På dagsordenen 12. november, Børne- og Skoleudvalget, Hørsholm
Orientering om skoleprognose 2026
Administrationen får hvert år udarbejdet en prognose for elevtallet på de fire kommunale grundskoler. Prognosen viser den forventede udvikling i antallet af elever der starter skole i de kommende år. Fra og med 2026 anvendes software fra LIFA Digital til skoleprognosen.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Skoleudvalget, Hørsholm Kommune
- Hvornår
- Torsdag 12. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 12. november 2026. Du finder dem på horsholm.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Baggrund
Administrationen får hvert år udarbejdet en prognose for elevtallet på de fire kommunale
grundskoler. Prognosen viser den forventede udvikling i antallet af elever der starter skole i de
kommende år. Fra og med 2026 anvendes software fra LIFA Digital til skoleprognosen. Skiftet
af system har gjort, at skoleprognosen i år er blevet færdiggjort senere end normalt.
På den baggrund orienterer administrationen om det overordnede indhold i skoleprognosen i
år. Der forventes at blive fremlagt en skoleprognose til godkendelse i Børne- og Skoleudvalget
i foråret 2027.
Forslag
Administrationen indstiller til, at Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Administrationen får hvert år udarbejdet en skoleprognose, der fremlægges til godkendelse i
Børne- og Skoleudvalget i løbet af foråret. Prognosen bruges særligt til at følge det forventede
antal af børn, der starter skole de kommende år og vurdere, om der er behov for at tilpasse
skoledistrikter eller antallet af spor på skolerne.
Administrationen har i 2026 indgået samarbejdet med LIFA om udarbejdelse af
skoleprognosen. Opstarten af samarbejdet og udarbejdelsen af skoleprognosen i det nye
system har gjort, at skoleprognosen i år er blevet færdiggjort senere end normalt.
Det gør at det ikke er muligt at nå at bruge skoleprognosen som baggrund for at foretage
distriktsmæssige ændringer forud for skoleåret 2027/28, da skoleindskrivningen til det
kommende skoleår finder sted d. 9. oktober – 2. november 2026. Af den årsag orienteres kun
om indholdet i prognosen. Børne- og Skoleudvalget vil få fremlagt næste års skoleprognose til
godkendelse i foråret 2027.
Administrationen afventer resultatet af skoleindskrivningen, hvor det reelle antal børn der
ønsker optagelse på skolerne kendes. Når skoleindskrivningen er afsluttet, afklares fordeling
og antal af elever mellem skolerne. Er der flere elever, end der er plads til med det nuværende
antal spor, kan det være nødvendigt at foretage små justeringer af skoledistrikterne, hæve
klassekvotienten på enkelte skoler eller oprette et nyt spor på en af skolerne. Dette vil i så fald
forelagt Børne- og Skoleudvalget i forbindelse med sagen om klassedannelse på udvalgets
møde i december eller januar.
Resultat af skoleprognosen 2026
Skoleprognosen viser, at der vil være pres på kapaciteten i den kommende 10 års periode,
specielt i skoleåret 2027/28 samt i perioden fra skoleåret 2032/33 og frem.
Største udfordring bliver skoleåret 2027/28, hvor der forventes en total søgning på 250 børn og
hvor kapaciteten er 228 børn. Det er primært Usserød Skole og Vallerødskolen, hvor der
forventes kapacitetsudfordringer.
Det kan derfor være nødvendigt at:
Hæve klassekvotienten på en eller flere skoler
Afvise børn, som ikke tilhører skoledistriktet for den enkelte skole
Afvise udenbys børn for den enkelte skole
Oprette et nyt spor på en enkelt skole
Prognosen viser som nævnt en total søgning på 250 børn, heraf 21 udenbysbørn. Hvis alle
udenbysbørn får afslag på optagelse, vil der være 1 barn mere end den maksimale kapacitet
med den nuværende klassekvotient. Det kan således løses ved at hæve klassekvotienten i en
enkelt klasse.
Hvis det på baggrund af skoleindskrivningen viser sig, at der er behov for at oprette et nyt spor,
vil det finansieres af demografipuljen.
Administrationen afventer afslutningen af skoleindskrivningen for at vurdere, hvor stor
udfordringen reelt bliver og hvordan det kan løses. Dette vil som nævnt blive fremlagt for
Børne- og Skoleudvalget på mødet i december eller januar ifm. klassedannelsen.
Kilde: Hørsholm Kommune, Børne- og Skoleudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 12. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.