På dagsordenen 5. november, Børne- og Familieudvalget, Holstebro
Udtalelse til Ankestyrelsen vedr. overholdelse af Lov om minimumsnormeringer
Der indstilles, at: udtalelse til Ankestyrelsen vedr. overholdelse af Lov om minimumsnormeringer godkendes.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Familieudvalget, Holstebro Kommune
- Hvornår
- Torsdag 5. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på holstebro.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
HS - BFU - ØK - BY
Ankestyrelsen har 20. oktober 2026 anmodet Holstebro Kommune om en udtalelse vedrørende kommunens overholdelse af reglerne om
minimumsnormeringer i kommunale og selvejende daginstitutioner.
Baggrunden er, at Børne-, Ældre- og Boligministeriet den 6. oktober 2026 har rettet henvendelse til Ankestyrelsen, efter at Danmarks Statistik den 28.
september 2026 offentliggjorde normeringsopgørelsen for 2025. Opgørelsen viser, at Holstebro Kommune ikke overholdt lovkravet om
minimumsnormeringer i 2025.
Ankestyrelsen har anmodet kommunen om en redegørelse med henblik på at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag. Ankestyrelsen
ønsker særligt oplyst, om kommunen i 2026 lever op til reglerne om minimumsnormeringer, og i modsat fald hvordan og inden for hvilken tidshorisont
kommunen vil sikre, at reglerne efterleves.
Baggrund for manglende overholdelse i 2025
Kravet om minimumsnormeringer trådte i kraft den 1. januar 2024 og indebærer, at der på kommuneniveau skal være minimum én pædagogisk
medarbejder pr. tre børn i vuggestuer og én pædagogisk medarbejder pr. seks børn i børnehaver.
Holstebro Kommune overholdt lovkravet i 2024, men Danmarks Statistiks opgørelse for 2025 viser en gennemsnitlig normering på 3,1 børn pr.
medarbejder i vuggestuer og 6,1 børn pr. medarbejder i børnehaver.
Det er en præcisering af reglerne for, hvilke medarbejdere der må tælles med i opgørelsen, der har betydning for resultatet. Præciseringen betyder, at
ansatte i forskellige beskæftigelsesordninger, som for eksempel job med løntilskud og virksomhedspraktik, ikke må indgå i opgørelsen af
minimumsnormeringerne.
For Holstebro Kommune betyder dette, at 10,3 årsværk, som har været en del af bemandingen i daginstitutionerne, ikke kan medregnes. Hvis disse
medarbejdere havde kunnet indgå i opgørelsen, ville kommunen have overholdt minimumsnormeringerne i 2025.
Iværksatte initiativer og forventninger til 2026
Børne- og Familieudvalget har i 2026 iværksat en række initiativer med henblik på at sikre overholdelse af minimumsnormeringerne.
På mødet den 9. april 2026 fordelte udvalget 9,3 mio. kr. til de institutioner, der er omfattet af minimumsnormeringerne. Derudover er der i september
2026 tilført yderligere ca. 4 mio. kr. til driftsområderne for at kompensere for, at medarbejdere i beskæftigelsesordninger ikke længere kan medregnes.
De ekstra ressourcer skal understøtte ansættelsen af yderligere pædagogisk personale.
På baggrund af de tilførte ressourcer og de iværksatte initiativer er det Forvaltningens forventning, at Holstebro Kommune vil overholde
minimumsnormeringerne i 2026.
Den endelige opgørelse for 2026 foretages af Danmarks Statistik i 2027. Der er derfor på nuværende tidspunkt tale om en forventning.
Minimumsnormeringer fra 2027
Fra 2027 ændres reglerne, så pædagogiske ledere ikke længere kan medregnes i minimumsnormeringerne. Samtidig stilles der nye krav om
minimumsnormeringer frem til skolestart.
Holstebro Kommune har beregnet, at den statslige kompensation til ændringerne ikke fuldt ud dækker kommunens udgifter. Således vil Holstebro
Kommune forventeligt være underkompenseret med 4,5 mio. kr., når lederne ikke længere kan medregnes i normeringsopgørelsen samt 4,6 mio. kr. i
forhold til den nye aftale om minimumsnormeringer frem til skolestart. Samlet set en underfinansiering på forventeligt 9,1 mio. kr.
Børne- og Familieudvalget vil fortsat følge udviklingen tæt og i forbindelse med de politiske budgetopfølgninger vurdere behovet for eventuelle yderligere
prioriteringer med henblik på at sikre overholdelse af lovgivningen.
Der er som bilag vedlagt forslag til udtalelse til Ankestyrelsen.
Indstilling
Der indstilles, at:
udtalelse til Ankestyrelsen vedr. overholdelse af Lov om minimumsnormeringer godkendes.
Kilde: Holstebro Kommune, Børne- og Familieudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.