Besluttet 6. oktober, Børn og Familieudvalget, Hillerød
Initiativer med henblik på at reducere behovet for specialundervisning på skoleområdet
Direktionen indstiller, at Børn- og Familieudvalget tager orienteringen om de initiativer, der er iværksat med henblik på at reducere behovet for specialundervisning, til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Børn og Familieudvalget, Hillerød Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 6. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Udvalget tog sagen til efterretning. Udvalget finder det vigtigt, at indsatserne på området løbende følges og evalueres med fokus på, om de bidrager til øget læring, trivsel og deltagelsesmuligheder for børn og unge. Udvalget lægger vægt på, at udviklingen følges gennem relevante faglige og kvalitetsmæssige indikatorer, så der skabes et solidt grundlag for at vurdere effekten af indsatserne og sikre, at børn og unge får den rette støtte på rette tidspunkt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at Børn- og Familieudvalget tager orienteringen om de initiativer,
der er iværksat med henblik på at reducere behovet for specialundervisning, til
efterretning.
Sagsfremstilling
Børn- og Familieudvalget orienteres om de initiativer, der er iværksat på skoleområdet med
henblik på at styrke deltagelsesmulighederne for børn og unge i almene læringsfællesskaber
og derved reducere behovet for specialundervisning. Dagsordenspunktet skal ses som et
supplement til dagsordenspunktet vedrørende data på specialundervisningsområdet.
Forvaltningen vil desuden på udvalgsmødet fremlægge en række cases, der illustrerer
dilemmaerne i visitationen til specialundervisning og behandlingstilbud.
Initiativerne tager afsæt i Strategi- og handleplan for Stærke Fællesskaber, som har til formål at
sikre, at flere børn og unge oplever at være en del af meningsfulde fællesskaber og modtager
den nødvendige støtte så tæt på deres nærmiljø som muligt.
Orienteringen skal ses i sammenhæng med den generelle udvikling på
specialundervisningsområdet, hvor Hillerød Kommune, ligesom mange andre kommuner,
oplever et stigende behov for specialiserede undervisningstilbud, særligt inden for den
vidtgående specialundervisning, herunder specialundervisning på specialskoler og
behandlings- og specialundervisningstilbud. Specialundervisningsområdet er karakteriseret
ved, at enkelte elevsager kan have betydelige økonomiske konsekvenser, samtidig med at
kommunens handlemuligheder i høj grad er reguleret af folkeskolelovgivningen. Det gør
området komplekst både fagligt og økonomisk. Denne tendens gør sig gældende på landsplan.
På den baggrund er der de seneste år gennemført en række initiativer med fokus på at styrke
almenområdets kapacitet og deltagelsesmuligheder, udvikle kvaliteten i
specialundervisningstilbuddene samt styrke styringen af området.
Igangværende initiativer
Forankring af børnesyn
Forvaltningen arbejder målrettet med at omsætte Hillerød Kommunes børnesyn og tilhørende
pejlemærker til praksis på skoleområdet. Formålet er at styrke en fælles forståelse af, hvordan
børn og unge mødes, understøttes og inddrages i deres skoleliv. Som led heri har alle skoler
fokus på at integrere børnesynet i den daglige praksis, så det i stigende grad bliver et
gennemgående udgangspunkt for ledelse, samarbejde, undervisning og arbejdet med
elevernes trivsel, læring og deltagelsesmuligheder.
Kapacitetsopbygning af distriktsskolerne
Der er de seneste år afsat flere midler til to fagprofessionelle i børnehaveklasse og 1. klasse,
og med den netop indgåede budgetaftale er der tilsvarende øremærket midler til 2. klasse.
Samtidig er der politisk og i forvaltningen prioriteret midler til, at hver distriktsskole har en
tilknyttet PPR-vejleder. Det har styrket fællesskaberne omkring eleverne i indskolingen og har
været en central faktor i forhold til, at færre skolestartere visiteres til specialiserede tilbud.
Skoleområdet har fortsat fokus på at udbrede co-teaching, og efter at de NEST-inspirerede Vklasser på Hillerød Vest Skolen nu er godt etableret, vil der de kommende år være et
forstærket fokus på at udbrede NESTs pædagogiske og didaktiske grundlag til alle klasser på
Hillerød Vest Skolen og efterfølgende til de øvrige skoler.
Samtidig fastholdes handleplanen for det sproglige arbejde, som fortsat skal styrke skolernes
indsats over for flersprogede elever, elever med dysleksi og øvrige elever med svage
dansksproglige færdigheder, herunder i læsning.
I forlængelse af ovenstående indsatsområder er der løbende kompetenceudvikling for ledere,
lærere og pædagoger i skoler og HFO'er samt i PPR. Børn- og Familieudvalget får i november
en sag om det kompetenceudviklingsprogram, der indgår i budgetaftalen, og som skal give
lærere og pædagoger bedre forudsætninger for at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn
og unge samt viden om arbejdet med børn og unge med særlige behov. På BFU-mødet i
november vil der være et oplæg fra psykolog Susan Hart, der er ekspert i den neuroaffektive
tilgang til forståelse af børns udviklingstrin.
Deltagelsesorienterede skoler i samarbejde med Nordic Learning
Alle skolernes ledere samt lederne i PPR deltager i et flerårigt udviklingsforløb med Nordic
Learning med fokus på at udvikle mere deltagelsesorienterede almene skoler gennem en
styrket faglig ledelse. Der arbejdes med, hvordan faglig ledelse, organisering på skolerne, brug
af ressourcepersoner og samarbejdet omkring undervisningen kan styrke skolernes arbejde
med at skabe deltagelsesmuligheder for flere elever. Hver skole har udvalgt egne
indsatsområder inden for denne retning. Målet er, at skolernes organisering og kultur over tid
ændres væsentligt som følge af forløbet. Næste år vil PPR’s medarbejdere og udvalgte
ressourcepersoner på skolerne også skulle kompetenceudvikles i at arbejde med at udvikle en
deltagelsesorienteret skole.
Styrket arbejde med skolefravær og skolevægring
I forbindelse med kommunens fokus på skolefravær og skolevægring blev der i 2025 nedsat en
forvaltningsgruppe, som arbejder med indsatser på området. Aktuelt arbejdes der med at
implementere en systematisk og ensartet registrering af fravær til understøttelse af skolernes
tidlige pædagogiske indsatser ved skolefravær samt udvikling af forældresamarbejdet om
skolefravær.
Forvaltningsgruppen afventer herudover, at Børn- og Familieudvalget forholder sig til
anbefalingerne fra Opgaveudvalget for børn og unges trivsel og forebyggelse af ufrivilligt
skolefravær, før der arbejdes videre med yderligere indsatser.
Kapacitetsopbygning af specialklasser og specialskoler
Der er vurderet et behov for at udvikle kommunens specialklasser og Harløse Skole med
hensyn til at arbejde med elever med skolevægring og elever med mere komplekse
udfordringer, herunder for eksempel elever med både diagnoser og socioemotionelle
udfordringer. Kompetencecenter Vest og Harløse Skole udvikler deres kompetencer i arbejdet
med elever med skolefravær samt elever med mere komplekse problemstillinger, og PPR har
igangsat et forløb med henblik på at udvikle KCV’s praksis yderligere i forhold til disse elever.
Samarbejde og brobygning på tværs af tilbud
Der arbejdes med at styrke samarbejdet og brobygningen mellem behandlings- og
specialundervisningstilbuddene, kommunens skoler og Afdeling for Familier og Sundhed.
Formålet er at skabe større sammenhæng på tværs af indsatser og sikre, at relevant viden
følger barnet på tværs af tilbud og fagområder. Arbejdet skal bidrage til at sikre gode og trygge
overgange for elever og forældre, både når elever visiteres til et specialiseret tilbud, og når de
vender tilbage til et mindre indgribende skoletilbud. Der udvikles som en del af budgetaftalen
en ny indsats for børn med behov for behandling i skoleregi.
Ny tildelingsmodel for specialklasser
Der er indført en ny tildelingsmodel for Kompetencecenter Vest og Kompetencecenter
Grønnevang, som indgår i budgetaftalen for 2027-30. Tildelingen er som udgangspunkt
baseret på en analyse fra Muusmann med anbefalinger til normeringer samt forvaltningens
viden om almindelig praksis i andre kommuner. Tidligere har kommunens specialklasser
modtaget flere midler end tilsvarende tilbud i andre kommuner. Den nye tildelingsmodel har
frigivet midler til andre områder og samtidig reduceret taksterne for klasserne en smule, hvilket
påvirker skolernes specialbudgetter positivt.
Initiativer på vej
Tværgående ledelsesnetværk
I 2026 etableres et tværgående ledelsesnetværk på specialundervisningsområdet med fokus
på videndeling, fælles kapacitetsdrøftelser, kompetenceudvikling samt styrkelse af kvalitet og
sammenhæng i kommunens specialundervisningstilbud samt styrket samarbejde mellem
distriktsskolerne og specialtilbuddene.
Vision for PPR
Der er, som led i udmøntningen af Strategi- og handleplan for Stærke Fællesskaber,
påbegyndt et arbejde med at udvikle en ny vision for PPR. Visionen skal sætte retning for den
fortsatte udvikling af et mere praksisnært PPR, der kan understøtte skoler og dagtilbud i den
tidlige indsats og samtidig bidrage til, at børn og unge med særlige behov får den nødvendige
støtte. Det gælder blandt andet børn og unge med udfordringer relateret til skolefravær.
Forslag til visionen vil blive forelagt politisk efter årsskiftet.
Ny lovgivning
Det forventes, at den politiske aftale om nye regler for fravær og specialundervisning i
folkeskolen udmøntes i lovgivning, der træder i kraft fra skoleåret 2027/2028. Lovgivningen
forventes at få væsentlig betydning for kommunernes arbejde med kapacitetsopbygning,
specialundervisning og skolefravær, herunder blandt andet krav om støtteplaner for elever med
bekymrende skolefravær, styrket forældresamarbejde og nye opgaver for PPR. Når
lovgrundlaget er endeligt vedtaget, og de konkrete bestemmelser er kendt, vil Børn- og
Familieudvalget blive orienteret om lovens indhold og betydning for Hillerød Kommune.
Som led i regeringens udspil om bedre hjælp til børn og unge i mistrivsel forventes det, at
kommunerne i de kommende år skal implementere nye familiepakker målrettet familier med
børn og unge i alvorlig mistrivsel eller med langvarigt skolefravær. Indsatsen forventes blandt
andet at skulle understøttes af en tovholderfunktion i form af en familieambassadør med
ansvar for at skabe sammenhæng mellem de involverede fagpersoner og familiens samlede
indsats. Der foreligger endnu ikke nærmere lovgivning eller nationale retningslinjer for
ordningen, men forvaltningen følger området tæt og vil vurdere de lokale konsekvenser og
implementeringsbehov, når det konkrete grundlag foreligger.
Retsgrundlag
Ikke relevant for sagen.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Udvalget tog sagen til efterretning.
Udvalget finder det vigtigt, at indsatserne på området løbende følges og evalueres med
fokus på, om de bidrager til øget læring, trivsel og deltagelsesmuligheder for børn og
unge. Udvalget lægger vægt på, at udviklingen følges gennem relevante faglige og
kvalitetsmæssige indikatorer, så der skabes et solidt grundlag for at vurdere effekten af
indsatserne og sikre, at børn og unge får den rette støtte på rette tidspunkt.
Kilde: Hillerød Kommune, Børn og Familieudvalget, referat fra mødet tirsdag 6. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.