Holstebro
Skift kommune
KøbenhavnHolstebroAlle kommuner

Besluttet 28. september, Kultur- og Fritidsudvalget, Holstebro

Praksis for tilsyn med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde

Det indstilles, at: praksis for tilsyn med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde godkendes.

Kultur og fritid

Kort fortalt

Hvem
Kultur- og Fritidsudvalget, Holstebro Kommune
Hvornår
Mandag 28. september 2026
Status
Besluttet. Godkendt som indstillet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

SEK/LL/MH - KFU
I mange år har tilsynet med både det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde og
voksenundervisningsområdet været udført på baggrund af en administrativ
praksis/arbejdsgang, som ikke er nedskrevet. Forvaltningen har derfor nu udarbejdet
vedhæftede forslag til praksis for tilsyn med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde, som
langt hen ad vejen stemmer overens med den praksis, der benyttes i dag. De frivillige
folkeoplysende foreninger er blandt andet idrætsforeninger, spejder/FDF, ungdomsklubber,
politiske og religiøse ungdomsforeninger (foreninger som er omfattet af kapitel 5 i
Folkeoplysningsloven). Det drejer sig om cirka 225 foreninger.
Der udarbejdes efterfølgende en særskilt praksis for tilsyn med den folkeoplysende
voksenundervisning, da tilskudsreglerne på dette område er anderledes (kapitel 4 i
Folkeoplysningsloven).
Tilsynet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde tager udgangspunkt i
folkeoplysningslovens § 33, stk. 5. Heraf fremgår det, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med,
at foreninger, der modtager tilskud eller anvises lokaler efter denne lov, overholder loven eller
regler, som er fastsat i medfør heraf. Tilsynet skal blandt andre sikre, at tilskud er udbetalt i
overensstemmelse med loven, hvilket konkret betyder, at der er overensstemmelse mellem
det, foreningen indberetter, og det som angives i foreningens regnskab.
Tilsynet varetages af forvaltningen og sker i forbindelse med forvaltningens behandlingen af
foreningernes ansøgninger om tilskud. Tilsynet indeholder kontrol af:
aktivitetstilskud
lokaletilskud
tilskud til leder- og instruktøruddannelse
regnskab
indhentelse af børneattester.
Foreningens oplysninger bliver kontrolleret og sammenlignes med det indsendte regnskab eller
særskilt dokumentation af udgifter. Derudover kontrolleres det, om foreningen har afgivet
erklæring om indhentelse af de nødvendige børneattester.
Tilsynsbesøg:
Udover det almindelige tilsyn baseret på det skriftlige materiale bliver der hvert år udvalgt
minimum to foreninger, som får et tilsynsbesøg. Foreningerne kan blive udvalgt:
tilfældigt
ud fra bestemte fokusområder

hvis der er mistanke om eller bekymring for uregelmæssigheder i forbindelse med
udbetaling af tilskud.
Et tilsynsbesøg kan være anmeldt eller uanmeldt.
Holstebro Kommune lægger vægt på tilsyn, der skaber dialog og udvikling i samarbejdet
mellem kommunen og foreningen.
Sagen har været sendt til høring i Samrådet Holstebro og Holstebro Idrætsråd, som har
indsendt følgende svar:
"Samrådets fem medlemmer ser, at dokumentet beskriver den praksis, som anvendes i dag. Vi
kan derfor tilslutte os, at dokumentet bliver godkendt som beskrevet, så alle fremover kan se,
hvad praksis er, når der modtages offentlige midler."
"Holstebro Idrætsråd bakker op om forvaltningens indstilling. Samtidig ønsker Idrætsrådet, at
tilsynet kommer til at indebære mindst muligt bureaukrati for foreningerne."

Indstilling

Det indstilles, at:
praksis for tilsyn med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde godkendes.

Beslutning

Godkendt som indstillet.

Kilde: Holstebro Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, referat fra mødet mandag 28. september 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.