På dagsordenen 3. november, Plan- og Miljøudvalget, Høje-Taastrup
Deltagelse i KL's storskalaprojekt om kunstig intelligens på byggesagsområdet
At Plan- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet godkender, at der tildeles en indtægts- og udgiftsbevilling på 250.000 kr. til gennemførsel af projektet i 2026-2027.
Byggeri og lokalplanerBudget og økonomiKultur og fritid
Kort fortalt
- Hvem
- Plan- og Miljøudvalget, Høje-Taastrup Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på htk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Baggrund
KL har tildelt Høje-Taastrup Kommune en projektbevilling på op til 250.000 kr. til deltagelse i
det fælleskommunale storskalaprojekt om anvendelse af kunstig intelligens i
byggesagsbehandlingen. Projektet er en del af aftalen mellem regeringen, KL og Danske
Regioner om AI-storskalaprojekter og gennemføres i perioden fra 3. kvartal 2026 til ultimo 2.
kvartal 2027.
Projektet forelægges til politisk godkendelse, da deltagelsen indebærer modtagelse af ekstern
finansiering og kommunal medfinansiering.
Indstilling
At Plan- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet godkender, at der tildeles en
indtægts- og udgiftsbevilling på 250.000 kr. til gennemførsel af projektet i 2026-2027.
Sagsfremstilling
Projektet har til formål at udvikle og afprøve AI-værktøjer, der kan understøtte
byggesagsbehandlernes daglige arbejde. Fokus er på den interne sagsbehandling, hvor
byggesagsbehandlere anvender betydelig tid på at gennemgå ansøgningsmateriale og
fremsøge oplysninger i lovgivning, lokalplaner, servitutter og tidligere afgørelser. Målet er ikke
at automatisere myndighedsafgørelser, men at frigøre tid til faglige vurderinger, borgerdialog
og kvalitetssikring samt understøtte en mere ensartet og mindre person-afhængig
byggesagsbehandling. Løsningen skal samtidig sikre dokumenterede kilde-henvisninger, så
sagsbehandleren kan efterprøve løsningens forslag og vurderinger.
Projektet forventes at bidrage til både kvalitets- og effektivitetsforbedringer i byggesagsbehandlingen. Særligt forventes en reduktion af den tid, som byggesagsbehandlere anvender
på informationssøgning og gennemgang af lovgivning, lokalplaner, servitutter og tidligere
afgørelser. Dette kan frigøre tid til faglige vurderinger, dialog med borgere og virksomheder
samt behandling af flere sager.
AI-løsningen forventes samtidig at styrke kvaliteten og ensartetheden i sagsbehandlingen ved
at understøtte systematisk søgning i relevante kilder, identifikation af dokumentationsmangler
og sammenstilling af oplysninger på tværs af sagens materiale. Det kan reducere risikoen for
fejl og mindske afhængigheden af den enkelte medarbejders erfaring og lokalkendskab.
Projektet forventes at skabe et robust beslutningsgrundlag for senere implementering og
skalering af den udviklede AI-løsning på byggesagsområdet. Gennem den fælles-kommunale
afprøvning opnår kommunen dokumentation for løsningernes kvalitet, anvendelighed,
sporbarhed og effektiviseringspotentiale, inden der træffes endelig beslutning om permanent
anvendelse.
På længere sigt forventes projektet at bidrage til kortere sagsbehandlingstid, større
ensartethed i opgaveløsningen og en mere robust organisation, hvor viden i højere grad
understøttes af fælles værktøjer frem for individuel erfaring.
Projektet organiseres i Høje-Taastrup Kommune med projektkoordinering forankret i IT og
Digitalisering. Byggesagsområdet bidrager med faglige ressourcer, relevante testsager og
kvalitetssikring samt ledelsesmæssig forankring i By- og Miljøcentret.
Administrationen vurderer, at deltagelse i KL's storskalaprojekt giver Høje-Taastrup Kommune
en omkostningseffektiv mulighed for at udvikle og afprøve kunstig intelligens på
byggesagsområdet i samarbejde med andre kommuner. Den eksterne finansiering reducerer
kommunens økonomiske risiko, mens det fælleskommunale samarbejde giver adgang til
kompetencer, erfaringer og udviklingsressourcer, som det ville være vanskeligt at etablere
lokalt.
Økonomi
KL har bevilget op til 250.000 kr. til Høje-Taastrup Kommunes deltagelse i
storskalaprojektet om kunstig intelligens på byggesagsområdet. Midlerne forventes
anvendt til anskaffelse af it-system samt udviklings- og afprøvningsaktiviteter i
samarbejde med leverandør, fælleskommunalt samarbejde, kompetenceudvikling og
øvrige projektrelaterede aktiviteter.
Projektet forudsætter kommunal medfinansiering svarende til bevillingsbeløbet på op til
250.000 kr. Medfinansieringen tilvejebringes gennem medarbejderressourcer i
byggesagsområdet og IT og Digitalisering inden for eksisterende budgetrammer.
Kilde: Høje-Taastrup Kommune, Plan- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.