På dagsordenen 3. november, Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget, Horsens
BNK Godkendelse af forslag til Klimaplan 2027-2030
Horsens Kommunes nuværende klimaplan udløber i 2026 og administrationen har derfor udarbejdet forslag til en ny Klimaplan 2027-2030. Klimaplanen fastsætter nye mål om 75 % CO 2-reduktion i 2030, 85 % i 2035 og klimaneutralitet i 2045.
Kort fortalt
- Hvem
- Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget, Horsens Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på horsens.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at
1. Byrådet godkender Klimaplan 2027-2030.
Sagsfremstilling
Horsens Kommunes nuværende klimaplan for 2022-2026 udløber ved udgangen af 2026.
Planen blev udarbejdet som en del af det nationale projekt DK2020-Klimaplaner for hele
Danmark og efter samme standard som de mest klimaambitiøse byer i det internationale
bynetværk, C40.
I forbindelse med vedtagelsen forpligtede Horsens Kommune sig til at revidere klimaplanen
hvert fjerde år.
Siden klimaplanens vedtagelse er kravene til certificering blevet skærpet. Det betyder, at der
har været behov for at udarbejde en ny klimaplan med nye tiltag for at kunne blive recertificeret
og leve op til de standarder, som C40 har.
Administrationen har på baggrund af dette udarbejdet forslag til Klimaplan 2027-2030.
I forbindelse med udarbejdelsen af den nye klimaplan er der gennemført en tværgående
proces med klimapartnerskaberne og internt i kommunen.
Samtidig har Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget løbende været inddraget i arbejdet på
udvalgsmøder i juni og december 2025 samt marts og august 2026.
Derudover blev der i september 2026 afholdt et temamøde for Byrådet om klimaplanen.
Klimaplanens mål og tiltag
På Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalgets møde i august 2026 blev det besluttet at
fastsætte et mål om 75 % reduktion af CO2-udledningen i 2030, som målsætning i den
kommende revision af klimaplanen. Det nationale mål er en reduktion på 70 % i 2030.
Derudover følger klimaplanen de nationale mål i regeringsgrundlaget om 85 % i 2035 samt
klimaneutralitet i 2045. Reduktionerne måles i forhold til 1990.
Horsens Kommunes klimaplan skal ses i sammenhæng med de nationale indsatser.
Opnåelsen af målene afhænger både af national og international lovgivning samt af lokale tiltag
i hele Horsens Kommune
For at understøtte arbejdet med målene indeholder Klimaplan 2027-2030 i alt 31 lokale tiltag
fordelt på følgende sektorer:
kommunen som koncern
energi
transport
landbrug og arealanvendelse
fødevarer
byggeri
bæredygtig levevis
klimatilpasning
Fødevarer og byggeri er nye temaer i klimaplanen, hvilket følger af de nye internationale
standarder. Klimaplanen omfatter dermed indsatser inden for både scope 1, 2 og 3 (se
forklaring nederst).
For hver sektor er der fastsat et sektormål, der skal gøre det muligt at følge udviklingen og
fremdriften.
Den samlede oversigt over tiltag og sektormål fremgår af tiltagskataloget, der er vedhæftet
som bilag.
På baggrund af tiltagene er der udarbejdet en reduktionssti, der viser den forventede udvikling i
CO2-udledningen frem mod 2045, se bilag Klimaplan 2027-2030. Reduktionsstien viser en
forventet reduktion på 71 % i 2030, 78 % i 2035 og 83 % i 2045 sammenlignet med 1990.
Beregningerne har dog en række usikkerheder.
De nuværende tiltag i tiltagskataloget er dermed, ifølge beregningerne, ikke tilstrækkelige til
fuldt ud at nå de vedtagne reduktionsmål. Der vil derfor løbende være behov for at identificere
og igangsætte yderligere indsatser. Dette vil ske gennem evaluering og løbende tilpasning af
klimaplanens tiltag i takt med blandt andet teknologisk udvikling, ændrede rammevilkår og nye
muligheder.
I forbindelse med den første klimaplan blev der etableret en række klimapartnerskaber, der
bidrager til udmøntningen af klimaplanen inden for deres områder og fungerer som
ambassadører for klimadagsordenen.
Klimapartnerskaberne er: Lokalt energiforum, Ungeklimapartnerskab, Landbruget, Industri og
Transport, Byggeri og Klimatilpasning.
Alle klimapartnerskaberne videreføres i den nye planperiode.
Evaluering
Klimaplan 2027-2030 er godkendt af C40-netværket. Planen træder i kraft efter Byrådets
vedtagelse og skal revideres hvert fjerde år, næste gang i 2030.
Der vil årligt blive præsenteret en evaluering af klimaplanen og dens tiltag for Bæredygtigheds-,
Natur- og Klimaudvalget. Derudover vil både CO2-regnskabet for kommunen som koncern og
kommunens samlede klimaregnskab blive præsenteret årligt, så udvalget kan følge fremdriften
i forhold til klimaplanens mål og indsatser.
Ordforklaring
Scope 1 dækker over direkte udledninger fra fossile brændsler, energiforbrug og
landbrug og arealanvendelse inden for kommunegrænsen.
Scope 2 dækker over indirekte udledninger fra energiforbrug, der produceres uden for
kommunegrænsen, men forbruges i kommunen.
Scope 3 omfatter udledning, der er knyttet til forbrug og aktiviteter i kommunen (herunder
fødevarer og byggeri), men som kan finde sted inden for og udenfor kommunegrænsen.
/FHL
Kilde: Horsens Kommune, Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.