Spring til indholdet
Hillerød
Skift kommune
KøbenhavnHillerødAlle kommuner

På dagsordenen 4. november, Ældre, Social og Sundhedsudvalget, Hillerød

Borgerrettet forebyggelse i den kommende folkesundhedslov

Direktionen indstiller til Ældre, Social og Sundhedsudvalget, at: 1. tage orientering om udmøntning af besparelse på den borgerrettede forebyggelse til efterretning 2. tage orientering om den kommende folkesundhedslov til efterretning.

Ældre og sundhedBudget og økonomi

Kort fortalt

Hvem
Ældre, Social og Sundhedsudvalget, Hillerød Kommune
Hvornår
Onsdag 4. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på hillerod.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktionen indstiller til Ældre, Social og Sundhedsudvalget, at:
1. tage orientering om udmøntning af besparelse på den borgerrettede forebyggelse til
efterretning
2. tage orientering om den kommende folkesundhedslov til efterretning.

Sagsfremstilling

Med budget 2026-29 besluttede Kommunalbestyrelsen, at budgettet til den borgerrettede
forebyggelse blev reduceret med 1,2 mio. Af udmøntningsplanen fremgår at:
Borgerrettet forebyggelse skal fortsat sikres af Hillerød Kommune. Vi vil bede ÆSS arbejde
med et forslag fra forvaltningen om prioritering af hvilke forebyggelsesopgaver, der skal løses,
så forebyggelse fortsat er i fokus, og vi kan være godt forberedt på at løse opgaverne med den
kommende folkesundhedslov.
For at opnå besparelsen i budget 2026-29, er hygiejnesygeplejerskefunktionen reduceret fra 37
til 18,5 time ugentligt og en konsulentstilling i Fællessektionen, der bl.a. arbejdede med
forebyggelse, er nedlagt. Konsekvensen af besparelsen er, at færre opgaver løses på
hygiejneområdet, men hvor de resterende timer er blevet dedikeret til børne- og skoleområdet.
Med budget 2027-30 bliver stillingen helt udfaset. Nedlæggelse af konsulentstilling betyder at
arbejdet med forebyggelse er nedprioriteret herunder at den nyeste viden på tværs af
afdelinger ikke længere koordineres, nyhedsbrev til lægerne ikke udarbejdes og samarbejdet
med ungdomsuddannelserne er reduceret.
Omsorg og Livskraftsudvalget besluttede den 8. oktober 2025, at de forebyggende
hjemmebesøg blev omlagt til følgende forebyggende indsatser: halvårlige fællesmøder
(målgruppe 68-71 årige), hjemmebesøg i form af enke- og enkemandsbesøg, målrettede
besøg hos særligt sårbare borgere (borgere i målgruppen får tilsendt et spørgeskema for at
afklare deres behov for besøg) samt ensomhedsbesøg. Forebyggelsesopgaverne bliver
varetaget af medarbejdere fra Sundhedsfremme og Uddannelse. Desuden tilbydes
nikotinstoptilbud, ”Det digitale sundhedscenter” hvor borgere selv kan hente øvelser, råd og
vejledning, forebyggelse af fald samt besøg af pårørendekonsulent. Sundhedscentret tilbyder
også en række tilbud til borgere, som har bl.a. kroniske sygdomme - det er det som hedder
patientrettet forebyggelse.
Den borgerrettede forebyggelse har sammenhæng til opgavevaretagelsen af den
patientrettede forebyggelse, som myndighedsoverdrages til Region Østdanmark den 1. januar
Den nye folkesundhedslov bliver afgørende for hvordan kommunen kan tilrettelægge den
borgerrettede forebyggelse og forventeligt dele af den patientrettede forebyggelse. En

prioritering af hvilke forebyggelsesopgaver, der skal løses, må derfor afvente aftalen om
opgavedeling mellem Region Øst og Hillerød Kommune samt et mere konkret udspil om
folkesundhedsloven fra Sundhedsstyrelsen.
Hillerød Kommune og Region Øst har indgået en horisontal samarbejdsaftale, som betyder, at
Hillerød Kommune drifter den patientrettede forebyggelse på vegne af regionen, som har
myndighedsansvaret. Da der endnu ikke er kommet en folkesundhedslov, forelægges Ældre,
Social og Sundhedsudvalget i 2027 en sag hvori forvaltningen foreslår, hvordan
folkesundhedsloven udmøntes i Hillerød Kommune i sammenhæng med de øvrige
forebyggelsesindsatser.
En ny folkesundhedslov
Som led i sundhedsreformen bliver folkesundhedsloven gennemført. Loven skal styrke den
strukturelle forebyggelse, der handler om at skabe samfundsmæssige rammer og vilkår, der
fremmer et godt helbred både fysisk og psykisk. Derfor har forvaltningen foreslået, at sundhed
bliver et tværgående tema i det kommende arbejde med planstrategien for Hillerød Kommune.
For at gøre det enklere for kommunerne at prioritere indsatserne og arbejde målrettet og
effektivt, reviderer Sundhedsstyrelsen de eksisterende forebyggelsespakker, som er: Alkohol,
fysisk aktivitet, hygiejne, indeklima i skoler, mad og måltider, mental sundhed, overvægt,
seksuel sundhed, solbeskyttelse, stoffer og tobak. Samtidig vil kommunerne få stillet lokale
data til rådighed, så de ved, hvor behovet for indsatser er størst. Der vil blive nedsat en
følgegruppe med praktikere og uafhængige eksperter, der kan følge op på folkesundhedsloven
og vejlede i forbindelse med implementeringen.
Folkesundhedsloven forventes at blive sendt i offentlig høring i januar 2027 med henblik på
fremsættelse og behandling i Folketinget i foråret 2027 og ikrafttrædelse den 1. juli 2027. For
Hillerød Kommune giver det lidt ekstra tid til at følge Sundhedsstyrelsens arbejde med:
de kommende anbefalinger til kommunernes forebyggelsesindsats
de konkrete krav, der kommer til at stå i loven
folkesundhedsdata på lokalt niveau.
Der er planlagt en temadrøftelse om sundhedsprofilen for Kommunalbestyrelsen i december
2026, som kan give inspiration til det kommende arbejde med folkesundhedsloven og
prioriteringer af indsatser i forbindelse med denne.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kilde: Hillerød Kommune, Ældre, Social og Sundhedsudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.