaber. Tilbuddet kan blive
drevet af Den sociale organisation, WeShelter i tæt samarbejde med Psykiatrisk Center
Nordsjælland og Hillerød Kommune.
Socialsygeplejerske
Etablere en socialsygeplejefunktion i socialpsykiatrien målrettet borgere med psykisk sygdom,
misbrug og sociale udfordringer. Funktionen skal styrke borgernes sundhed og adgang til
behandling gennem et tættere samarbejde mellem socialpsykiatrien, almen praksis og
regionspsykiatrien. Formålet er at skabe mere sammenhængende forløb, forebygge forværring
af sygdom og reducere behovet for akutte indsatser og indlæggelser.
Tema 2 - Ældre
Demenstovholder
Styrkelse af demensindsatsen i hjemmeplejen gennem ansættelse af en demenstovholder, der
kan være tættere på den daglige drift i hjemmeplejen og dermed tilgængelig for hurtig,
situationsbestemt sparring. Målet er at sikre tidlig opsporing og rettidig indsats til borger med
demens. Anslået budget er 0.568 mio. kr. årligt.
Kompetenceudvikling
Kompetenceudvikling og videre uddannelse bl.a. i forlængelse af de obligatoriske kvalitetsstandarder om
basal palliation og kommunal sygepleje.
Tidsplan for udmøntning af midlerne
Forvaltningen forventer, at udmøntningen af de kommunale investeringsmidler for 2027 vil
følge nedenstående proces:
16 september 2026: Drøftelse af indsatser/tematikker for anvendelse af de kommunale
investeringsmidler i 2027 på ekstraordinært møde med Ældre, Social og
Sundhedsudvalget og Børn og Familieudvalget. Resultatet er af drøftelserne bæres ind
mundtligt på mødet i Sundhedsråd Nordsjælland den 21. september 2026.
21. september 2026: Drøftelse af indsatser/tematikker for anvendelse af de kommunale
investeringsmidler i 2027 tematikker i Sundhedsråd Nordsjælland med afsæt i de
kommunale input.
6. oktober 2026: Ordinært møde i Børn og Familieudvalget med drøftelse af
indsatser/tematikker for anvendelse af de kommunale investeringsmidler i 2027.
7. oktober 2026: Ordinært møde i Ældre, Social og Sundhedsudvalget med drøftelse af
indsatser/tematikker for anvendelse af de kommunale investeringsmidler i 2027.
27. oktober 2027: Ekstraordinært møde med Ældre, Social og Sundhedsudvalget og
forventet Børn og Familieudvalget som forberedelse til møde i Sundhedsråd
Nordsjælland den 28. oktober 226.
28. oktober 2026: Møde i Sundhedsråd Nordsjælland, hvor der skal træffes beslutning
om udmøntning af de kommunale investeringsmidler i 2027.
December 2026: Godkendelse i fagudvalg, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen
af udmøntning af de kommunale investeringsmidler i 2027.
Primo 2027: Midlerne udbetales til kommunerne.
Retsgrundlag
Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven).
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Udvalget drøftede sagen.
Fraværende:
Manuel Vigilius (C), Christina Thorholm (B), Stine Østlund (C), Mathias Skarby (I) og
Hanne Kirkegaard (V)
Kilde: Hillerød Kommune, Børn og Familieudvalget, referat fra mødet onsdag 16. september 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.