Spring til indholdet
Høje-Taastrup
Skift kommune
KøbenhavnHøje-TaastrupAlle kommuner

På dagsordenen 3. november, Plan- og Miljøudvalget, Høje-Taastrup

Forslag til lokalplan for friplejehjem ved Falkenberggade

At Plan- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet godkender, at 1. forslag til lokalplan 2.30.13 godkendes og sendes i offentlig høring i mindst 5 uger, 2. der ikke udarbejdes miljøvurdering af lokalplan 2.30.13.

Byggeri og lokalplanerÆldre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Plan- og Miljøudvalget, Høje-Taastrup Kommune
Hvornår
Tirsdag 3. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Hold øje med høringen
Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på htk.dk.
Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på htk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Baggrund

Plan- og Miljøudvalget besluttede 14-04-2026 at igangsætte udarbejdelse af forslag til lokalplan
for storparcel A24 i Høje Taastrup C.
Administrationen har nu udarbejdet forslag til lokalplan 2.30.13 som muliggør en udvikling af
området til etageboliger, friplejehjem og botilbud ved Falkenberggade.

Indstilling

At Plan- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet godkender, at
1. forslag til lokalplan 2.30.13 godkendes og sendes i offentlig høring i mindst 5 uger,
2. der ikke udarbejdes miljøvurdering af lokalplan 2.30.13.

Sagsfremstilling

Lokalplanområdet omfatter matr.nr. 4gc, svarende til storparcel A24 i rammelokalplan 2.30.
Området afgrænses af Hveen Boulevard mod øst, Falkenberggade mod vest, det
lokalplanlagte parkeringshus på storparcel A23 mod nord samt parkstrøget og Åbenheden mod
syd.
Formålet med lokalplanen er at skabe de planmæssige rammer for en samlet boligkarré
målrettet ældreliv i Høje Taastrup C, hvor etageboliger, plejehjem og botilbud indgår som en
integreret del af den bymæssige struktur i den østlige del af bydelen.
Lokalplanen indeholder tre delområder med følgende anvendelser:
Delområde 1: Etageboliger, plejehjem, botilbud og fælleshus
Delområde 2: Etageboliger
Delområde 3: Gårdrum
Det er intentionen, at etageboligerne skal henvende sig til seniorer. Lokalplanen understøtter
denne ambition gennem boligernes tætte tilknytning til plejehjemmet samt krav til fælles
opholdsarealer og faciliteter.
Bebyggelsen
Lokalplanen muliggør opførelse af i alt 14.400 m² bebyggelse med 178 boliger fordelt på 78
etageboliger, 88 plejehjemsboliger og 12 botilbudsboliger samt tilhørende service- og
fællesfaciliteter og et fælleshus. Bebyggelsen kan opføres i op til otte etager mod nord og
nedtrappes gradvist til fem etager mod syd. Herved tilpasses bebyggelsen både det omgivende
byrum og de tilstødende bebyggelser i bydelen.
Opholdsarealer

I forhold til den gældende rammelokalplan for Høje Taastrup C fastlægger dette forslag til
lokalplan et minimumskrav til de fælles udendørs opholdsarealer i gårdrummet. Kravet skal
understøtte ambitionen om boliger målrettet seniorer og sikre adgang til nære og
lettilgængelige opholdsarealer.
Som følge af bebyggelsens omfang og placering samt behovet for kørearealer i tilknytning til
institutionerne er arealet til fælles udendørs opholdsarealer i gårdrummet fastlagt til 370 m²,
svarende til 2,6 % af det samlede bruttoetageareal. En del af arealet skal samtidig kunne
anvendes af redningsberedskabet.
Lokalplanen fastlægger desuden, at mindst 25 % af gårdrummets samlede areal skal
anlægges som grønne arealer med beplantning og græs. De dele af de grønne arealer, der
samtidig skal kunne anvendes til brandredning, etableres med græsarmering.
Derudover stiller lokalplanen krav om etablering af tagterrasser med et samlet areal på mindst
230 m². Tagterrasserne kan placeres på udvalgte bygningsdele med en maksimal højde på
seks etager og skal orienteres væk fra Hveen Boulevard.
Lokalplanen sikrer desuden, at alle etageboliger får adgang til en privat altan eller terrasse. For
plejehjem og botilbud skal der på hver etage etableres mindst én fælles opholdsaltan med et
areal på ca. 38 m².
Parkering
Som følge af Plan- og Økonomiudvalgets bemærkning om at opjustere parkeringsnormen samt
parkeringsanalysen, som viser, at bilejerskabet er stigende i bydelen, fastlægger lokalplanen
en skærpet parkeringsnorm for lokalplanområdet i forhold til den gældende rammelokalplan:

0,75 parkeringspladser pr. etagebolig
0,25 parkeringspladser pr. plejehjemsbolig
0,25 parkeringspladser pr. botilbudsbolig

Til sammenligning fastlægger rammelokalplanen et krav om 1 parkeringsplads pr. 175 m²
boligareal. Derudover stilles der krav om etablering af cykelparkering i overensstemmelse med
Kommuneplan 2025.
Eksisterende planforhold
Lokalplanområdet er omfattet af rammelokalplan 2.30 for Høje Taastrup C. Ved den endelige
vedtagelse af nærværende lokalplan aflyses rammelokalplanen for de arealer, der omfattes af
lokalplanen.
Miljøscreening
I henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer er der foretaget en miljøscreening
af lokalplanen. På baggrund af en udarbejdet miljøscreening har administrationen vurderet, at
planen ikke er omfattet af kravet om en miljøvurdering, da planen ikke vil få væsentlig

indvirkning på miljøet.
Bæredygtighed og arkitektur
Lokalplanen stiller krav om, at bebyggelsen udføres med facader i primært blødstrøgne tegl i
varme rødlige nuancer og med bearbejdede detaljer i murværket. Vinduer og døre skal udføres
i træ eller aluminium i mørkegrå eller sorte nuancer, der harmonerer med facadernes
materialitet.
Mod gårdrummet etableres svalegange, altaner og terrasser, som bidrager til liv og
understøtter følelsen af fællesskab. Mod gaden etableres altaner og terrasser på facaderne
mod nord og vest samt enkelte steder mod syd, hvor de bidrager til dynamik og variation i
gadeforløbet.
Den videre proces
Ved Byrådets godkendelse af lokalplanforslaget sendes det i offentlig høring i mindst 5 uger.
Efter offentlighedsfasen vil administrationen gennemgå de indkomne henvendelser og på
baggrund heraf udarbejde indstilling til endelig vedtagelse af lokalplanforslaget.
Denne forventes forelagt Byrådet i marts 2027.

Kilde: Høje-Taastrup Kommune, Plan- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.